Programleder til etablering af regionalt IT-driftscenter i Nordjylland

fuldtid
Programleder til etablering af regionalt IT-driftscenter i Nordjylland
  • www.aalborg.dk
  • 9000 Aalborg

Vil du være med til at forme fremtidens kommunale it-drift i Nordjylland?

Kommunernes it-infrastruktur og drift skal, som en del af økonomiaftalen mellem regeringen og KL, samles i nye regionale it-serviceorganisationer frem mod 2028.  

Som programleder for NORDIG får du en central rolle i et af de største og vigtigste offentlige it-projekter i nyere tid: at samle 11 kommuners it-drift i et fælles regionalt IT-driftscenter. Opgaven er kompleks og strategisk vigtig – og du bliver bindeleddet mellem it-ledere, kommunaldirektører, KL’s nationale program og de mange lokale it-organisationer.

Du bliver en del af et nyoprettet team på fire personer, der skal drive transitionen. Teamet består – udover dig – af en infrastrukturarkitekt, en sikkerhedsspecialist og en projektsupportfunktion indenfor det juridiske og kommunikation. Sammen skal I sikre koordinering, fremdrift og kvalitet i opbygningen af den fælles nordjyske it-infrastruktur.

Du ansættes i Aalborg Kommune med personalemæssig reference til Aalborg Kommunes IT-chef, men du afrapporterer til to tværkommunale styregrupper: en operationel styregruppe bestående af de nordjyske it-ledere og en overordnet kommunaldirektør-styregruppe.

Vi søger en programleder med forståelse for it-drift og erfaring med ledelse af store projekter

Vi søger dig, som:

  • Har erfaring med program- eller projektledelse af komplekse initiativer – gerne inden for offentlig it- og digitaliseringsområdet
  • Er stærk til at skabe samarbejde og tillid på tværs af organisationer og niveauer
  • Har indsigt i it-drift og infrastruktur (netværk, datacentre, serverdrift, cloud) og kan omsætte tekniske emner til ledelses- og beslutningssprog
  • Kender til rammeværk og standarder for styring og sikkerhed (fx Prince2, SAFe, ISO 27001, NIS2, CIS18)
  • Trives i et politisk miljø og kan kommunikere sikkert både til teknikere, chefer og direktører
  • Er resultatorienteret, men med blik for processer, inddragelse og kvalitet
  • Sikrer, at NORDIGs fremdrift følger de nationale pejlemærker, tidsplaner og beslutninger
  • Er det nordjyske bindeled til KLs programsekretariat, der nationalt koordinerer etableringen af de regionale driftscentre
  • Bidrage til at kvalificere KL’s beslutningsoplæg med nordjyske perspektiver og erfaringer
  • Oversætte nationale rammer til konkrete regionale aktiviteter og løsninger
  • Deltage i fællesmøder og samarbejdsfora, hvor du repræsenterer de nordjyske kommuner

Vi tilbyder:

  • En fast stilling med ansættelsessted og base i Aalborg Kommune – men med opgaver og samarbejde på tværs af 11 nordjyske kommuner – som efter transition vil få opgaver i det nyetablerede selskab
  • En historisk mulighed for at være med fra start i etableringen af en ny regional it-struktur, der skal styrke cybersikkerhed og driftssikkerhed i hele Nordjylland
  • Et tæt samarbejde med to tværkommunale styregrupper (kommunaldirektørstyregruppen og chefstyregruppen), hvor du bidrager med faglig viden og strategisk input
  • Mulighed for at præge retningen for fremtidens fælleskommunale it-drift
  • Fleksible arbejdsformer, hjemmearbejde og en arbejdsplads med høj grad af selvstændighed
  • Et tværfagligt projektteam, hvor faglig sparring og samarbejde er i centrum

Om os

Du bliver en del af Fælles Digitalisering med ca. 75 kolleger. Fælles Digitalisering er forankret i Aalborg Kommunes Koncernservice under forvaltningen Økonomi og Erhverv og er organiseret i fem enheder: IT Support, IT Infrastruktur, IT Udvikling, Strategi og Digital Udvikling samt Informationssikkerhed. Ud over samarbejdet i det nyoprettede team, masser af kontakt på tværs af de nordjyske kommuners IT-organisationer, så vil der derfor være rig mulighed for faglig sparring med og støtte fra kollegaer/specialister i Fælles Digitalisering. 

Praktiske oplysninger

Løn- og ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen med tiltrædelse den 1. december 2025 eller snarest herefter.

Du får base i Aalborg Kommune:
Fælles Digitalisering (Koncernservice – Økonomi & Erhverv)
Danmarksgade 17A, 9000 Aalborg, 
men vil få mødeaktivitet i de nordjyske kommuner. Der er mulighed for hjemmearbejde og fleksible arbejdsformer. Det er nødvendigt, at du har kørekort.

Ansættelsesproces

Ansættelsesprocessen består af en første samtalerunde og en efterfølgende anden samtalerunde for de kandidater, der går videre. Inden anden samtalerunde vil der blive gennemført en personprofilanalyse. Du vil få nærmere information om denne del af processen, hvis det bliver aktuelt.

  • Første samtalerunde afholdes den 5. november 2025
  • Anden samtalerunde afholdes den 20. november 2025

Vil du vide mere, så er du velkommen til at kontakte:

  • It-chef i Aalborg Kommune, Svend Svenstrup, tlf: 2520 1170, mail: ssv@aalborg.dk 
  • Stabschef for Borgerservice, HR og Digitalisering i Hjørring Kommune, Thomas Krumbak, tlf: 3022 1010, mail: thkru@hjoerring.dk


Bliv en del af Dobbelt A – få dobbelt op på muligheder
Hos os bliver du en del af et fedt fællesskab med 17.500 kolleger. Glæd dig til at få dobbelt op på udviklingsmuligheder, gode ansættelsesforhold og fokus på trivsel. Vi tror på, at forskellighed gør os stærkere, og opfordrer alle til at søge – uanset alder, køn, baggrund, religion eller handicap.
Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin. https://www.aalborg.dk/job-og-karriere

Log ind