Er du skarp på projektøkonomi – og har du lyst til at være med til at sikrer struktur og økonomisk overblik i projekter, der skaber værdi for midtjyske virksomheder?
Vi leder efter en projektcontroller, der brænder for at skabe klarhed i kompleksiteten. En, der har styr på regneark og regler – men som også forstår betydningen af gode samarbejder og en velfungerende administration.
Du får en central rolle i et stærkt controllerteam, hvor du bliver bindeled mellem økonomi, projektledelse og vejledning – og hvor dit overblik, din struktur og din sans for præcision bliver afgørende for, at vi kan gøre en forskel for små og mellemstore virksomheder.
Hvordan bliver din hverdag?
Som projektcontroller arbejder du tæt på kolleger i hele huset og er med til at sikre, at vores projekter drives effektivt, korrekt og professionelt – både økonomisk og administrativt.
Du vil bl.a.:
Oprettelse af projekter i Business Central 365 samt sikre datagrundlag til projektopfølgning i PowerBI
Foretage økonomisk opfølgning og afstemning på projekter
Sikre korrekt bogføring af projekter samt bidrage til udarbejdelse af konteringsvejledninger
Udarbejde budgetopfølgning og rapportering i tæt samarbejde med projektledere
Bidrage til vurdering af projektets fremdrift og beregning af igangværende arbejde i samarbejde med CFO
Medvirke til håndtering af forskellige opgaver inden for projektadministration og sagsbehandling
Deltage i udvikling og optimering af arbejdsgange og dokumentation
Du får rig mulighed for at præge opgaveløsningen og bidrage til at udvikle vores arbejdsgange og værktøjer – så vi yderligere løfter den allerede høje kvalitet i vores projektarbejde og derved understøtter vejledningen af virksomheder bedst muligt.
Hvem er du?
Du er typen, der får ro i maven, når regnearket stemmer – og som ikke giver op, før du har fundet den manglende krone. Du arbejder struktureret, tager ansvar og trives i en rolle, hvor du får lov til både at nørde med tallene og sparre med kolleger.
Vi forestiller os, at du:
Har en relevant uddannelse inden for økonomi, controlling eller projektledelse
Har erfaring med økonomistyring af erhvervsfremmende projekter finansierede af fx EU-midler
Er superbruger af Excel og har kendskab til Business Central 365
Har erfaring med udarbejdelse af igangværende arbejder ud fra færdiggørelsesgrad og gerne kendskab til Power BI
Er positiv, ansvarsbevidst og god til at samarbejde – også når der er mange deadlines i spil
Du behøver ikke kunne det hele fra dag ét – det vigtigste er, at du har lysten og evnen til at lære og tage ansvar.
Hvem er vi, og hvorfor skal du vælge os?
Vi er Erhvervshus Midtjylland – et hus fyldt med dygtige og passionerede mennesker, der hver dag arbejder for at styrke små og mellemstore virksomheder gennem uvildig vejledning, stærke samarbejder og professionel projektgennemførelse.
Vi tilbyder dig:
En vigtig rolle i en fagligt stærk økonomifunktion
Gode kolleger, der hjælper hinanden og har det sjovt, selv når der er travlt
Fleksibilitet i din hverdag – med mulighed for at strukturere opgaverne, så det fungerer for dig og for en rolle tæt på projekterne
Løn efter kvalifikationer samt pension og sundhedsordning
Stillingen er som udgangspunkt på fuld tid, men vi er åbne for dialog om timetal, hvis du er den rette kandidat.
Er du klar?
Vi leder efter dig, der har blik for detaljerne og motiveres af at skabe overblik og orden i projektøkonomien. En, der får tingene til at stemme – og som trives med at gøre en forskel bag kulisserne. Er det dig? Så send din ansøgning og CV senest 10. august 2025
Har du brug for at få besvaret afklarende spørgsmål for at kunne søge stillingen, så er du velkommen til at ringe til vores leder af projektadministrationen, May Kjems, på telefon 2843 0406.
Samtalerne foregår på vores hovedkontor i Aarhus:
1. samtale: mandag den 18. august 2025
2. samtale: onsdag den 27. august 2025
Kandidater, der går videre til 2. samtale, vil få en case – for vi vil gerne høre, hvordan du tænker, og ikke kun læse, hvad der står på dit CV.
Vi glæder os til at høre fra dig!