Sektionschef med ansvar for finansiel kontrol og risikostyring

fuldtid
Sektionschef med ansvar for finansiel kontrol og risikostyring
  • Forsvarsministeriets Personalestyrelse
  • Lautruphøj 8, 2750 Ballerup
Vil du lede arbejdet med at sikre, at effektive og brugervenlige processer går hånd i hånd med god risikostyring på lønområdet?

Så er du måske vores nye chef for den nyoprettede lønprocessektion med ansvar for udvikling og implementering af kontroller og risikostyring for lønprocessen i forsvaret.

Hvem er vi?
Personelkommandoen (PKOM) i Forsvaret har fået ansvaret for det finansielle kontrolmiljø på lønområdet. Det følger af Forsvarsministeriets øgede fokus på compliance og kontrolmiljø på det finansielle område. Lønprocessektionen er en nyoprettet sektion forankret i Personelkommandoen, Center for Service og består af tre medarbejdere og en sektionschef.

I Center for Service understøtter vi Personelkommandoen og myndigheder på tværs af ministerområdet. Vi har fokus på professionel koordination inden for områderne forvaltning, IT, økonomi, indkøb, sikkerhed, cybersikkerhed, GDPR og etablissement. Centeret har ca. 75 medarbejdere fordelt på seks sektioner og ledes af to centerchefer.

Hvad indebærer stillingen?
Du har, sammen med dine medarbejdere, det overordnede ansvar for at udvikle og opbygge det finansielle kontrolmiljø for lønprocesser baseret på risiko og væsentlighed.

Dine vigtigste ansvarsområder bliver at:

  • Lede sektionens medarbejdere, herunder skabe rammerne for en motiverende arbejdsdag, sikre trivsel og udvikle medarbejdernes faglige ekspertise inden for området.
  • Gennemføre procesoptegninger og risikovurderinger samt anbefale optimering og risikohåndtering i samarbejde med forretningen.
  • Implementere forebyggende procesændringer og kontrolmed tilhørende registrering i samarbejde med kollegaer i Personelkommandoen, samt Forsvarskommandoens øvrige myndigheder og Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse samt øvrige myndigheder på ministerområdet.
  • Bidrage til systemudviklingen på området med både visioner og konkrete forslag til funktionalitet.
  • Drive kontrolmiljøet og den løbende rapportering.
Du indgår desuden i ledelsesgruppen i Center for Service, og refererer til , projektchef Niels Henrik Hedegaard.

Der sker meget på forsvarets område, og det er uden tvivl et spændende tidspunkt at blive en del af vores virke. Vi tilbyder en interessant stilling i en statslig myndighed, der arbejder for Danmarks sikkerhed, hvor du anvender din faglighed bredt på tværs af flere områder. Som en af de største statslige arbejdspladser udbetaler vi løn og andre ydelser til mere end 20.000 medarbejdere fordelt rundt omkring i Danmark og i udlandet. Forsvarets lønproces er en kompleks størrelse og involverer mange aktører og arbejdsprocesser, som skaber en god basis for faglig udvikling og læring.

Er du vores nye sektionschef?
Vi forestiller os, at du kommer med en uddannelsesbaggrund inden for revision, økonomi eller statskundskab suppleret med ledelseserfaring. Du har arbejdet med risikostyring, finansiel kontrol eller procesoptimering på det statslige område, alternativt i en større kompleks/politisk styret organisation. Samtidig finder du det motiverende, at udvikle og opbygge ministerområdets arbejde med kontrolmiljø på lønområdet.

Derudover, lægger vi vægt på, at du:

  • er løsnings- og helhedsorienteret, da det kræver brugerinvolvering og overblik at lede risikostyringsinitiativer.
  • er selvstændig, initiativrig og god til at skabe samarbejdsrelationer på tværs af faggrupper og organisatoriske niveauer, da du indgår i et tæt forretningssamarbejde på tværs af ministerområdet.
  • er en leder, der formår at få det bedste frem i medarbejderne og motivere dem til at holde hovedet højt i en kompleks organisation med mange interessenter.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst.

Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat i Forsvarsministeriets organisation er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Arbejdssted: Ballerup

Kontakt og ansøgning
Er det dig vi står og mangler, og vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte projektchef Niels Henrik Hedegaard på telefon 32 66 55 24.

Har du spørgsmål til løn- eller ansættelsesvilkår, så kontakt HR-konsulent Sheeba Krause på telefon 32 66 50 36.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning, snarest og senest 1. juni 2025. Samtaler afholdes løbende.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen, og vi opfordrer alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Personelkommandoen
Vi rekrutterer og fastholder kompetente ansatte til mere end 40 uddannelser og 20.000 stillinger for Danmarks sikkerhed, og vi yder en helt særlig indsats for vores veteraner og deres familier. Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige og til forsvarsministeren. Vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med fokus på udvikling. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Det kræver mere end almindelig HR. Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet. Læs mere om PKOM på www.forpers.dk og om forsvaret som arbejdsplads på www.forsvaret.dk.



Log ind