Økonom til International Skattepolitik i Skatteministeriet

fuldtid
Økonom til International Skattepolitik i Skatteministeriet
  • Skatteministeriet
  • Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K
Har du interesse for internationalt samarbejde, og trives du i krydsfeltet mellem økonomisk analyse og politik? Vil du være med til at præge den danske holdning til skattepolitiske forhandlinger i bl.a. EU og OECD? Trives du med en bred samarbejdsflade og forskelligartede opgaver? Så er du måske den kollega, vi søger til International Skattepolitik.

Om stillingen
International Skattepolitik (ISK) er Skatteministeriets kontor for internationalt samarbejde på skatte- og toldområdet. Som medarbejder i kontoret vil du beskæftige dig med udformningen af dansk holdning inden for skatteområdet og varetagelse af Danmarks interesser i internationale forhandlinger og fora som EU, OECD, Norden og FN. I den forbindelse vil du bl.a. komme til at bidrage til økonomiske analyser og policy-udvikling indenfor international skattepolitik. Du vil også bidrage med analyser til Skatteministeriets forhandlinger af dobbeltbeskatningsoverenskomster. Du vil selvstændigt skulle koordinere en række processer med andre ministerier i forbindelse med udarbejdelse af dansk holdning og tilblivelse af nye politiske udspil på bl.a. EU-niveau. Du vil derfor få en bred samarbejdsflade, både internt i ministeriet og i forhold til andre ministerier.

Dine konkrete opgaver vil bl.a. være:

  • udformning af dansk holdning til bl.a. EU-forslag inden for skatteområdet
  • beslutningsoplæg og regeringssager inden for ISK’s område
  • betjening af skatteministeren og Folketinget
  • udarbejdelse af konsekvensvurderinger af internationale skattepolitiske initiativer
  • analyser til arbejdet med dobbeltbeskatningsoverenskomster
  • bidrag til og koordinering af Skatteministeriets deltagelse i internationalt klimasamarbejde
  • deltagelse i internationale arbejdsgrupper
  • besvarelse af spørgsmål fra Folketinget.
Du vil blive en del af et kontor med 10 medarbejdere og to kontorchefer. Vi er både økonomer, jurister og generalister, og vi lægger stor vægt på at have det godt med hinanden og de andre kontorer i ministeriet. Vi har fokus på, at vores medarbejdere løbende udfordres og sigter derfor efter, at både nyuddannede og erfarne oplever en stejl læringskurve i kraft af opgaver, der understøtter en fortsat faglig og personlig udvikling.

Du skal være indstillet på, at der i perioder kan være en større arbejdsbyrde, hvorfor det er nødvendigt, at du er parat til at gøre en ekstra indsats, men vi prioriterer, at arbejde og fritid er i balance.

Om dig
Du er cand.polit./oecon. eller lignende. Du er nyuddannet eller har nogle års erfaring, og det vil være en fordel, hvis du har kendskab til arbejdet med EU- og/eller OECD-processer. Du har en stærk faglighed, forståelse for det politiske miljø, og du har gode formulerings- og kommunikationsevner på dansk og engelsk, både skriftligt og mundtligt.

Som person har du et stort engagement, et godt humør og en positiv indstilling. Du er grundig, selvstændig og initiativrig. Du trives med at samarbejde med andre og lægger vægt på at opbygge stærke samarbejdsrelationer. Du kan drive og agere i komplekse processer, og du føler dig hjemme i et miljø, hvor tempoet til tider er højt.

Arbejd tæt på det, der tæller
I Skatteministeriet arbejder vi tæt på de politiske processer på et område med stor bevågenhed og mange interessenter. Vi bruger alle vores kræfter på at løse en afgørende opgave på en ordentlig måde samtidig med, at vi sætter retning og skaber løsninger for Skatteforvaltningen.

Vi er et fagligt og ambitiøst departement med ca. 300 ansatte, hvor vi dagligt løser udfordrende opgaver på tværs af discipliner. Vi ved, at den gode løsning opstår i samspillet mellem fagligheder. Derfor dyrker vi en stærk faglig samarbejdskultur, hvor der også er plads til det sociale.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning med CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest søndag den 15. marts 2026.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Karoline Garm Nissen på tlf. 72 38 01 33 eller kgn@skm.dk.

Der kan indgå tests i ansættelsesprocessen, og der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.

Vi sigter efter at holde 1. samtaler i uge 12 og 2. samtaler i uge 13 med henblik på tiltrædelse 1. maj 2026 eller snarest muligt derefter.

Ansættelse efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K.

Hvis der bliver lignende ledige stillinger i andre kontorer i Økonomisk Politik, kan du også komme i betragtning til dem.

Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på www.skm.dk/job.

Log ind