fuldtid
Sektionschef til cyber- og informationssikkerhed
Vil du stå i spidsen for en sektion, der er helt afgørende for Banedanmarks drift og fremtid? Vi søger en engageret sektionschef, der er motiveret af at udvikle og gennemføre forbedringer i vores arbejde med cyber- og informationssikkerhed, og som samtidig motiveres af at lede ledere.
Som sektionschef får du ansvaret for en velfungerende sektion bestående af to teams med hver sin teamleder og i alt cirka 20 dedikerede medarbejdere. Du vil dermed være leder for ledere og spille en central rolle i at understøtte deres udvikling og sikre, at sektionen opnår sine mål.
Sektionen har en bred og vigtig opgaveportefølje, bl.a. med ansvar for Banedanmarks ISMS (informationssikkerhedsledelsessystem), ligesom sektionen er central i arbejdet med løbende udvikling, implementering og opfølgning inden for cyber- og informationssikkerhed. Vi udarbejder politikker og faciliterer implementering, drifter it-sikkerhedsovervågningen, håndterer hændelser, bidrager engageret til at forbedre sikkerhedskulturen i hele organisationen og sikrer rapportering til topledelsen, så der kan tages beslutninger om cyber- og informationssikkerhed på oplyst grundlag.
Du bliver en del af området Sikkerhedsledelse, hvor vi ud over cyber- og informationssikkerhed også arbejder med jernbanesikkerhed og Banedanmarks samlede beredskab. Her indgår du i et ledelsesteam med tre andre sektionschefer og områdechefen. Sammen sætter vi retningen for et område, hvor sikkerhed og stabilitet går hånd i hånd med udvikling og innovation og altid med øje for den daglige togdrift på jernbanen.
Du indgår i alle Banedanmarks værdikæder
Cyber- og informationssikkerhedssektionen varetager en stabsfunktion, der understøtter Banedanmarks ledelse i, at sikkerheden iagttages og lovgivningen overholdes. Samtidig er sektionen en serviceenhed, der er engageret og hjælper den øvrige organisation med at finde og implementere gode løsninger inden for cyber- og informationssikkerhed. Det er derfor vigtigt, at du er god til at opbygge relationer til både ledelsen og den øvrige organisation.
Du skal have et vist niveau af viden inden for cyber- og informationssikkerhed, men det er ikke et krav, at du er den fremmeste ekspert. Det er en fordel, hvis du ved nok om området til at kunne varetage rollen som cyber- og informationssikkerhedsofficer (CISO), men den konkrete ansvarsfordeling drøfter vi sammen.
Du skal kunne sætte dig ind i sektionens fagligheder. Det er også vigtigt, at du formår at sætte sektionens opgaver ind i en større sammenhæng i forhold til Banedanmarks samlede opgaveportefølje. Du skal have gode samarbejdsevner og trives i det tværfaglige samarbejde med hele organisationen.
At være medarbejder i en stabsfunktion betyder, at man ofte spiller en central rolle i at omsætte strategiske beslutninger til handling i organisationen. Det kræver både tydelig kommunikation og evnen til at skabe følgeskab. Som leder skal du kunne hjælpe dine medarbejdere med at bringe deres dygtige fagligheder i spil og understøtte organisationen på en måde, der skaber samarbejde og forståelse. Samtidig er det vigtigt, at du kan bringe din faglighed i spil og støtte dine medarbejdere i at finde gode løsninger, hvis udfordringer opstår, og sikre, at samarbejdet kommer konstruktivt videre.
Løsningsorienteret og handlekraftig leder
Du har sandsynligvis en akademisk uddannelse og erfaring inden for cyber- og informationssikkerhed, men vi er også åbne for, at du kan have en anden relevant baggrund. Det vigtigste er, at formår at kombinere forståelsen for detaljerne med et blik for, hvordan sektionens opgaver spiller sammen med helheden i organisationen, ligesom det vil være en fordel, hvis du har solid ledelseserfaring.
Nogle af dine vigtigste færdigheder er din metode og evne til at formidle det arbejde, sektionen leverer samt fjerne forhindringer undervejs.
Vi søger en inspirerende rollemodel, der motiveres af at udvikle både sin egen faglighed og hele sektionen – fra teamledere til medarbejdere.
I Banedanmark arbejder vi fokuseret på at fremme medarbejdernes motivation og trivsel – både fysisk og psykisk. Som leder bidrager du til at skabe en kultur, hvor balance mellem arbejde og privatliv prioriteres, og hvor forskelligheder respekteres, og den enkeltes potentiale udnyttes bedst muligt.
Du bliver en del af en velfungerende ledergruppe bestående af de øvrige sektionschefer og områdechefen. Derudover indgår du i den udvidede ledergruppe, som også inkluderer områdets otte teamledere. Sammen får I et tæt samarbejde om ledelsessystemerne, og du får rig mulighed for at være med til at sætte retningen for hele området Sikkerhedsledelse.
Løn
Som akademiker ansættes du som chefkonsulent med personaleansvar efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC.
Ellers er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/STAT, Danmark. Stillingen er placeret i løngruppe 4.
For både AC og HK gælder det, at den endelige løn fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer samt, at der tilkommer pension i henhold til overenskomsten.
Stillingen vil eventuelt kunne besættes på åremål.
Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere om stillingen er du meget velkommen til at kontakte områdechef Martin Harrow på 20818719.
For at søge stillingen, klikker du på linket ”Søg stillingen” og følger instruktionerne.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Går du videre fra de indledende samtaler, vil der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.