Om JobbetHar du lyst til at være en del af et spændende tværfagligt arbejdsfællesskab på børne- og ungeområdet, hvor du kan bruge og udvikle dine logopædfaglige kompetencer? Så læs endelig videre her:
Pædagogisk Udviklingscenter (PUC) har nemlig brug for en barselsvikar, der kan hjælpe med at løse opgaver primært på Helhedstilbuddet Skovmoseskolen. Det er en specialskole for børn med generelle indlæringsvanskeligheder og andre udfordringer, og som derfor har brug for en ekstra hånd i ryggen.
Vikariatet kan besættes fra midt oktober og løber frem til juli 2026 med mulighed for forlængelse.
Vores – og dermed også dine – opgaver er at understøtte børn og børnegrupper i deres sproglige og kommunikative udvikling. Og ikke mindst at støtte de voksne omkring børnene i at skabe gode rammer for udvikling af børns sprog og kommunikation.
Opgaverne rummer bl.a. mono- og tværfaglige observationer af pædagogisk praksis, individuelle forløb, vejledning og sparring med det pædagogiske personale, forældresamarbejde, deltagelse i netværksmøder og andre mødeformer. På Skovmoseskolen vil du også komme til at arbejde med alternativ og supplerende kommunikation. Herunder implementering af visualisering og struktur, Tegn-Til-Tale, billedstøttet kommunikation og digitale kommunikationshjælpemidler.
Du bliver del af en tværfaglig opgaveløsning, hvor vi lægger stor vægt på det forebyggende og foregribende arbejde og sparring helt tæt på praksis. Uanset arbejdsform er det altid muligt at søge og få kollegial og ledelsesmæssig sparring på opgaveløsningen. På Helhedstilbuddet Skovmoseskolen deler du kontor med to erfarne tale-hørekonsulenter, som du vil være i tæt samarbejde med om opgaveløsningen. Du arbejder desuden tæt sammen med PUCs fysio- og ergoterapeuter og den tilknyttede psykolog.
Hvem er viI PUC vil du blive del af en tværfaglig, medarbejdergruppe på godt 45 fagligt skarpe og nysgerrige kolleger, hvoraf otte er tale-hørekonsulenter.
PUC løser en lang række drifts- og udviklingsopgaver i forhold til især PPR, strategiske udviklingsprojekter, SSP og konsulentopgaver. Uddannelsesmæssigt er vi tale-hørekonsulenter, fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykologer, konsulenter og administrative medarbejdere.
Vi løser både opgaver ift. enkelte børn og børnefællesskaber, vi indgår i forskellige sparrings- og udviklingsfora, og vi deltager i den pædagogiske/didaktiske praksis i skoler og på dagtilbud for at vi, sammen med de øvrige voksne, kan skabe nye handle- og deltagelsesmuligheder for børnene.
På PUC har vi ugentlige møder, skiftevis mono- og tværfagligt, hvor vi deler erfaringer, har sparring og fælles faglig udvikling. Udvikling af opgaveløsningen og implementering af nyeste faglige viden er en vigtig del af vores arbejde. Stemningen både på PUC generelt og i tale-hørekonsulentgruppen er uformel, og der er et stærkt arbejdsfællesskab.
Organisatorisk er PUC forankret i skoleområdet under Børne- og Kulturforvaltningen, og i hverdagen samarbejder vi med en række aktører på tværs af kommunen, hvor især skoler, dagtilbud, børnefamilieafdeling og kommunens genoptræningsindsats er helt centrale.
I PUC har vi et fælles afsæt i:
- Rødovre Kommunes fælles børnesyn, der anerkender, at:
- Alle børn skal have lige muligheder for at være en del af positive fællesskaber
- Børn er kompetente og gør det bedste, de kan.
- Systemisk tænkning og tilgang
- En stærk ambition om at styrke børns deltagelsesmuligheder og skabe stærke fællesskaber for alle
- Tværfaglig opgaveløsning.
Med det afsæt skal vi forme og videreudvikle en stærk samarbejdskultur med fokus på, hvordan vi skaber mest mulig værdi for kommunens børn og unge.
Din profilDu har – eller er lige ved at afslutte – en kandidat i audiologopædi eller har pædagogisk diplom i logopædi.
Du kan både være nyuddannet eller mere erfaren, og du kan have et større eller mindre kendskab til de områder, vi arbejder med. Det vigtigste er, at du har faglige forudsætninger og lyst til at udvikle dig sammen med os. Så vil vi via en god intro og en stærk udviklingskultur understøtte, at du får viden og kompetencer til at løse opgaverne og opleve, at du lykkes og udvikler dig fagligt.
Vi håber, du kan starte 15. oktober eller 1. november 2025.
Derfor skal du vælge osPUC er en inspirerende og dynamisk arbejdsplads med et godt og innovativt arbejdsmiljø og en kultur præget af åbenhed, nysgerrighed og et stærkt fællesskab. Vi arbejder ud fra et fælles systemisk fundament.
Vi er en tale-hørekonsulentgruppe med mangeårig erfaring. Vi prioriterer videndeling og implementering af nyeste faglige viden.
Som ny kollega vil du få en mentorordning, hvor dine kollegaer og leder vil hjælpe dig godt ind i opgaverne. Derudover vil det til en start være muligt at følge en kollega.
Vi har gode arbejdsvilkår med en høj grad af fleksibilitet, mulighed for personlig og faglig udvikling og en høj grad af selvstændighed i opgaveløsningen.
Løn og ansættelsesvilkårI henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.
Stillingen er på 37 timer, men et lavere timetal kan også aftales. Fordi vi typisk holder fri i skolernes ferier, arbejder vi de øvrige uger ca. 41 om ugen som fuldtidsansat.
Der er mulighed for en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden, herunder for at arbejde hjemmefra, når det er hensigtsmæssigt i forhold til opgaveløsningen.
Hvis du vil vide mere:Se mere om Rødovre på
www.rk.dk eller
PUC.
Du er også velkommen til at kontakte tale-hørekonsulent Asja Nielsen på 3076 7741 eller faglig leder Bettina Futtrup Albertsen 3076 7730
AnsøgningSend din ansøgning online med relevante bilag og referencer, så vi har den senest søndag d. 7. september 2025.
Vi afholder samtaler onsdag d. 10. september efter frokost med mulighed for yderligere en samtale fredag d. 12. september om morgenen.
Rødovre Kommune er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et højt ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en attraktiv og spændende arbejdsplads, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet.
Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Bemærk, at Rødovre Kommune har røg- og nikotinfri arbejdstid, som betyder, at vi ikke må ryge eller tilsvarende som vapes eller snus i arbejdstiden.
Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.