Projektmedarbejdere til højprofileret event i København

fuldtid
Projektmedarbejdere til højprofileret event i København
  • Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelsen ved Kastellet
  • Kastellet 1, 2100 København Ø
Vil du være med til vise Danmark fra vores bedste side og skabe de ideelle rammer for en højprofileret konference af internationalt tilsnit midt i København?

Så tilbyder vi to projektstillinger med masser af selvstændig opgaveløsning og med et klart mål for øje.

Bemærk at stillingerne er tidsbegrænset til den 30. september 2026.


Om os
I efteråret 2026 skal Danmark være vært for NATOs årlige konference for alliancens forsvarschefer, officielt kaldet Military Committee Conference 2026 – eller MCC26. Vi er en nystartet projektgruppe under Forsvarsstaben i København, der har ansvaret for at skabe rammerne for dette spændende, komplekse og højprofilerede event i vores smukke hovedstad.

Projektgruppen omfatter en bred vifte af interessenter, der hver især skal levere på de delopgaver, et projekt af denne kaliber omfatter. Det dækker for eksempel konference- og hotelfaciliteter, transportopgaver af både VIP’er og medfølgende stabe, logistik, forplejning, sikkerhed og bevogtningsopgaver, IT-støtte, værtskabsstøtte, økonomistyring/budgetopfølgning og meget mere.

Til at hjælpe med at holde hånd i hanke med det hele, etableres der et mindre sekretariat af faste projektmedarbejdere som kerne i projektgruppen, og det er her, du kan komme ind i billedet.

Sekretariatet får fast plads på Kastellet i København – Danmarks smukkeste arbejdsplads, hvor vi vil være i tæt nærhed af mange af de interessenter og leverandører, vi skal samarbejde med.

Opgavernes selvstændige karakter vil give dig mulighed for at præge din egen hverdag, ligesom der vil være mulighed for at arbejde på distancen en del af tiden efter nærmere aftale.


Om stillingen
Som en del af projektgruppesekretariatet vil du blive tildelt en række områder, som du vil have ansvar for at holde snor i, med direkte reference til chefen for projektgruppen. Inden for dine områder vil du analysere og identificere delopgaver og terminer, udvikle muligheder og anbefale løsninger i direkte koordination med interne og eksterne interessenter og leverandører.

Det bliver din opgave, at holde dine ansvarsområder på sporet, følge op og justere planen, når det er nødvendigt. Rammen for din opgaveløsning er den samlede projektplan. Sammenhæng på tværs af delopgaver, så projektgruppen arbejder som en enhed mod samme mål, er essentielt. Tæt koordination med chef og kollegaer vil derfor være en vigtig del af din hverdag.

Vi er forankret i Forsvarsstaben og følger Forsvarets procedurer for skriftlig sagsfremstilling og godkendelsesproces. Udfærdigelse af sagsoplæg til godkendelse ved Forsvarets ledelse vil derfor være en naturlig del af jobbet.

Sekretariatsfunktionen betyder også støtte til mødeforberedelse, -gennemførelse og -opfølgning, hvilket i nogen omfang indbefatter mere praktiske opgaver.

Som et lille team klarer vi det sammen, og det forventes, at alle bidrager.


Om dig
Du kan søge stillingen som både militær og civil. Som militær ansat er du major/orlogskaptajn M331 (fastansat eller af reserven).

Er du civil forestiller vi os, at du har en akademisk uddannelse som eksempelvis cand.merc inden for event eller tilsvarende.

Du skal have erfaring med projektledelse og koordination herunder erfaring med planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse af større, komplekse projekter.

Der vil blive lagt vægt på analytisk sans, fremsynethed, overblik og struktureret tilgang samt gode kommunikative evner på dansk og engelsk.

Erfaring fra Forsvarsministeriets område, herunder med arbejdsgange og processer i WorkZone er ønskeligt, ligesom indsigt i økonomistyring og budgetopfølgning vil være en fordel.

At have kontakt med en lang række interessenter og leverandører, som alle spiller en vigtig rolle i at opnå et godt resultat, kræver gode sociale færdigheder – vores vigtigste opgave er, at få alle til at arbejde mod samme mål.

Som en del af ansættelsen skal du være indstillet på at deltage i mødevirksomhed uden for det faste tjenestested (potentielt i hele landet), ligesom du skal kunne gennemføre tjenesterejser i udlandet af op til et par dages varighed ca. hver anden til tredje måned.


Ansættelsesvilkår
Ansættelsen er en projektstilling med udløb den 30. september 2026.

Militære ansøgere:
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
For militære kandidater er stillingen indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer/orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Er du fastansat militær medarbejder, vil der efter projektstillingens udløb eventuelt være mulighed for videre ansættelse ved Forsvarsstaben i henhold til dine kompetencer og ønsker og Forsvarets behov. Alternativt kan du besætte stillingen som midlertidig tjeneste efter aftale med egen nuværende myndighed. Er du officer på rådighedskontrakt søger du stillingen og besætter denne på en tidsbestemt kontrakt.

Civile ansøgere:
Som civil sker ansættelsen i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Fast tjenestested er på Kastellet i København.


Kontakt og ansøgning
Hvis du ønsker at høre mere om stillingen er du velkommen til at kontakte chef for Projektgruppe MCC26 oberstløjtnant Steen Jørgensen på telefon 2448 1086.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan militære ansøgere ringe til Personelkommandoen, HR-konsulent kaptajn Glen Spangenberg Rasmussen på telefon 3266 5361 eller civile ansøgere til HR-konsulent Julie Cramer-Palmquist på telefon 3266 5848.

Ansøgningsfristen er den 23. april 2025. Tiltrædelse ønskes hurtigst muligt, og der vil blive gennemført løbende samtaler, så send din ansøgning i dag!

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.



Log ind