Projektfuldmægtig

fuldtid
Projektfuldmægtig
  • Den Danske Klimaskovfond
  • Toftebakken 9 9, 4000 Roskilde

Projektmedarbejder til Den Danske Klimaskovfond 

Vil du være med til at skabe nye skove, udtage kulstofrige lavbundsjorder og engagere danskerne i Danmarks vigtige klimamål? Give virksomheder, kommuner, landmænd og privatpersoner konkrete muligheder for at bidrage positivt til det danske CO2-regnskab? Har du en relevant faglig uddannelse, der giver dig forudsætninger for at udforme og evaluere skov- og lavbundsprojekter og deres mulige synergieffekter? Er du serviceminded og løsningsorienteret, og vil du være med til at gennemføre ansøgningsrunder og forvalte Klimaskovfondens projekter, så de skaber konkrete resultater indenfor rammerne af Klimaskovfondens lovgrundlag? Så har Klimaskovfonden en ny spændende stilling, der måske er noget for dig. 

 

Om stillingen 

Klimaskovfonden søger en engageret projektmedarbejder, til at understøtte forvaltningen af fondens hurtigt voksende projektportefølje af skov- og lavbundsprojekter i Danmark. Som projektmedarbejder får du en vigtig rolle i at designe, tilrettelægge og gennemføre ansøgningsrunder, der skal sikre etableringen af skovrejsnings- og lavbundsprojekter af høj kvalitet i Danmark. Projektfuldmægtigen får til opgave at forberede og gennemføre ansøgningsrunderne, foretage faglig screening og prioritering af projekter, og sikre fremdrift og opfølgning med lodsejerne i implementeringsfasen. Du skal også være med til at besigtige projekter i marken. Den ideelle kandidat har desuden et godt kendskab til GIS værktøjer og erfaring med skov- og/eller lavbundsprojekter i praksis, og har viden om biodiversitet og lovgivningen i det åbne land. 

 

Du må gerne være nyuddannet. Din uddannelsesmæssige baggrund kan f.eks. være biolog, landinspektør, forstkandidat, agronom, jordbrugsteknolog eller skov- og landskabsingeniør. Det vigtigste er, at du har faglig indsigt i fondens projekttyper, er løsningsorienteret og motiveres af at sikre en effektiv administration og implementering af projekter indenfor rammerne af den offentlige forvaltning.  

 

Du bliver en del af et engageret team på fire personer med stærk faglighed indenfor skov- og naturforvaltning, men det er også vigtigt at du evner at arbejde tværfagligt, og har lyst til at bidrage med input til kommunikation, markedsføring, økonomi og Klimaskovfondens standard for klimaprojekter.   

 

Dine primære opgaver  

Projektmedarbejderen skal bidrage til at forberede og gennemføre Klimaskovfondens ansøgningsrunder for skov- og lavbundsprojekter. Dette vil bl.a. indebære: 


  • gennemføre effektive sagsgange i forbindelse med forvaltning af Klimaskovfondens projektforløb fra ansøgning til implementering
  • sagsbehandling af projektansøgninger – bl.a. ved brug af kort og GIS værktøjer
  • administration og tilsyn med de projekter (hhv. lavbunds- og skovprojekter),
  • journalisering
  • god dialog med Klimaskovfondens projektudvalg, lodsejere og bidragsydere
  • udvikle den nye køb-salgsmodel, som Klimaskovfonden står overfor at implementere i de kommende år.

Løn- og ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område samt tilhørende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK). Eller den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten).  

 

Stillingen er på fuld tid.  

 

Tiltrædelse den 15. august 2025 eller snarest muligt. 

 

Klimaskovfondens sekretariat er beliggende naturskønt ved Roskilde Fjord. 

Yderligere oplysninger 
Samtaler forventes afholdt i uge 26 

Ansøg senest den 19. juni ved at trykke på ”søg nu”. Har du spørgsmål til stillingen, så er du velkommen til at kontakte Chefkonsulent, Mikael Kirkebæk på 2440 6801 | mik@klimaskovfonden.dk 

Alle ansøgninger og tilsendte bilag behandles fortroligt. 

Læs mere om Den danske Klimaskovfond her:  

www.klimaskovfonden.dk  

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/2186  


Om Klimaskovfonden  

I Danmark har vi sat ambitiøse mål for at reducere CO2 og dem bidrager Klimaskovfonden til at nå. Det gør vi gennem klimaprojekter i Danmark, hvor vi bruger naturens egne metoder til at reducere udledning af, samt opfange og lagre CO2. Helt konkret støtter vi, med finansiering fra virksomheder og private bidragydere, projekter, hvor vi rejser ny skov og udtager kulstofrige lavbundsarealer, som omdannes til natur- og vådområder. Det er til gavn for klimaet og til glæde for dem, der bor i nærheden. Vi har pt. ca. 180 projekter, primært skovrejsning, over hele landet. 

Log ind