Psykolog til Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium B295, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Region Hovedstaden

fuldtid
Psykolog til Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium B295, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Region Hovedstaden
  • Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center - Det ambulante Hus
  • Sydvestvej 104, 2600 Glostrup
Er du psykolog med erfaring og interesse for psykoseområdet? Vi søger en engageret og erfaren psykolog til en spændende og fagligt udfordrende 37 timers stilling i Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium B295. Hvis du ønsker at arbejde med psykose i et tværfagligt miljø med fokus på høj faglighed og kvalitetsudvikling, så er denne stilling noget for dig!



Om Ungdomspsykiatrisk Ambulatorium B295 Afsnittet har ambulant funktion for unge i alderen 14-17 år med et bredt spektrum af psykiatriske lidelser. Aktuelt er behandlergruppen fordelt på tre teams med fokus på psykose og neuro-affektive lidelser. Ambulatoriet varetager regions- og højt specialiseret behandling af skizofreni, komplekse neuropsykiatriske tilstande, mental retardering og funktionelle lidelser.

Vi er en tværfaglig sammensat gruppe, der har en spændende klinisk hverdag, hvor udredning efterfølges af relevante behandlingsforløb. Vores store og erfarne psykologgruppe har et monofagligt stærkt samarbejde, samtidig med at respektfuldt tværfagligt samarbejde vægtes højt.

Vores miljø er præget af høj faglighed, struktur og fokus på det gode patientforløb og kvalitetsudvikling. Vi har et tæt og velfungerende samarbejde med andre ambulante afsnit, døgnafsnittene og primærsektoren. Afsnittet varetager en række psykoterapeutiske tilbud individuelt og i gruppe, psykoedukation af patienter og pårørende samt medicinsk behandling.



Din rolle Som psykolog vil du være en vigtig del af det tværfaglige team og arbejde tæt sammen med læger, sygeplejersker og socialrådgivere. I hverdagen er du herudover omgivet af en stor gruppe af andre psykologer, herunder specialister og specialpsykologer i børne- og ungdomspsykiatri.

Du vil efter en relevant oplæring skulle varetage både udredning og behandling af henviste patienter.

Afsnittet er løbende under faglig udvikling, og senest har vi indført FACT-modellen. Målet er, at vores indsats intensiveres og fokuseres i de perioder, hvor en patient har særligt behov for vores behandling og støtte.



Opgaverne i afsnittet
  • Kliniske psykologiske undersøgelser, herunder testning
  • Individuelle familie- og forældresamtaler samt individuel psykoterapi og gruppeterapi
  • Undervisning og psykoedukation af unge og forældre individuelt og i gruppe
  • Deltage i udviklingen og varetagelsen af FACT-relaterede opgaver
  • Supervision af andre faggrupper


Vores ønsker til dig som kollega
  • Autorisation
  • Erfaring med børn/unge og psykiatri, gerne med psykoseområdet
  • Erfaring med terapi og familiearbejde individuelt og i gruppe
  • Testerfaring
  • Arbejder struktureret med godt overblik og har gode kommunikative evner og samarbejdsevner
Du vil indgå med reference til den afsnitsledende overlæge som sagsansvarlig i et af ambulatoriets tværfaglige teams.



Vi tilbyder
  • Velfungerende tværfagligt samarbejde
  • Varierende arbejdsopgaver, hvor både udredning og behandling indgår
  • Grundig introduktion og oplæring afhængig af kvalifikationer samt supervision
  • Engagerede kolleger og et godt kollegialt arbejdsmiljø
  • Fællesskab i en stor psykologgruppe i centeret med fælles mødeaktivitet


Løn- og ansættelsesvilkår Du ansættes i henhold til overenskomst for akademikere ansat i regioner m.v.

Vi ønsker, at du starter 1. august 2025 eller snarest derefter.

I henhold til lovkrav skal der ved eventuel ansættelse på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center forevises ren børneattest. Centeret indhenter attesten hos Rigspolitiet med samtykke fra ansøger, der indstilles til ansættelse.

Der indhentes efter aftale med ansøger altid referencer inden endelig beslutning om ansættelse.



Vil du vide mere? Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte afsnitsledende overlæge Lis Raabæk Olsen på lis.raabaek.olsen@regionh.dk eller fagkoordinator, psykolog Christine Spielberg Beyer christine.spielberg.beyer@regionh.dk, telefon 38 64 05 00.

Læs og hør mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på "Job i Psykiatrien".

Vi glæder os til at høre fra dig!

Synes du, at ovenstående lyder interessant, så er vi meget interesserede i at høre fra dig.



Søg stillingen Send din ansøgning, cv og kandidatbevis via linket på siden senest den 26. maj 2025.

Vi forventer at holde samtaler i uge 23.



Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) er en del af Region Hovedstadens Psykiatri. Centeret foretager udredning og behandling af børn og unge med alle former for alvorlige psykiske lidelser. Centeret har to kliniske afdelinger Afdeling Ambulant og Afdeling Døgn fordelt på flere matrikler i Regionen.

Herudover har centeret en række støttefunktioner, herunder Klinisk Sekretariat, samt en forskningsenhed. Samlet er vi godt 750 medarbejdere, der indgår i et tæt tværfagligt samarbejde om de ca. 9.000 børn og unge i alderen 0-17 år, der årligt ses i centeret. Nærmere information om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center kan findes på BUC hjemmeside.

Log ind