Administrativ medarbejder til Udrejsecenter Sjælsmark, Danmarks Fængsler

deltid
Administrativ medarbejder til Udrejsecenter Sjælsmark, Danmarks Fængsler
  • Udrejsecenter Sjælsmark
  • Sjælsmarkvej 10, 2970 Hørsholm
Har du lyst og mod på et alsidigt og spændende job med mulighed for selv at præge arbejdsopgaverne? Og er du opsøgende, serviceorienteret og kan lide at få noget fra hånden?

Udrejsecenter Sjælsmark søger en administrativ medarbejder, som med faglighed, ordentlighed og organisatorisk forståelse kan være med til at sikre Sjælsmark den rette administrative understøttelse. Stillingen er på 32t ugtl. og til besættelse pr. 15. maj 2026. Arbejdstiden ligger primært i dagtimerne mellem 8:00-16:00.

Udrejsecenter Sjælsmark er et Udrejsecenter som Danmarks Fængsler driver på vegne af Udlændingestyrelsen.

Det overordnede formål med Danmarks Fængslers indkvarteringsopgave er at sikre, at de udlændinge, der har ophold på et udrejsecenter, får et værdigt og trygt ophold indtil udrejsen af Danmark. I den forbindelse arbejdes der med en helhedsorienteret indsats over for hver enkelt beboer.

Danmarks Fængsler har 32 medarbejdere på Udrejsecenter Sjælsmark fordelt på institutionsmedarbejdere, værkmestre, køkkenmedarbejdere, administrativt personale og ledelse. Andre virksomheder, Udlændingestyrelsen, Hjemrejsestyrelsen, Røde Kors, Coor med flere, har også medarbejdere, der udfører opgaver på stedet.

Dine arbejdsopgaver
Som administrativ medarbejder får du et tæt samarbejde med både medarbejdere og ledelse om den daglige administrative understøttelse af Sjælsmark. Der lægges vægt på den ledelsesunderstøttede funktion.

Du kommer til at arbejde både selvstændigt og i et tværfagligt miljø. Det er derfor vigtigt, at du er tillidsskabende og god til at kommunikere i tale og skrift. I en travl hverdag, hvor ikke to dage er ens, vægter vi desuden, at du kan bevare roen og er mødestabil.

Herudover omfatter stillingen følgende arbejdsopgaver og ansvarsområder:

  • Klargøring, udbetaling og afregning af ydelser til beboerne, både kontant og naturalier. Udlevering/udbetaling finder sted hver 14. dag
  • Håndtering af eksterne henvendelser, både mail og telefon
  • brugeransvarlig for diverse it-systemer – oprette og slette brugere
  • Superbruger og ansvarlig i diverse it-systemer
  • Skrive dagsordener, arrangere og være referent på møder
  • Bestille mødelokaler og mødeforplejning
  • Journalisere og fordele mails og post i huset
  • Varemodtagelse i SDI, samt lettere indkøb til huset
  • En del ad hoc-opgaver, f.eks. ajourføring af forskellige lister og udstedelse af billetter til offentlig transport.
Din profil
Vi søger en ny kollega der:

  • er administrativt uddannet, gerne med juridisk/økonomisk efteruddannelse og erfaring fra offentlig administration, så du er rustet til mangeartede opgaver i en politisk organisation
  • som person er åben, lyttende, har gode samarbejdsevner og sætter en ære i at levere et godt stykke arbejde
  • er serviceorienteret, aktivt opsøgende på opgaver og kan følge dem til dørs med systematik og omhyggelighed
  • er god til at kommunikere skriftligt og mundtligt
  • har erfaring med og lyst til at varetage en central administrativ rolle
  • har erfaring med IT-systemer og adm. programmer – og derfor kan sætte sig hurtigt ind i nye.
Derfor skal du vælge os
Du bliver del af en spændende arbejdsplads. Dine kolleger er engagerede medarbejdere, og vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø med en god omgangstone, hvor vi hjælper hinanden. Du refererer til enhedschefen.
Derudover får du:

  • et arbejde med høj grad af ansvar og selvstændighed, hvor du er med til at præge opgaveløsningen i en afvekslende hverdag
  • alsidige opgaver
  • mange tværfaglige og tværgående samarbejdsrelationer
  • en arbejdsplads, hvor faglig udvikling og dokumentation er på dagsordenen
  • vi vil gøre os umage for at tage godt imod dig og hjælpe dig godt i gang
Du kommer til at deltage i kurser, personaledage og supervision, der understøtter fagligheden og opgavevaretagelsen på udrejsecenteret.

Du kan læse mere om Udrejsecenter Sjælsmark her: https://xn--danmarksfngsler-5lb.dk/steder/udrejsecenter-sjaelsmark/

Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO) - Det Statslige Område samt Organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) samt principperne om Ny Løn.

Stillingen er på 32 timer ugentligt og er ledig til besættelse pr. 15. maj 2026.

Ansættelsesområdet er Danmarks Fængsler.
Arbejdsstedet er beliggende på Sjælsmarkvej 10, 2790 Hørsholm.

Ansøgning
Din ansøgning med CV, dokumentation for uddannelse og forudgående erfaring skal være modtaget i vores rekrutteringssystem senest fredag den 30. januar 2026.

Vi forventer at holde samtaler løbende inden for almindelig kontortid.

Hvis du indkaldes til samtale, bedes du til samtalen medbringe identifikation f.eks. pas eller kørekort.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Danmarks Fængsler må indhente oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.

Inden ansættelse skal vi modtage dokumentation for CV.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge

Yderligere information
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte enhedschef Henriette Nguyen på tlf. 7255 5522.

Om Danmarks Fængsler, Fængselskreds Øst

Fængselskreds Øst består af et kredskontor og ni institutioner fordelt på hele Sjælland, Bornholm og Færøerne.

Institutionerne består af to åbne og to lukkede fængsler, 15 arresthuse, syv tilsynsafdelinger, fire fodlænkeafdelinger, Ungetilsyn, fire udslusningsfængsler, et udlændingecenter, et udrejsecenter samt en transport og bevogtningsenhed.

I alt ca. 2000 ansatte.

For yderligere information om Danmarks Fængsler henvises til hjemmesiden www.danmarksfængsler.dk

Log ind