Økonomi- og planlægningschef til Amager og Hvidovre Hospital

fuldtid
Økonomi- og planlægningschef til Amager og Hvidovre Hospital
  • Amager og Hvidovre Hospital
  • Kettegård Alle 36, 2650 Hvidovre
Vil du have ansvar for økonomistyring og planlægning på et af landets største akuthospitaler?

Sundhedsreformen og udviklingen af Region Østdanmark placerer Amager og Hvidovre Hospital midt i en historisk forandring til gavn for patienterne. Vi søger en visionær, strategisk og helhedstænkende økonomi- og planlægningschef, der vil bidrage til at oversætte vores ambitioner til planlægning på hospitalet og sikre styr på økonomien.

Som økonomi- og planlægningschef får du en central rolle i en organisation med høje ambitioner og stor samfundsmæssig betydning. Amager og Hvidovre Hospital er midt i en spændende udvikling, hvor vi er i gang med implementering af Sundhedsreformens intention. Vi forbereder os, og har etableret et Sundhedsråd, som skal være med til at sætte retningen for borgernære indsatser. Integration af psykiatri og somatik er i fuld gang både administrativt og klinisk. Vi vender os udad mod det nære sundhedsvæsen og skal i den forbindelse overtage og integrere kommunale opgaver i vores organisation fra 2027, ligesom fusion af Region Hovedstaden og Region Sjælland til Region Østdanmark bringer mange store transformationsopgaver med sig. Som økonomi- og planlægningschef vil du have stor indflydelse på, hvorledes hospitalet griber og implementerer disse opgaver.

Samtidig skal vi fortsætte med at sikre hospitalets specialiserede behandling, og der er brug for at sikre drift af høj faglig kvalitet under hele den nødvendige transformation. Grundlaget for det er, at der er styr på økonomien, og planlægningen for hospitalet er i overensstemmelse med de politiske beslutninger.

Som økonomi- og planlægningschef skal du være med til at omsætte de politiske ambitioner til hospitalsniveau og sammen med de kliniske afdelingsledelser og direktionen sikre rammer og økonomistyring, der understøtter patienternes behov. Du vil indgå i et tæt samarbejde med direktionen og dine stabschefskollegaer for at indfri de store forventninger. Stabene arbejder sammen som én samlet administration med hvert sit ressortområde og har et tæt samarbejde på tværs præget af tillid og åbenhed.

Stillingen

Som økonomi- og planlægningschef vil du have det samlede ansvar for hospitalets økonomi i tæt samarbejde med hospitalsdirektøren og den øvrige direktion. Du vil være en vigtig brobygger til de centrale administrative funktioner i regionen, når du repræsenterer hospitalet i den sammenhæng.

I Økonomi og Planlægning er en række opgaver samlet inden for økonomistyring, planlægning, data, innovation og aktivitets- og kapacitetsstyring. Staben støtter afdelingerne med at kunne løse kerneopgaven inden for de aktuelle rammer. Det gøres gennem inddragende, helheds- og løsningsorienteret dialog om de økonomiske beslutninger med fokus på budgetoverholdelse og bæredygtig økonomi. Staben bidrager aktivt til udvikling af arbejdsgange på tværs og understøtter en god kapacitetsstyring. Som stor dataleverandør sikrer staben vigtige informationer til ledelserne, monitorering af indsatser samt overblik over hospitalets drift.

Økonomi og Planlægning er organiseret i to enheder med ansvar for henholdsvis planlægning/data og økonomi. Der er to enhedschefer og 23 kompetente og motiverede medarbejdere, hvis uddannelsesbaggrund rækker fra økonomer, lægesekretærer, sygeplejersker til folkesundhedsvidenskab og informationsvidenskab.

Integrationen af somatik og psykiatri betyder, at Amager og Hvidovre Hospital er udvidet betydeligt. Økonomi og Planlægning har derfor også fået udvidet styringsopgaven tilsvarende. Ledelsesmæssig fokus er aktuelt på at få integreret opgaver, arbejdsgange og kolleger i en samlet, større stab. Styringsopgaven bliver øget yderligere de kommende år med oprettelsen af en ny afdeling for hjerne- og nervesygdomme på hospitalet samt flytning af opgaver fra kommunerne som en del af Sundhedsreformen. Økonomi og Planlægning skal forblive strømlinet og robust i styrings- og planlægningsopgaverne, så staben også fremover bidrager til, at kerneopgaven løses sikkert og stabilt inden for de aktuelle rammer.

Opgaverne i Økonomi og Planlægning er fra 2026 udvidet til også at indeholde politisk betjening og udarbejdelse af sager til sundhedsrådet inden for egen opgaveportefølje. Der skal derfor tages stilling til, hvordan staben får udviklet kompetencer til den nye opgavetype samt hvilke nye arbejdsgange, der skal etableres for de politiske sager.

Hvem er du?
Vi søger en økonomi- og planlægningschef med følgende kendetegn:

  • Relevant akademisk økonomisk uddannelse og med stærke faglige kompetencer, strategisk forståelse og udpræget helhedssyn
  • Erfaring og viden om styring af store offentlige driftsorganisationer
  • Evne til strategisk tænkning og planlægning i kombination med et godt blik på driftens udfordringer
  • Ledelseserfaring i komplekse, politisk styrede sammenhænge og politisk tæft
  • Dokumenterede ledelsesresultater, herunder evner i forandrings- og transformationsledelse og gerne erfaring med ledelse af ledere
  • Kan skabe tillid, samarbejde og fælles retning på tværs af organisatoriske grænser og faglige miljøer
  • Gode samarbejdsevner og ønsket om at være en del af en stabschefkreds med tæt og åbent samarbejde
  • Du skal næres af godt samarbejde og kunne se dig selv i en ligefrem og uhøjtidelig kultur.
Har du lyst til sammen med os at sætte dit præg på udviklingen af sundhedsvæsenet, så glæder vi os til at høre fra dig.

Ansøgning og ansættelsesforhold
Har ovenstående vakt din interesse for stillingen, så send en motiveret ansøgning og CV senest 23.3.26

Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Danmarks Jurist- og Økonomforbund m.fl. for administrative chefer.

Ansættelsessamtaler er planlagt til 26.3.26 og 2. samtaler 15.4.26. Kandidater, der går videre til 2. samtale, vil blive bedt om at gennemføre personlighedstest i perioden 27.3 - 8.4.26

Du er meget velkommen til at hente yderligere oplysninger hos hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv på tlf. 2680 4053.

Jobprofil kan rekvireres hos direktionssekretær Lona Røner på mail Lona.Marie.Roener@regionh.dk eller på tlf. 3862 1705.

Læs mere om Amager og Hvidovre Hospital på hospitalets hjemmesider https://www.hvidovrehospital.dk/ og https://www.amagerhospital.dk/


Om Amager og Hvidovre Hospital
På Amager og Hvidovre Hospital er vi ca. 7.000 medarbejdere, har godt 1.200 senge og et budget på ca. 5 mia. kr. Vi er i front på behandling, forskning og teknologi og har en bred portefølje af somatiske og psykiatriske funktioner. Amager og Hvidovre Hospital står aktuelt midt i en række strukturelle reformer med implementering af Sundhedsreformen, herunder integration af psykiatri og somatik, etablering af Sundhedsråd Amager og Vestegnen og fusion i Region Østdanmark. Desuden etableres Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme i 2026 som en del af hospitalet. Sundhedsrådet består af 9 kommuner: Dragør, Tårnby, Ishøj, Hvidovre, Albertslund, Vallensbæk, Glostrup, Brøndby og Høje-Taastrup

Log ind