Misbrugsbehandler til Fonden Klippen

fuldtid
Misbrugsbehandler til Fonden Klippen
  • fonden Klippen

Fonden Klippen søger, lige nu, en misbrugsbehandler (fuldtidsstilling) til vores bo- og behandlingstilbud for borgere med dobbeltdiagnose.

Vi er et bo- og behandlingstilbud som har specialiseret sig i at arbejde med netop dobbeltdiagnoser. Hos os modtager beboerne både misbrugsbehandling, psykiatrisk behandling og socialpædagogisk støtte og træning i én samlet indsats og skal derfor ikke indskrives i hverken misbrugscenter eller psykiatrien. Vi har egen psykiater som varetager al medicinsk behandling med substitutionsmedicin og psykofarmaka og som vi kan opnå kontakt til dagligt.  

Alle ophold er stof- og alkoholfri, dvs. at beboerne alle er motiveret for at opnå et liv uden misbrug. Beboerne stopper deres sidemisbrug fra den dag de ankommer og det er derfor en vigtig del af vores hverdag at støtte dem I at fastholde dette således at de opnår deres mål om et liv uden misbrug. Ud over dette har beboerne behov for hjælp på en lang rækker livsområder hvilket integreres i dagligdagen. Alle er forskellige og derfor er vores indsats og tilgang til den enkelte det også. Vi har brug for dig der brænder for at være en del af dette.

Fonden Klippen er godkendt til døgnbehandling for misbrug, jf. SEL § 101, samt midlertidigt botilbud, jf. SEL § 107. Som følge af målgruppen er beboerne som oftest bevilliget midlertidigt botilbud og dermed indskrevet i en længere periode.

Vi forestiller os at du:

  • Er uddannet misbrugsbehandler
  • Har erfaring med at varetage gruppebehandling og individuelle terapeutiske samtaler
  • Kan lide en alsidig hverdag hvor du ikke kun varetager gruppebehandling og individuelle samtaler men også pædagogisk arbejde.
  • Er indstillet på at arbejde med en målgruppe som er udfordret udover misbrugsproblematikker og derfor har behov for ophold i en årrække
  • Kan se dig selv i vores tilgang og filosofi
  • Oprigtigt føler dig ligeværdig med beboerne
  • Er indstillet på at arbejdet på et bo- og behandlingstilbud også foregår i ydertimer, weekender og helligdage
  • Er mødestabil

Vi kan tilbyde dig:

  • Omsorgsfulde og fagligt dygtige kollegaer med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde.
  • Kollegaer som er der for hinanden både på og udenfor arbejde
  • En afslappet tilgang til hinanden, beboere og personale imellem
  • Et hus med motiverede, rolige og søde beboere
  • En hverdag med alsidige opgaver
  • Gode muligheder for at opbygge dine kompetencer yderligere
  • God introduktion

Vi ønsker at fastholde et hus som hver beboer kan kalde sit hjem og opleve fællesskabet både med medbeboere og personale som familielignende. Personale og beboere er ligeværdige mennesker og som person skal du oprigtigt føle og vise dette. Hos os holder vi ikke personalearrangementer da vi ikke adskiller os fra beboerne, vi er ét hus og alle arrangementer holdes sammen.

For os vægter din person og tilgang til andre mennesker højest.

Løn og ansættelse:

·      Stillingen er 37 timer ugentligt (gennemsnit pr. 14. dag) med opstart snarest muligt

·      Løn forhandles ud fra individuelle kvalifikationer

·      Kørekort – kategori B

Har du lyst til at være vores nye kollega?

Hvis du vil vide mere om os så kontakt vores socialrådgiver; Rebecca Iversen på mobil: 21 46 03 48. Vi indkalder løbende til samtaler så skynd dig at sende os en ansøgning på mail: klippen@klippenfonden.dk.

Ansøgningsfrist: 1. juli 2025

Mærk ansøgningen: Misbrugsbehandler

Log ind