Økonom til Økonomiafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital Har du lyst til at arbejde med styring i relation til komplekse og meningsfulde opgaver, som har betydning for mange mennesker, og som har stort politisk og faglig bevågenhed? Så er stilling som økonom på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital måske interessant for dig! På Bispebjerg og Frederiksberg Hospital sker der mange spændende og udfordrende forandringer. Fra 2026 er der sket en fusion af somatikken og psykiatrien, som bl.a. har medført, at hospitalet har det samlede ansvar for børne- og ungdomspsykiatrien i hele Region Hovedstaden. Der etableres et stort forskningscenter indenfor psykiatri i 2026, som skal understøtte en bedre psykiatrisk behandling i fremtiden. Desuden ser Region Hovedstaden ind i en sammenlægning i en kommende Region Øst og gennemførelse af sundhedsreformen, som træder i kraft fra 2027. Vi søger derfor en engageret økonom til at understøtte de store omstillingsopgaver og det løbende arbejde med budgettering og økonomistyring på hospitalet.
Du vil få ansvar for budgetopfølgning i en række afdelinger og vil derfor have tæt kontakt til de pågældende afdelingers ledelser og økonomimedarbejdere.
Stillingen er placeret i Enhed for Budget og Økonomistyring, som er en del af Afdelingen for Økonomi, Planlægning og Tværgående Psykiatriske Funktioner. Enheden har ansvarsområder, der spænder over økonomi, planlægning og analyser, som løses på tværs af afdelingen og de øvrige afdelinger på hospitalet. I punktform arbejder vi særlig med:
- Budgetlægning og budgetopfølgning på hospitals-, afdelings- og afsnitsniveau
- Styring af økonomien
- Rådgivning og sparring til afdelingsledelserne og Direktionen
- Udarbejdelse af økonomisk ledelsesinformation
Dine arbejdsopgaver Hovedelementerne i jobbet omfatter styring af afdelingers og hospitalets budget og forbrug.
Sammen med dine kollegaer bistår du afdelingerne med deres styring af budgetterne, herunder holde styr på bevillinger og budgetændringer.
I tilfælde af aktivitetsomlægninger eller -udvidelser, besparelser, hospitalsplansændringer eller andre beslutninger, der påvirker økonomien, vil du blive involveret i analyser og udarbejdelse af beslutningsoplæg i samarbejde med gode kollegaer.
Dine opgaver løser du enten alene eller i samarbejde med de øvrige kollegaer i afdelingen, andre administrative medarbejdere i administrationen og afdelingsledelserne på hospitalet. Du vil have stor indflydelse på tilrettelæggelsen af dine arbejdsopgaver og gode muligheder for kompetenceudvikling.
Vores forventninger til dig Vi regner med, at du har en relevant økonomisk uddannelse og erfaring fra sundhedsvæsenet vil være en klar fordel. Vi forventer, at du er talstærk og mestrer Excel og desuden har erfaring med økonomi- og lønsystemer.
Du skal have erfaring med offentlig budget- og økonomistyring fra et nuværende eller tidligere job og have godt kendskab til budgettering og økonomiopfølgning.
Vi lægger vægt på, at du har en positiv tilgang til opgaverne, bidrager med godt kollegaskab, godt humør og at du kan arbejde selvstændigt og resultatorienteret. Du skal have gode samarbejdsevner og lyst til at bistå afdelingerne med deres styringsopgaver.
Vi tilbyder Du bliver en del af et godt kollegialt fællesskab, hvor vi støtter hinanden i dagligdagen.
Vi tilbyder et dynamisk og udviklingsorienteret arbejdsmiljø, fleksible arbejdstider, gode muligheder for efteruddannelse, samt sundhedstilbud som fysioterapi.
Derudover kan du som medarbejder nyde fordelene ved en række attraktive personalegoder, såsom sociale aktiviteter, motionsdage, kantine med sunde madmuligheder, rabatordninger, feriehuse og kunstforening. Vi har også et fitnesscenter, der tilbyder spinning, løb, fodbold, kick boksning, yoga og andre idrætsgrene.
Arbejdspladsen er på Bispebjerg Hospital, som er centralt beliggende med nem adgang via offentlig transport, bil og cykel. Bispebjerg og Emdrup Station med S-tog samt flere buslinjer gør det bekvemt at komme til og fra hospitalet. For cyklister er der veludbyggede cykelstier og gode cykelparkeringsfaciliteter. Der er også gode parkeringsmuligheder for dem, der vælger at køre i bil.
Hvis du vil høre mere Du er velkommen til at kontakte Budgetchef Anders Rasmussen på 3863 5125.
Ansøgningsfrist er onsdag d. 15. april 2026 kl. 12.00.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 17.