Planlægningsassistent til Personel, Organization & Structure ved Fighter Wing Skrydstrup Brænder du for at arbejde med planlægning og styring af fx uddannelse og kan du skabe det store overblik? Så er du måske vores nye planlægningsassistent i Personel, Organization og Structure.
Om os Personel, Organization & Structure er Fighter Wings omdrejningspunkt for udviklingen af den fremtidige organisation og struktur. Vi er med til at sikre den rigtige bemanding på det rigtige tidspunkt og af det rigtige personel til Fighter Wing.
Vi varetager også en del andre daglige opgaver med blandt andet, at sikre personellet har de rigtige uddannelser og tilladelser for at kunne tilgå vores systemer.
Personel, Organization & Structure er placeret i Staben ved Fighter Wing, og vi er et lille team bestående af i alt fire medarbejdere.
Om stillingen Vi søger en struktureret og proaktiv planlægningsassistent, der får en central rolle i at sikre, at vores medarbejdere har de rette uddannelser og tilladelser til at kunne tilgå systemet SAP. Du vil være Fighter Wings administrator inden for styringsprogrammet SAP.
Hvad du kan forvente i stillingen:
- Planlægning og samling af uddannelser inden for befalingsmandsgruppen og udenlandske kurser
- Administrativ støtte til kompetenceudvalget
- Sikre at alle medarbejdere har gyldige tilladelser og certificeringer til at tilgå vores system SAP
- Vedligeholde og kvalitetssikre data i relevante systemer
- Udarbejde sagsoplæg
- Håndtere journalisering
- Håndtere ad hoc-opgaver relateret til planlægning, administration og dokumentation
Du bliver en vigtig del af vores team og kommer til at arbejde tæt sammen med både ledelse, specialister og medarbejdere på tværs af organisationen samt samarbejdspartnere. Du vil til dagligt komme til at samarbejde med de andre i teamet, men der vil også forekomme selvstændige arbejdsopgaver.
Vi tilbyder:
- En spændende og varieret hverdag med stor berøringsflade i organisationen
- Mulighed for at præge udviklingen af vores uddannelses- og kompetencestyring
- Et engageret team med høj faglighed og god sparring
- Gode udviklingsmuligheder og fleksible arbejdsforhold
Om dig Du har en solid administrativ baggrund og trives i en rolle, hvor struktur, overblik og ansvar er centrale elementer. Du arbejder systematisk, er detaljeorienteret og kan håndtere flere opgaver samtidigt, uden at miste kvaliteten i dit arbejde samt trives med deadlines.
Du er vant til at arbejde i digitale systemer, har gode IT-færdigheder og sætter dig hurtigt ind i nye værktøjer. Det vil være en fordel hvis du allerede har kendskab til softwaresystemerne – SAP, Microsoft Office pakken og Work Zone.
Du har fokus på at være serviceorienteret og er god til at kommunikere klart og professionelt – både skriftligt og mundtligt, på tværs af faggrupper.
Som kollega er du samarbejdsorienteret, hjælpsom og bidrager til et positivt arbejdsmiljø. Du tager initiativ, følger opgaver til dørs og er ikke bange for at træde til, når teamet har brug for det. Samtidig er du fleksibel, ansvarsbevidst og har et naturligt blik for, hvor du kan skabe struktur og forbedringer i hverdagen.
Du skal kunne trives med både rutineopgaver og uforudsete opgaver i en travl hverdag.
Det er ønskeligt, at du har kendskab til Forsvaret.
Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende, idet det er dine personlige, faglige og sagsbehandlingsmæssige kompetencer, der tillægges størst betydning ved besættelse af stillingen.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Skrydstrup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte major Søren Kristensen på telefon 7284 8775. Træffes ikke i perioden 20. december 2025 til og med 1. januar 2026.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Morgan Mathilde Nancke på telefon 3266 5492. Træffes ikke i perioden den 20. december 2025 til og med den 4. januar 2026.
Ansøgningsfristen er den 5. januar 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse den 1. februar eller efter nærmere aftale.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Fighter Wing På Fighter Wing Skrydstrup er vi godt i gang med implementeringen af Danmarks ypperste kampkapacitet, F-35, og dette generationsskifte inden for moderne og innovativ teknologi understreger betydningen af dygtige, engagerede og professionelle kollegaer.
Vi har samtidig en stolt tradition med 40 års erfaring med F-16. Gennem kontinuerlig træning samt tilførsel af dedikerede medarbejdere, sørger vi for at fastholde den førende position blandt vores samarbejdspartnere.
Ved Fighter Wing Skrydstrup sætter professionalismen sit præg på hele organisationen, også med fokus på de individuelle succeser. Vi vægter en ordentlig omgangstone højt og kan byde på en kultur, der åbner op for dette tætte sammenhold. Alt dette er med til at skabe en helt særlig arbejdsplads, hvor ikke alle dage er ens.
Samarbejde med Haderslev Kommune Fighter Wing har et tæt samarbejde med Haderslev Kommune omkring bolighjælp, jobmatch og skole/institutioner m.m. Vi har også mulighed for at række ud i vores netværk, hvis der opstår andre ønsker.
Haderslev Kommune har en række tilbud herunder tilflytterservice, som blandt andet består af velkomstarrangementer for tilflyttere samt direkte kontakt til lokale boligforeninger i Haderslev, Vojens og omegn. Læs mere på
www.flyttilhaderslev.dk, hvor du finder kontaktoplysning på kommunens bosætningskonsulent.
I Haderslev kommune har medflyttende partner til Fighter Wings ansatte mulighed for at komme i direkte kontakt med offentlige – og private arbejdspladser lokalt. Dette tilbud kalder vi jobmatch, hvor et CV kan sendes ved at kontakte vores lokale FPS HR-Partner på
FPS-KTP-CKH-HRT-FW@mil.dk.