Programleder til digital transformation i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center

fuldtid
Programleder til digital transformation i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center
  • Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Glostrup
  • Nordstjernevej 17, 2600 Glostrup
Vil du være med til at forme fremtidens børne- og ungdomspsykiatri? Region Hovedstadens Psykiatri søger en Programleder til at støtte digitaliseringen af Børne- og Ungdomspsykiatrien.

Børne- og ungdomspsykiatrien er i rivende udvikling i disse år. Vi skal både yde den bedste behandling til dem, der har brug for vores hjælp i dag og i morgen, og vi skal omstille os til fremtidens behov.

Vi arbejder allerede på højtryk for at levere hurtigere udredning og behandling til de mange børn og familier, der venter på hjælp, men ønsker at styrke vores indsats endnu mere ved i langt højere grad at indtænke digitale muligheder i alle aspekter af arbejdet. Det skal du hjælpe os med. Du er visionær, har gode resultater på dit område og kan skabe følgeskab.



En børne- og ungdomspsykiatri i forandringens og reformens tegn
Hele sundhedsvæsnet er i gang med en stor transformation med den netop vedtagne sundhedsstrukturreform. Ved årsskiftet starter integrationen mellem psykiatri og somatikken, om et år fusionerer Region Hovedstaden og Region Sjælland til en ny Region Øst og samtidig skal vi styrke det nære sundhedsvæsen. Derfor bliver en af de helt store opgaver de kommende år at sikre, at BUC omstiller sig i tråd med reformens politiske ambitioner.

Lighed i sundhed og en styrkelse af det nære sundhedsvæsen er centrale pejlemærker for det igangværende reformarbejde. Her er udviklingen af digitale behandlingsformer et vigtigt redskab til at hjælpe endnu flere børn, unge og familier – og sikre, at alle har lige adgang til den nødvendige støtte og behandling.



Din opgave – digitalisering med effekt
Vi er i gang med at udvikle og implementere en ny digitaliseringsstrategi, der skal:

  • Øge kapaciteten og reducere ventetider via smartere arbejdsgange.
  • Styrke behandlingen og patienttilfredsheden gennem fleksible og helhedsorienterede digitale løsninger.
  • Skabe kulturforandring, hvor digitale perspektiver indgår i alle strategiske beslutninger.
  • Udvikle og afprøve digitale løsninger, herunder AI, til både dokumentation, administration, kommunikation, planlægning, udredning og behandling af patienter.


På den kortere bane indeholder strategien tre indsatsområder:

  • Smart og let booking, hvor digitalisering skal understøtte blandt andet mulighed for selvbooking hos patienterne og automatiserede ventelistetilbud.
  • Nye digitale arbejdsgange, hvor digitalisering blandt andet skal muliggøre AI-baserede løsninger i forhold til dokumentation, kommunikation og journalføring.
  • Nære og inddragende forløb, hvor blandt andet digitale konsultationer, AI-baserede assistenter til Sundhedsplatformen og nye digitale behandlingsformer skal styrke fleksibilitet og sammenhæng for patienter og pårørende.


På den lidt længere bane kan strategien for eksempel indeholde læring fra digital psykiatri i udlandet, tværsektorielt samarbejde om tidlig digital støtte til patienter og familier, implementering af digitale redskaber i den psykiatriske behandling med dokumenteret effekt, og styrket forskning i digitale behandlingstilbud.

Du får en central rolle i at omsætte strategien til praksis – tæt på klinikken og med blik for både teknologi og mennesker. For os er digitaliseringen ikke et mål i sig selv, men et af flere redskaber, der skal bidrage til at BUC kan tilbyde bedre og hurtigere hjælp til familierne. Det er derfor helt centralt at tænke opgaven som en generel omstilling af måden vi arbejder på; vi skal udvikle organisationen lige så meget, som vi skal sikre digital implementering.

Stillingen er 3-årig med mulighed for forlængelse, hvis finansiering sikres – en opgave, som du kan bidrage til.



Programleder
Programlederens primære opgave vil være at bidrage til at færdigudvikle den digitale strategi, at opbygge et program, og at udmønte dette på tværs i hele organisationen. Programlederen vil i det daglige referere til Kvalitetschefen og vil have tæt løbende kontakt med centerledelsen. Du vil få stor mulighed for at være med til at skabe de rammer som du skal arbejde inden for.

Hovedopgaver:

  • Dagligt ansvar for implementering af digitaliseringsstrategien, der er under udvikling.
  • Opbygning af programorganisering i samarbejde med kvalitetschefen og centerets øvrige ledelse.
  • Daglig ledelse af programmet og koordinering af den samlede portefølje af digitale projekter, og digitale spor i igangværende og fremtidige projekter.
  • Sikre sammenhæng mellem strategisk niveau og klinisk praksis.
  • Opbygge netværk og samarbejde med interne og eksterne aktører.


Vi søger en profil med:

  • Solid erfaring (5-10 år) med programledelse, organisationsudvikling og IT-implementering. Helst med erfaring fra sundhedssektoren.
  • Forståelse for opbygning af IT-infrastruktur og gerne erfaring med IT-indkøb.
  • Forståelse for juridiske aspekter i arbejdet med digitalisering, herunder IT-infrastruktur, GDPR og gerne AI.
  • Relevant uddannelse på kandidatniveau (fx Sundhedsinformatik, antropologi med sundhedsteknologisk fokus, Cand.it, Cand.scient i Data Science eller IT, Cand.merc.it).
  • Der kræves ikke erfaring med IT-produktudvikling.


Vi tilbyder

  • En unik mulighed for at præge fremtidens børne- og ungdomspsykiatri.
  • Et dynamisk og tværfagligt miljø med stor opbakning til digital innovation.
  • Mulighed for at arbejde med cutting-edge løsninger, herunder AI og digital behandling.


Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er til besættelse den 1. februar 2026. Stillingen er 3-årig evt. med mulighed for forlængelse.

Du ansættes i henhold til overenskomst for akademikere ansat i regioner m.v.

Arbejdsstedet er Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center på Nordstjernevej i Glostrup.



Vil du vide mere?
Har du nogen spørgsmål, eller ønsker du at vide mere om stillingen, er du også mere end velkommen til at kontakte Kvalitetschef Jesper Henriksen på 24 99 84 36 eller jesper.henriksen.01@regionh.dk.

Du er også velkommen til at kontakte centerchef Hallur Gilstón Thorsteinsson på 29 34 94 62 eller hallur.gilston.thorsteinsson@regionh.dk.

Læs og hør mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på job-i-psykiatrien.



Søg stillingen
Send din ansøgning, CV og uddannelsesbevis via linket på siden senest den 2. december 2025.

Vi holder samtaler den 4. december og den 9. december 2025.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning!



Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) er en del af Region Hovedstadens Psykiatri. Centeret foretager udredning og behandling af børn og unge med alle former for alvorlige psykiske lidelser. Centeret har to større kliniske afdelinger Afdeling Ambulant og Afdeling Døgn fordelt på flere matrikler i Regionen.

Herudover har centeret en række støttefunktioner samt en stor forskningsenhed. Samlet er vi omkring 1000 ansatte, der indgår i et tæt tværfagligt samarbejde om de ca. 16.000 børn og unge i alderen 0-17 år, der årligt ses i centeret (2024). Nærmere information om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center kan findes på BUC hjemmeside www.buc-regionh.dk

Log ind