Statens Naturhistoriske Museum ved Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE), Københavns Universitet søger en naturhistorisk konservator med tiltrædelse 1. februar 2026 eller snarest herefter. Stillingen er tidsbegrænset til 31. december 2026.
Du vil være ansvarlig for nedtagning af udstillingerne i det gamle zoologiske museum i Universitetsparken og blive en del af et tværfagligt projekt, som går på tværs af museets samlingsafdeling, udstillingsafdeling og konservatorafdeling. Arbejdsopgaverne vil blive planlagt sammen med en projektleder, men nedtagningen af museumsgenstande vil foregå selvstændigt eller med hjælp fra 3 medhjælpere, der hver er til rådighed 7 timer om ugen.
Vi tilbyder et fagligt udfordrende job i et spændende miljø på en arbejdsplads i konstant udvikling. Vi er engagerede kollegaer, der lægger vægt på kvalitet professionalisme og dynamik i arbejdet.
Arbejdsopgaver Som ansvarlig konservator for projektet vil du komme til at arbejde med genstande fra et bredt udvalg af museets samlinger, personale fra de forskellige afdelinger og planlægge og strukturere nedtagningen af udstillingerne. Arbejdsopgaverne vil som følge deraf være meget varierende, f.eks.:
- Ansvar for 3 medhjælpere og planlægning af deres arbejdsopgaver.
- Planlægning og strukturering af nedtagningen af udstillingerne.
- Håndtering af naturhistoriske museumsgenstande og udstillingsscenografi.
- Konservering af naturhistoriske genstande.
- Dokumentation og rapportskrivning.
- Kommunikation med samlingsafdelingen, udstillingsafdelingen og konservatorafdelingen.
Vi forventer - at du har afsluttet en kandidat i naturhistorisk konservering og har erfaring med genstandshåndtering og projektledelse, gerne med et kendskab til udstillingerne i det gamle zoologiske museum i Universitetsparken eller museumsudstillinger generelt.
- at du kan arbejde både selvstændigt og sammen med andre
- at du er løsningsorienteret og struktureret med en god ordenssans
- at du er fleksibel, ansvarsbevidst og trives i et dynamisk miljø.
- at du har en god fysik, gode IT- og engelskkundskaber
Om os Naturhistoriske museer har aldrig haft større betydning, end de har i dag. Vores planet er beboet af millioner af levende arter. Men i dag har en enkelt art magten til at ændre livet på Jorden fundamentalt. Skal vi finde løsninger på de store udfordringer verden står over for, kan det kun ske ved, at vi forandrer lokalt, samarbejder internationalt og deler den viden og de ressourcer, vi i fællesskab besidder.
Statens Naturhistoriske Museum er Danmarks nationale hovedmuseum for naturhistorien. Visionen for
Statens Naturhistoriske Museum er at styrke forbindelsen mellem mennesker og natur. Vi vil inspirere, engagere og give alle mulighed for at nyde, forstå og passe på naturens mangfoldighed. I de kommende år færdiggør vi en ny stor museumsbygning. Den nye museumsbygning får beliggenhed i Botanisk Have i hjertet af København og vil rumme state-of-the art laboratorier, enestående videnskabelige samlinger, nye udstillinger, samt faciliteter til undervisning. Det er vores ambition, i løbet af de kommende år, at ændre opfattelsen og brugen af naturhistoriske museer og herigennem styrke forbindelsen mellem mennesker og natur.
Museet har ca. 245 ansatte, og en stærk økonomi, og forventer betydelig vækst antallet af ansatte, kommercielle indtægter mv. Museet er opdelt i fire afdelinger: Forskning, Samlinger, Udstilling og Formidling, samt Ressourcer.
Løn og ansættelsesforhold Ansættelsen sker i henhold til overenskomst for Akademikere i Staten. Aflønning i henhold til AC-overenskomst er anciennitetsbestemt. Der vil være mulighed for forhandling af yderligere tillæg efter kvalifikationer.
Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 30 timer.
Din ansøgning Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende en elektronisk ansøgning med bilag via
Jobportalen (tryk på linket "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget) senest 24. november 2025.
Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Yderligere spørgsmål Spørgsmål til stillingen kan rettes til Tina Thunø, telefon nummer 21 16 19 34.
Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet – SCIENCE i kort form – er landets største naturvidenskabelige forsknings- og uddannelsesinstitution med 4.000 ansatte og 9.700 bachelor- og kandidatstuderende fordelt på 11 institutter og et museum. Fakultetet har et årligt budget på ca. 3 mia. kr.
Læs mere om Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på
www.science.ku.dk