Sektorrådgiver til den danske ambassade i Sydafrika, Miljø (Vand)

fuldtid
Sektorrådgiver til den danske ambassade i Sydafrika, Miljø (Vand)
  • Udenrigsministeriet
  • Asiatisk Plads 2, 1402 København
Brænder du for bæredygtig vandforvaltning og internationalt samarbejde, og vil du gøre en forskel i Sydafrika? Så er du måske vores nye sektorrådgiver på ambassaden i Pretoria. Danmark og Sydafrika samarbejder tæt om at styrke den bæredygtige forvaltning af vandressourcer. Samarbejdet påbegynder fjerde og sidste fase og formuleringen af denne fase er i gang og ventes at have stærke synergier til ny dansk programstøtte til implementering af Sydafrikas drikkevandreform. Programmet har hidtil fokuseret på vandressourceforvaltning, herunder grundvand, reduktion af vandtab, vandpris-ansættelse og vandeffektivitet i industrien. Du vil som sektorrådgiver være en central drivkraft i samarbejdet mellem danske og sydafrikanske aktører.

Som sektorrådgiver har du erfaring fra en politisk ledet organisation, kendskab til og et godt netværk i miljø- og vandsektoren samt gode projektkoordineringsegenskaber. Du har en relevant akademisk uddannelse, international erfaring og behersker dansk og engelsk på forhandlingsniveau. Kendskab til Sydafrikas forhold er en fordel, men ikke et krav.

Læs mere i den uddybende jobprofil her.

Ansættelsesvilkår

Som sektorrådgiver er du ansat af Udenrigsministeriet, placeret på Danmarks ambassade i Pretoria og indgår i ambassadens personale.

Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til AC-overenskomsten i staten, alle tal er angivet i aktuelt niveau (november 2025). Du vil få en basis-løn (ekskl. pension) som specialkonsulent på kr. 563.242 årligt samt funktionstillæg på kr. 32.977 årligt og et departementstillæg på kr. 24.983 årligt svarende til en årsløn på i alt kr. 733.453 inkl. pension (18,07 % i pensionssats). Der vil derudover være mulighed for evt. tildeling af kvalifikationstillæg med udgangspunkt i relevant erfaring og kompetence.

Under udsendelsen får du endvidere et skattefrit udetillæg fastsat i henhold til leveomkostningerne på posten, som beregnes med udgangspunkt i dine personlige forhold, herunder bl.a. familiesammensætning. Der stilles umøbleret tjenestebolig i Pretoria til rådighed efter Udenrigsministeriets regler. Derudover dækkes bl.a. udgifter ift. forflyttelsesrejse, flytning, sundhedsforsikring, skole m.v. i henhold til Udenrigsministeriets regler.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du bliver sikkerhedsgodkendt. Gennemførelse af online anti-korruptionskursus og basic security er obligatorisk for den succesfulde kandidat.

Ansøgning

Ansøgningsfristen er den 15. december 2025, kl. 12.00 (dansk tid).

Mercuri Urval deltager i processen ved at facilitere rekrutteringsprocessen generelt samt gennemføre personlighedstest og testinterviews med de udvalgte kandidater og deltage i det endelige interview.

Udenrigsministeriet ser mangfoldighed som en styrke og ønsker at beskæftige medarbejdere med forskellig baggrund. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge stillingerne.

Om os

Udenrigsministeriets mission er at arbejde for Danmarks interesser og værdier i forhold til omverdenen på en måde, der fremmer danskernes frihed, tryghed og velstand samt en mere fredelig og retfærdig verden med udvikling og økonomisk vækst for alle. I Udenrigsministeriets vision indgår, at vi skal være bredt respekteret som en kompetent, effektiv, udadvendt og serviceorienteret virksomhed, og at vi skal være en attraktiv og idéskabende arbejdsplads, der sikrer stor medarbejdertilfredshed og målrettet kompetenceudvikling. Vi har som fælles værdier, at vi som enkeltpersoner og organisation arbejder på grundlag af musikalitet, åbenhed, professionalisme, handlekraft og arbejdsglæde. Alle ledige stillinger i Udenrigsministeriet kan findes på www.um.dk.

Log ind