Vil du gøre en forskel for studerende og forskere gennem overordnet ledelse af spændende byggeprojekter og være med til at skabe fremtidens universitetsfaciliteter? På Københavns Universitet søger vi en projektchef, der med både fagligt og menneskeligt overskud kan lede vores afdeling for Bygningsprojekter på Nørre Campus. Her bliver du chef for et dedikeret team på 13 dygtige arkitekter, ingeniører og teknikere – og en del af ledelsesteamet i en af landets mest komplekse og spændende bygherreorganisationer.
Du får ansvaret for en central del af universitetets fysiske rammer, hvor byggeri, renovering og vedligeholdelse skal sikre optimale forhold for forskere, studerende, undervisere og ledelse. Det er meningsfuldt, komplekst – og aldrig kedeligt.
Hvorfor vælge os? Hos os bliver du en del af en uformel, samarbejdsorienteret kultur, hvor hjælpsomhed, godt humør og høj faglighed går hånd i hånd. Vi servicerer nogle af Danmarks mest avancerede laboratorier og forskningsmiljøer – og skaber hver dag de fysiske rammer for banebrydende videnskab og uddannelse.
Du kommer til at arbejde på Nørre Campus, hvor du bliver en del af Bygninger Nørre med ca. 115 medarbejdere og en række ledelseskolleger, herunder to andre chefer og otte teamledere. Du refererer til campuschefen og deltager i den samlede strategiske og driftsmæssige udvikling af campusområdet, som bl.a. rummer Panum, Mærsk Tårnet og Universitetsparken – i alt omkring 500.000 etagemeter.
Dine hovedopgaver - Personaleledelse og faglig udvikling af dit team, som i dag er velfungerende og i udstrakt grad selvkørende
- Ansvar for planlægning og gennemførelse af bygge- og vedligeholdelsesprojekter
- Overblik og sammenhæng i projektporteføljen – du sikrer, at projekter bindes sammen og følger både tidsplan og økonomi
- Kommunikation med interessenter på alle niveauer – fra brugere og ledelse til myndigheder, rådgivere, Bygningsstyrelsen og KU’s centrale byggeafdeling
- Sparring med ledelseskolleger og bidrag til Campus Nørres samlede udvikling
- Bidrag til digitalisering, arbejdsgangsoptimering og campusplanlægning
Din baggrund Vi forestiller os, at du:
- Har en byggefaglig uddannelse (fx ingeniør, arkitekt, konstruktør eller fx ac’er med erfaring fra branchen) og gerne en projektlederuddannelse (fx IPMA B)
- Har solid erfaring med ledelse af medarbejdere og komplekse byggeprojekter
- Har stærkt overblik og forståelse for byggeriets faser og processer – og kan sikre sammenhæng og fremdrift i en stor portefølje med mange afhængigheder, interessenter, deadlines, hensyn, benspænd og afledte opgaver
- Kommunikerer klart og engagerende – både skriftligt og mundtligt, også på engelsk
- Trives i en rolle med stort ansvar, stor kompleksitet og stort samarbejdspotentiale
- Er parat til at arbejde i en politisk styret organisation, der i foråret 2025 har gennemgået en administrativ reform, hvor det må forventes, at nogle snitflader stadig er til forhandling ved årets udgang.
Hvad tilbyder vi? - En stilling med stort ledelsesansvar og mulighed for at sætte tydelige aftryk
- En arbejdsplads i konstant udvikling, hvor du er tæt på både drift og strategi
- En uformel og tillidsfuld kultur med høj samarbejdsånd
- Gode muligheder for faglig og personlig udvikling
- En afvekslende arbejdsdag, hvor du får brug for både cykel, overblik og humor
Dit faste udgangspunkt bliver Blegdamsvej 3B, 2200 København N – men du kommer til at bevæge dig mellem flere lokationer. Vi tilbyder fleksible arbejdsvilkår og lægger vægt på balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Løn og ansættelsesvilkår: Hvis du har en akademisk uddannelse, vil ansættelsen ske som chefkonsulent med personaleledelse i henhold til overenskomst for Akademikere i Staten.
Hvis du har anden baggrund end en akademisk uddannelse, ansættes du i henhold til Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-S) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK/stat).
Der vil være mulighed for forhandling af yderligere tillæg efter kvalifikationer. Den ugentlige arbejdstid tilstræbes gennemsnitligt at være på 37 timer. Vi ønsker stillingen besat senest den 1. november 2025
Arbejdsstedet er Blegdamsvej 3B, 2200 København N.
Yderligere oplysninger: Kan fås ved kontakt til campuschef Christian Hauser tlf. 5170 0125 e-mail: cha@adm.ku.dk
Ansøgning mv: Send din ansøgning vedlagt CV og relevant dokumentation elektronisk via Jobportalen (tryk på linket ”SØG STILLINGEN” nederst i opslaget). Ansøgningsfristen er søndag den 17. august 2025
Indkaldelse til samtaler forventes at foregå i uge 34 (18.-22. august) og samtaler afholdes i ugerne 35-36 (25. august til 5. september). Det forventes, at der afholdes to samtaler. Mellem samtalerne vil der være test mv.
Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge stillingen.
Yderligere oplysninger om KU, Nørre Campus og Bygninger Nørre kan fås på:
www.ku.dk Københavns Universitet bygger, renoverer og vedligeholder en ejendomsportefølje på mere end 1 million kvadratmeter som understøttelse til vores 40.000 studerende og 10.000 ansatte i deres betydningsfulde arbejde med undervisning, forskning og formidling. Drevet af intellektuel kreativitet og kritisk tænkning har KU siden 1479 udvidet horisonter og bidraget til at bevæge verden fremad. Som Skandinaviens største universitet ligger KU højt placeret på de toneangivende ranglister over verdens bedste universiteter.