Personalejurist til jurateam i Personalejura og Forhandling i Koncernservice – skal du med på holdet?

fuldtid
Personalejurist til jurateam i Personalejura og Forhandling i Koncernservice – skal du med på holdet?
  • Den Sociale Hjemmepleje - Københavns Kommune
  • Vibevej 9, 2400 København NV
Genopslag

Vil du være med til at løse personalejuridiske opgaver på tværs af Københavns Kommune og understøtte lederne i personalesager?
Så kan det være, at du er vores nye kollega. Vi søger en personalejurist til et af vores jurateams, som arbejder med individuel ansættelsesret og rådgiver og giver sparring til lederne i personalesager på en af Danmarks største arbejdspladser.

Om jobbet
Som personalejurist hos os, bliver du en del af vores to jurateams, der sammen med forhandlerteamet udgør Personalejura og Forhandling.

Vi er et kontor med ca. 45 dedikerede medarbejdere, som alle vægter faglighed og sparring højt. Vi har en uformel omgangstone og et stærkt kollegialt fællesskab. Vi søger en engageret kollega, som har lyst til at bidrage til vores hverdag – både fagligt og socialt.

Dine opgaver på det personalejuridiske område vil primært være

  • rådgivning og sparring til lederne i personalesager om alt fra sygefravær, barsel og ferie til tjenstlige forløb, afsked og bortvisningssager
  • udarbejdelse af partshøringer og afgørelser
  • forhandling og løbende dialog med de faglige organisationer, både lokalt og i KL
  • rådgivning i sager om omstruktureringer, virksomhedsoverdragelser, MED-behandling, tillidsvalgte, tjenestemænd mv.
  • undervisning til kommunens ledere om personalejuridiske emner
  • notater/indstillinger til direktion og det politiske niveau
Derudover er der mulighed for at indgå i arbejdet med at sikre effektive arbejdsgange ved hjælp af automatiseringsløsninger og IT-udvikling.

Du får stor indflydelse på din arbejdsdag, som vil være præget af selvstændighed i tilrettelæggelsen og varetagelsen af dine opgaver.

Om dig
Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, som cand.jur, cand.merc.jur., cand.soc. i jura eller anden baggrund kombineret med erfaring som personalekonsulent. Du har erfaring med ansættelsesret, men du behøver ikke at være specialist i personalejuridiske forhold. Det vigtigste for os er, at du deler vores interesse for personalejura og har lyst til at bidrage med rådgivning til lederne af højeste kvalitet, så de kan lykkes med deres kerneopgave. Alt sammen for at sikre, at København er den bedste by at bo og arbejde i.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg. Tiltrædelse hurtigst muligt. Vi er en del af Koncernservice, som er centralt placeret i København på Borups Allé 177 lige ved Fuglebakken Station. Det er nemt at komme hertil med offentlig transport eller bil. Vi har aktivitetsbaseret indretning, fleksible mødetider, kantine, fitnessrum, massageordning og mulighed for op til to ugentlige hjemmearbejdsdage.

Vil du vide mere?
Så tøv ikke med at kontakte teamleder Louise Videbæk på 23 35 72 93.

Sammen med din ansøgning beder vi dig sende dit CV, uddannelsesbevis og eventuelt andet relevant materiale.

Søg via linket senest torsdag den 23. oktober 2025
Vi forventer at holde samtaler i uge 44.

Koncernservice er en professionel serviceorganisation
I Koncernservice har vi et stærkt fagligt miljø med kompetente og specialiserede medarbejdere inden for HR- og personalejura, løn, finans, CSR og forsikring. Vi udvikler konstant vores kompetencer og faglighed for at kunne forenkle arbejdsgangene, når vi etablerer nye teknologiske løsninger på tværs af kommunen. Og vi insisterer på, at vores løsninger skaber en reel effekt hos vores brugere på den længere bane. Vi er ca. 700 medarbejdere, der løbende er i dialog med kommunens syv forvaltninger og ca. 45.000 medarbejdere. Vi er med andre ord et administrativt samlingspunkt, der skal sikre en effektiv og intuitiv digital administration for hele Københavns Kommune. Mød os på www.koncernservice.kk.dk.

Log ind