Projektleder og projektmedarbejder til gennemførsel af klimalavbundprojekter

fuldtid
Projektleder og projektmedarbejder til gennemførsel af klimalavbundprojekter
  • Naturstyrelsen, Storstrøm
  • Hannenovvej 22, 4800 Guldborgsund
Vil du være med til at forandre det danske landskab?
Har du ambitioner om at blive en aktiv deltager i Danmarks grønne arealomlægning, så har du her en attraktiv mulighed.


Naturstyrelsen Storstrøm søger dels en projektleder og dels en projektmedarbejder, der skal bidrage til arbejdet med den grønne arealomlægning i form af projekter om udtagning af lavbundsjorder og kvælstofvådområder. Indsatsen er en del af aftalen om Implementering af Grøn Trepart. Projektindsatsen sker helt overvejende på privat ejede landbrugsjorder i samarbejde med kommuner, udtagningskonsulenter og jordfordelingsplanlæggere. Deltagelse i projekterne er frivilligt for lodsejerne.

Som projektleder vil der være mulighed for at gå lige ind i arbejdet med igangværende udtagningsprojekter i parløb med erfarne projektledere. Samtidig med at der skal udvikles og igangsættes nye projekter. Du skal kunne styre økonomi, dialog og møder samt rådgivere og entreprenører, i projekternes forskellige faser. Du får dermed et selvstændigt job, hvor det forventes, at du kan fungere som Naturstyrelsens repræsentant og stå for kommunikation og samarbejde med alle typer parter og interessenter, herunder koordination med kommuner, SGAV og Lokal Grøn Trepart.

Som projektmedarbejder vil din rolle i høj grad være at støtte op om projekterne. Det gælder i form af udarbejdelse af GIS-analyser, landskabsidentifikation, myndighedsansøgninger, projektplaner, udarbejdelse af udbud mv.

Begge stillinger kommer til at indgå i et team med en erfaren projektleder hos Naturstyrelsen Storstrøm samt med kollegaer hos Naturstyrelsen Midtsjælland, som bidrager til styrelsens arbejde for at realisere projekter på Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Gennem projektarbejdet vil I skulle indgå i mange forskellige sammenhænge med en bred vifte af samarbejdspartnere. Det vil i høj grad være kommuner, landbrugets organisationer, interesseorganisationer, borgere og selvfølgelige de konkrete lodsejere.

Projektlederen:
Dine primære opgaver:

  • Overordnet projektledelse.
  • Økonomistyring, herunder køb, salg og magelæg af jord.
  • Udbud og myndighedsopgaver.
  • Dialog, koordinering og samarbejde med lodsejere, kommuner og udtagningskonsulenter.
Din profil:
Vores forventning til dig er, at du er udadvendt, har gåpåmod, og har lyst og vilje til at drive langvarige og komplicerede projekter med mange forskellige facetter. Vi søger en medarbejder, der motiveres af naturfaglige interesser, kan arbejde struktureret med budget- og økonomiopfølgning, udbud og myndighedsopgaver og lange projektforløb. Vi ser gerne, at du har flere års erhvervserfaring.

Vi forventer, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, og at du har relevant erfaring med projektledelse. Derudover vil erfaring med styring af større komplekse projekter med mange forskellige aktører og interessenter være et plus. Vi forventer endvidere, at du:

  • Har konkret kendskab til gennemførelse af naturprojekter – gerne erhvervet gennem en offentlig ansættelse eller fra en teknisk rådgivningsvirksomhed. Det vil være en fordel, hvis du har arbejdet med naturforvaltning og/eller naturgenopretning og ikke mindst hydrologi.
  • Har indsigt i og overblik over de lovgivnings- og myndighedsmæssige forhold inden for natur, miljø og fysisk planlægning, herunder miljøvurderingsloven.
  • Har erfaring med lodsejerkontakt og forskellige interessentgrupper, og forstår at navigere som styrelsens repræsentant blandt mangeartede interesser og være dygtig til at kommunikere og skabe gode relationer.
  • Har sans for økonomistyring i form af budget- og regnskabsopfølgning.
  • Både kan arbejde selvstændigt, men også har et godt samarbejdsgen, som betyder, at du kan indgå i teams, og at dine kollegaer kan regne med dig i den daglige opgaveløsning.
  • Har erfaring med eller kendskab til offentlig forvaltning.
  • Er initiativrig, resultatorienteret og kan tilrettelægge og styre en projektplan frem til målet.
Projektmedarbejderen:

