Pædagoger eller anden relevant faggruppe til Bofællesskabet Skolegade – Et § 105 botilbud (med § 85 støtte) for borgere med ASF

fuldtid
Pædagoger eller anden relevant faggruppe til Bofællesskabet Skolegade – Et § 105 botilbud (med § 85 støtte) for borgere med ASF
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Er du fagligt ambitiøs, nysgerrig og har lyst til at arbejde i et medstyrende team? Så har vi et meningsfuldt pædagogisk job at tilbyde dig.

Bofællesskabet Skolegade er et botilbud til 14 voksne borgere i aldersgruppen 25-60 år, der alle befinder sig inden for autismespektret og flere med komorbide tilstande – primært psykiatriske diagnoser. Borgerne vil generelt have eksekutive og socialkognitive vanskeligheder kombineret med en lav stress- og angsttærskel.

Udvikling gennem høj faglighed
Det er nødvendigt, at du har en velfunderet handicapforståelse, og vi ser det som en fordel, at du har erfaring med at arbejde med mennesker med ASF. Vi arbejder bl.a. med neuropædagogik, KRAP (kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende praksis), psykomotorik og Low Arousal i dagligdagen. Vi ønsker at finde en kollega, der både teoretisk og metodisk kan supplere os samt bidrage til, at vores pædagogiske tilgange og overvejelser kontinuerligt udvikles. Vi sætter faglighed højt – og forventer, at du gør det samme.

Der arbejdes med individuelle tilrettelagte forløb ud fra den enkelte borgers mål. Borgerens indefra-perspektiv står centralt i vores arbejde – uden den indre motivation, tror vi ikke på, at der kan skabes en langvarig udvikling. Vores borgere har derfor brug for, at du med din pædagogiske værktøjskasse arbejder med at understøtte og muliggøre deres mål og drømme ved at hjælpe dem til at nå deres zone for nærmeste udvikling.

Teamets samarbejde
Vi er et velfungerende team på i alt fem ansatte. Vidensdeling, sparring og dialog er tre nøglebegreber i vores team. For os betyder evnen og lysten til at samarbejde lige så meget som faglighed. De to elementer går hånd i hånd, når vi bestræber os på at skabe en innovativ, lærerig og behagelig arbejdsplads.

Teamet arbejder med det medstyrerende team, hvilket vil sige, at der ikke sidder en leder på matriklen. Alle medarbejdere er tildelt hver sit ansvarsområde, såsom vagtplan, fagligudvikling, sundhed, økonomi og arbejdsmiljø. Der er fokus på, at den enkelte medarbejder tager ansvar for udvikling, selvledelse og overblik over administrative og pædagogiske opgaver. Vi har sammen et fælles ansvar for alle opgaver, og det kræver, at du ligesom os, ser værdien i et stærkt og tæt samarbejde som team.

Inddragelse af borgeren
Hos os foregår en del af arbejdet i at inddrage borgeren i tilrettelæggelsen af eget liv. Dette betyder, at der er en del koordinering, dokumentation og kontakt til eksterne samarbejdspartnere fx pårørende, sagsbehandlere, arbejdspladser etc. i vores daglige arbejde, som vi så vidt muligt arbejder med at delagtiggøre borgeren i med ønsket om at øge egen mestring, samt oplevelsen af selvstændighed. Personalet skal derfor besidde vedholdenhed og tålmodighed, når du skal følge op og finde løsninger i samarbejdet med borgerne.

Arbejdet med borgeren
I dagligdagen støtter vi borgeren når behovet opstår og via bostøtter, hvor der tilbydes støtte til fx dagsstruktur, praktiske opgaver i hjemmet, kontakt til offentlige instanser eller trivselssamtaler. Personalet i Skolegade har alle medicinkompetencer, dog er de fleste borgere selvadministrerende på denne front. Vi håndterer desuden lav grad af personligpleje.

Vi forventer, at du kan

  • arbejde struktureret, planlæggende og kan navigere i en travl hverdag – omstillingsparathed er desuden en vigtig ressource, da der ofte forekommer ad hoc-opgaver
  • arbejde selvstændigt og tillige kan indgå i et medstyrende team
  • prioritere tydelig kommunikation, overlevering og vidensdeling generelt – og ifm. dine medstyreopgaver
  • tage ansvar, træffe selvstændige beslutninger og fastholde overblikket
  • arbejde systematisk med dokumentation på forskellige planer – dette omfatter blandt andet arbejde med delmål, (som tager udgangspunkt i borgerens indsatsmål), fokusområder og borgerbeskrivelser
  • være et solidarisk teammedlem, som desuden ser vigtigheden i at være loyal overfor teamets fælles beslutninger
Vi kan tilbyde dig

  • at blive en del af et team, som prioriterer trivsel og et godt arbejdsmiljø højt
  • et team, som er fokuseret på at bringe hinandens kompetencer i spil
  • en afvekslende og spændende hverdag, hvor vi brænder for at skabe resultater sammen med borgerne i relation til deres udvikling
  • en arbejdsplads med stor faglig viden, medansvar, engagement og høj arbejdsmoral
  • et arbejde i en medstyrende organisation, der giver teamet en høj grad af medbestemmelse
  • en rummelig organisation med plads til forskellighed og faglig uenighed, hvor der sættes pris på nysgerrighed og kreativ tænkning
  • mulighed for at bidrage til udvikling på tværs af centeret bl.a. i form af diverse medstyreudvalg
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.

Din gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen og arbejdstiderne ligger i tidsrummet 8.00-22.00 i hverdage og 12.00-20.00 i weekender. Du skal arbejde hver 5. weekend, og der vil også forekomme arbejde på helligdage. Der forekommer vagter, hvor du i nogle tidsrum arbejder alene i hverdagene. Når du har weekendarbejde, er du ligeledes alene på arbejde. Opstår der behov for sparring, er kollegaer fra andre teams i ASPECT altid tilgængelige.

Stillingerne ønskes besat henholdsvis den 1. januar 2026 for den ene stilling og 1. februar 2026 for den anden stilling.

Vil du vide mere?
For yderligere information kontakt faglig leder Betina Brøndum på 21 28 99 98 eller Bofællesskabet Skolegade på 24 89 45 00.

Bofællesskabet Skolegade er organiseret i Aspect, der er en del af Center for Midlertidige og Selvstændige Boformer (CMSB), under Socialforvaltningen i Københavns Kommune.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 18. november 2025.

Søg via linket senest tirsdag den 11. november 2025

Log ind