Sektionschef til Psykisk arbejdsmiljøsektion ved Personelkommandoen

fuldtid
Sektionschef til Psykisk arbejdsmiljøsektion ved Personelkommandoen
  • Forsvarsministeriets Personalestyrelse
  • Lautruphøj 8, 2750 Ballerup
Sammen med et dedikeret team kan du være med til at gøre en kæmpe indsats for at passe på dem, der skal passe på os.

Har du lyst til at lede udviklingen af arbejdet med trivsel på Forsvarsministeriets område og videreudvikle et engageret og meningsdrevet team, så har Personelkommandoen her en spændende og central stilling. Som chef for Sektion for psykisk arbejdsmiljø kan du være med til at sætte vigtige nye spor i ledelse af trivsel og arbejdspladskultur i Forsvaret.

Har du erfaring med ledelse og rådgivning i en kompleks organisation og et indgående kendskab til Forsvarets struktur og kultur? Og kan du lede et team af dedikerede og stærke fagprofiler, hvor samarbejde om opgaveløsning, faglig udvikling og trivsel er grundlaget for vores resultatskabelse?

Så er du måske det helt rigtige match til os stillingen som sektionschef.

Om stillingen
Sektionen er bygget op over de seneste par år, og vi er således et ”ungt”, men stærkt og engageret team.

Som sektionschef bliver du leder for 8 akademiske medarbejdere med forskellige faglige profiler, der sammen bidrager til en målrettet indsats for et sundere og stærkere psykosocialt arbejdsmiljø på alle niveauer på hele Forsvarsministeriets område.

Du kommer til at indgå i et ledelsesteam med 11 ledere, som du kan sparre med i det daglige.

Din opgave bliver,

  • At lede dine medarbejdere med fokus på muligheden for at lykkes, trives og udvikles i arbejdet.
  • At videreføre og styrke samarbejde, relationer og den faglige kvalitet i sektionens opgaveløsning – herunder i samarbejde med dine medarbejdere at videreudvikle de strukturer, der understøtter den fortsatte udvikling, læring og en effektiv opgaveløsning.
  • At indgå i et tæt samarbejde med partnere på tværs af Forsvarsministeriets område med ét formål: At styrke arbejdet med trivsel for og tilknytning af vores væsentligste og dyrebareste ressource – alle vores kollegaer.
Vi søger en sektionschef, der kan videreføre den positive udvikling og resultatskabelse, og som kan fortsætte arbejdet med at tydeliggøre sektionens arbejde, herunder sætte fokus på trivselsarbejdet i alle dele af koncernen.

Dit faste tjenestested vil være i Ballerup. Der vil dog være rejseaktivitet forbundet med stillingen, da der er en bred samarbejdsflade med Forsvarsministeriets myndigheder over hele landet.

Om dig
Vi forventer, at:

  • Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund (kandidat-/mastergrad eller lign.) og solid ledererfaring – gerne fra Forsvarsministeriets område.
  • Prioriterer personaleledelse med særlig opmærksomhed på medarbejdernes faglige udvikling og trivsel
  • Du kan se dig selv som en del af et stærkt og dynamisk ledelseskollektiv
  • Du kan lide at tage ansvar og sætte retning
  • Du har erfaring med konsulent-/rådgiverrollen og herunder strategisk rådgivning samt tværfagligt samarbejde – gerne inden for psykisk arbejdsmiljø, ledelse og organisationsudvikling eller lignende.
  • Du har en faciliterende ledelsesstil, der motiverer og inddrager dine kollegaer/medarbejdere i udvikling og opgaveløsning.
  • Du har et indgående kendskab til Forsvaret og Forsvarsministeriets organisering og kultur - et væsentligt afsæt for din prioritering af sektionens opgaveløsning og grundlag for, at du kan rådgive koncernens chefer om vigtige ledelsesmæssige prioriteringer på det psykosociale område.
  • Du formår at oversætte høje politiske ambitioner til konkrete, målbare initiativer og indsatser.
  • Du er en stærk formidler og kan skabe gode relationer på alle niveauer.
Om os
I Forsvarsministeriet kommer du til et område med stor politisk og mediemæssig bevågenhed. Danmarks engagement i internationale kriser, materielindkøb i milliardklassen, tryghed for danskerne og et stadigt mere komplekst trusselsbillede er blot et lille udpluk af de dagsordener, som kendertegner området.

Personelkommandoen er ministerområdets faglige myndighed på HR-området, og er ansvarlig for HR-drift og strategisk udvikling af HR. Vi er mere end 700 ansatte fordelt på flere tjenestesteder rundt om i landet. Vi er organiseret med en direktion og syv faglige centre. Personelkommandoen er en arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på professionelle relationer til de kollegaer og myndigheder, som vi støtter. Vi er samtidig optaget af at levere HR løsninger i høj kvalitet.

Center for HR-jura og Arbejdsmiljø har ansvaret for ansættelsesretlige sager, generelle juridiske spørgsmål, arbejdsskadesager, erstatningsretlige sager, sygebarselssager samt arbejdsmiljøområdet. Centret består af ca. 90 medarbejdere, som er fordelt på otte sektioner.

I Center for HR-Jura og Arbejdsmiljø har en stor del af medarbejderne en akademisk baggrund og medarbejderne er generelt kendetegnet ved en høj faglighed og et godt kollegaskab. Vi lægger stor vægt på et stærkt internt og eksternt samarbejde. Du bliver en del af et kollegaskab med en humoristisk og uformel tone, hvor vi ofte deler et godt grin og har et stærkt sammenhold.

Geografisk er centret placeret i Ballerup og på forskellige lokationer i Jylland. Sektionen for psykisk arbejdsmiljø har medarbejdere placeret i Ballerup, Aarhus og Aalborg.

Vi har en meget fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet, mulighed for hjemmearbejde, fællesfaciliteter, kantine, motionsrum m.m.

Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst.

Er du akademiker bliver du ansat og aflønnet som chefkonsulent med ledelsesansvar efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Der vil ved ansættelsen være mulighed for at forhandle et tillæg. Der er til stillingen tilknyttet en fuld arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07%.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afgående sektionschef Rasmus Gorell Mackenhauer på tlf. 2152 2823 eller Kontorchef for Center for HR-Jura og Arbejdsmiljø Nanna Rytter Larsen på tlf. 3266 5173. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Birgit Jepsen på tlf. 3266 5811.

Ansøgningsfristen er den 16. oktober 2025. Ansættelsessamtaler afholdes den 27. oktober 2025 hos Personelkommandoen i Ballerup. Vi ønsker stillingen besat senest fra 1. december 2025.

Send din ansøgning via linket, hvor du bedes vedhæfte ansøgning, CV samt kandidatbevis. Vær opmærksom på at bilag kun kan tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Log ind