Producent-stilling ved Resonerende Rum

deltid
Producent-stilling ved Resonerende Rum
  • Resonerende Rum S/I

Brænder du for at omsætte kunstneriske visioner til virkelighed? Har du erfaring med og kompetencer inden for kunst- og kulturlivet, og lyst til at bruge dette til at give stemme til dem, vi ofte overhører?

Resonerende Rum er en kulturinstitution med base i Midt- og Vestjylland. Vi anvender og skaber musik og kunst, og etablerer såkaldte improvisationsfællesskaber med et væld af borgere, der ikke plejer at være en del af kulturlivet – vi mødes på væresteder, asylcentre, botilbud, behandlingsskoler og mange andre steder. Sammen skaber vi lydværker, performances og koncerter til museer, festivaler og spillesteder.

De sidste fem år har vi udviklet en organisation og metoder, skabt resultater og har store projekter i pipelinen. Derfor søger vi en ny kollega til producentrollen pr. 18.09, med mulighed for tidligere tiltrædelse.
Du vil følge projekter fra idé til virkelighed og i den forbindelse varetage brede opgaver som udvikling, fundraising og projektledelse. Du skal være en selvkørende og samarbejdende producent, der med din faglighed og erfaring også er motiveret af at udvikle en kulturinstitution og skabe kunst, der gør en forskel for flere.

Store dele af arbejdet kan både finde sted på dit eller vores kontor, og det er således heller ikke et krav at bo i Midt- og Vestjylland. Men det er naturligvis en fordel, hvis du også har interesse i landsdelen samt kunst og kultur udenfor storbyerne.

Om os
Resonerende Rum er en lille kulturinstitution, der består af en kompetencebaseret bestyrelse, tre fastansatte og ca. 20 freelancere på årsbasis. Institutionen lykkedes med at arbejde på tværs af kultur- og sundhedsfelter ved at have udviklet både kunstneriske og didaktiske metoder.

Vi arbejder med resonans i to interagerende spor:

  • Improvisationsfællesskaberne, hvor vi arbejder med resonans ud fra en medmenneskelig og eksistentiel forståelse. Gennem dyb deltagelse i musik og improvisation (gen)skabes troen på sig selv og fællesskabet. Vi ser improvisationsfællesskaberne som en del af mangfoldigt ’ensemble’, for vi mener, det er relevant at opleve stemmer i et samfund, hvor det ofte er dem der enten råber højst eller har flest materielle eller sociale ressourcer og privilegier, der bliver hørt. 
  • Værkdelen, som både kan være i form af lydværker, performances og koncerter. Her arbejder vi ofte med fysisk resonans, hvor man kan se, høre og mærke musikken. Uden at blive teknisk, arbejder vi med en teknologi der kan transformere objekter til en mærk- og hørbar højtaler – væggen synger, metalpladen klinger, og gulvet spiller med. 

Resonerende Rum er stiftet af Lars Greve i 2021 og udpeget som specialensemble af Statens Kunstfond 2021-27. Derudover har vi flerårige aftaler med Holstebro og Herning Kommune, samt talrige projekter med små og store aktører i hele Norden.

Om stillingen
Resonerende Rum når sine mål igennem samarbejder, faglighed og gensidig respekt.  
Som producent vil du blive en del af et lille team, og vil indgå i et tæt samarbejde med den kunstneriske leder, samt vores projektleder og tekniske producent.

Som producent vil dine opgaver være:

  • Medudvikle projekter og strategi
  • Kortlægge og ansøge relevante fonde til projekter
  • Projektleder, herunder at planlægge, koordinere og budgetstyre, større værker og projekter
  • Være kontaktperson til udvalgte fonde samt til partnere i kunst- og kulturbranchen og på social- og sundhedsfeltet
  • Bidrage med løsninger og udviklingspotentiale til institutionen
  • Tage del i praktiske opgaver i realiseringsfaser

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har solid erfaring med og indgående branchekendskab i kunst- og kulturbranchen
  • Har en stærk faglighed som producent
  • Er bekendt med projektstyringsværktøjer og god til at planlægge og strukturere
  • Motiveres af at blive tildelt ansvar
  • Er imødekommende, har gode samarbejdsevner og interesse i at møde vores improvisationsfællesskaber, publikum og samarbejdspartnere
  • Har et godt overblik
  • Er løsningsorienteret og handlekraftig
  • Trives på en omskiftelig arbejdsplads, hvor tempoet kan være højt
  • Kan begå dig på både dansk og engelsk
  • Har kørekort til personbil

Vi tilbyder:

  • At være en kapacitet for en nytænkende kulturinstitution med et veludviklet og stort potentiale
  • En alsidig stilling, som du selv kan være med til at forme afhængigt af din baggrund og dine kompetencer
  • At blive medafsender på nyskabende projekter i feltet mellem kunst, kultur og sundhed
  • Adgang til et stort netværk blandt aktører i forskellige brancher
  • Et godt arbejdsmiljø med dygtige og dedikerede kolleger
  • Fleksible arbejdstider med gode muligheder for hjemmearbejde
  • Mulighed for kompetenceudvikling

 

Praktisk information
Din arbejdstid vil gennemsnitligt være 20 timer ugentligt, men med udsving hen over sæsonen.

Arbejdstiden vil primært være indenfor normal kontortid. Der forventes rejseaktivitet og periodevis aften- og weekendarbejde.

Løn efter kvalifikationer og øvrige aftalevilkår efter nærmere aftale.

Ansøgningsfrist: 05.05.2025

Send ansøgning og CV til os pr. mail på info@resonerenderum.dk

Første samtale afholdes digitalt d.09.05. Anden samtale afholdes i Holstebro mandag d.19.05

Yderligere oplysninger gives gerne ved henvendelse til den kunstneriske leder, Lars Greve, (+45) 2747 6194 eller lars@resonerenderum.dk

Log ind