Dine primære opgaver:

  • GIS-analyser, herunder landskabs- og lodsejerkortlægning.
  • Udbud og myndighedsopgaver.
  • Koordinering med naturstyrelsens hovedkontor og en række myndigheder.
Din profil:
Vores forventning til dig er, at du har lyst og vilje til at støtte op om komplicerede projekter med mange forskellige facetter. Vi søger en medarbejder, der motiveres af naturfaglige interesser, kan arbejde struktureret med en række administrative opgaver herunder GIS-analyser samt udbud og myndighedsopgaver. Vi ser gerne, at du har et par års erhvervserfaring, men en nyuddannet med de rette kompetencer kan også blive taget i betragtning.

Vi forventer, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, og ser gerne, at du har relevant erfaring med projektarbejde.

Derudover vil det være en fordel hvis du:

  • Har konkret kendskab til gennemførelse af naturprojekter – gerne erhvervet gennem en offentlig ansættelse eller fra en teknisk rådgivningsvirksomhed. Det vil være en fordel, hvis du har arbejdet med naturforvaltning og/eller naturgenopretning herunder vandløb og hydrologi.
  • Har indsigt i de lovgivnings- og myndighedsmæssige forhold inden for natur, miljø og fysisk planlægning, herunder miljøvurderingsloven.
  • Har erfaring med lodsejerkontakt og forskellige interessentgrupper, og er dygtig til at kommunikere og skabe gode relationer.
  • Har sans for økonomistyring i form af budget- og regnskabsopfølgning.
  • Både kan arbejde selvstændigt, men også har et godt samarbejdsgen, som betyder, at du kan indgå i teams og at dine kollegaer kan regne med dig i den daglige opgaveløsning.
Hvem er vi?
Ansættelsen sker ved Naturstyrelsen Storstrøm, der er ansvarlig for driften af statens skov- og naturområder på Sydsjælland fra Korsør til Køge og sydpå samt på Møn, Lolland og Falster.

Du vil få din daglige gang på kontoret på Egehus, der ligger naturskønt i Hannenov Skov ved Nykøbing Falster. På enheden er vi 26 medarbejdere, der er inddelt i 4 teams:

  • Et naturteam med ansvaret for naturforvaltning, vildtforvaltning samt større naturprojekter.
  • Et stabsteam der sørger for den daglige drift, ejendomsforvaltning og styrer enhedens økonomi.
  • Et friluftsteam med ansvaret for at skabe de bedste rammer for borgernes friluftsliv på styrelsens arealer.
  • Et driftsteam med ansvar for den praktiske forvaltning af vores arealer bestående af syv skovarbejdere og relevante funktionærer.
Vi tilbyder
Et stort fagligt ansvar med stort råderum. Plads og mulighed for faglig udvikling gennem netværk i Naturstyrelsen. Arbejdspladsen er præget af en uformel omgangstone, hvor det kollegiale vægtes højt. Tillid, samarbejde, arbejdsglæde og anerkendelse er grundlæggende for vores arbejde, der er præget af stort engagement.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten) eller i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 Centralorganisationen af 2010 (LC/CO10-fællesoverenskomsten) samt tilhørende organisationsaftale for Skov- og landskabsingeniører.

Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner og dit arbejdssted er Naturstyrelsen Storstrøm, Hannenovvej 22, 4800 Nykøbing F.

Det er et krav, at du er i besiddelse af kørekort.

Stillingen ønskes besat pr. 1. september 2025.

Yderligere oplysninger:
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte Skovrider Jane Skov Lind, tlf. 22 49 65 75 eller projektleder Jørgen Sandby Nielsen, tlf. 22 49 65 99.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den 12. juni 2025.

Samtaler forventes afholdt den 18. juni 2025.


Log ind