Vil du være med til at styrke partnerskabet mellem Danmark og Marokko og har du bred erfaring med bæredygtig vandforvaltning? Så er du måske vores nye sektorrådgiver på ambassaden i Rabat. Danmark og Marokko har siden 2022 haft et strategisk myndighedssamarbejde inden for vandsektoren med fokus på bæredygtig forvaltning af vandressourcer, grundvand, vandforsyning og klimatilpasning. Samarbejdet skal støtte gennemførelsen af Marokkos nationale vandstrategier og bidrage til en grøn omstilling gennem vidensdeling og kapacitetsopbygning. Som sektorrådgiver bliver du en del af et tæt samarbejde mellem Miljøstyrelsen, marokkanske myndigheder og andre lokale og danske aktører, hvor du er med til at udvikle og drive samarbejdet fremad.
Du har som sektorrådgiver erfaring fra en politisk ledet organisation, kendskab til og et godt netværk i miljø- og vandsektoren samt gode projektkoordineringsegenskaber. Du har en relevant akademisk uddannelse, international erfaring og behersker dansk og engelsk på forhandlingsniveau samt gerne fransk på øvet niveau (B2). Kendskab til Marokkos forhold er en fordel, men ikke et krav.
Læs mere i den
uddybende jobprofil her.
Ansættelsesvilkår Som sektorrådgiver er du ansat af Udenrigsministeriet, placeret på Danmarks ambassade i Rabat og indgår i ambassadens personale.
Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til AC-overenskomsten i staten, alle tal er angivet i aktuelt niveau (november 2025). Du vil få en basis-løn (ekskl. pension) som specialkonsulent på kr. 563.242 årligt samt funktionstillæg på kr. 32.977 årligt og et departementstillæg på 24.983 årligt svarende til en årsløn på i alt kr. 733.453 inkl. pension (18,07 % i pensionssats). Der vil derudover være mulighed for evt. tildeling af kvalifikationstillæg med udgangspunkt i relevant erfaring og kompetence.
Under udsendelsen får du endvidere et skattefrit udetillæg fastsat i henhold til leveomkostningerne på posten, som beregnes med udgangspunkt i dine personlige forhold, herunder bl.a. familiesammensætning. Der stilles umøbleret tjenestebolig til rådighed efter Udenrigsministeriets regler. Derudover dækkes bl.a. udgifter ift. forflyttelsesrejse, flytning, sundhedsforsikring, skole m.v. i henhold til Udenrigsministeriets regler.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du bliver sikkerhedsgodkendt. Gennemførelse af online anti-korruptionskursus og basic security er obligatorisk for den succesfulde kandidat, det samme er en række online compliancekurser fastsat af ambassaden.
Ansøgning Ansøgningsfristen er
den 24. november 2025, kl. 12.00 (dansk tid).
Mercuri Urval deltager i processen ved at facilitere rekrutteringsprocessen generelt samt gennemføre personlighedstest og testinterviews med de udvalgte kandidater og deltage i det endelige interview.
Udenrigsministeriet ser mangfoldighed som en styrke og ønsker at beskæftige medarbejdere med forskellig baggrund. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge stillingerne.