Har du lyst til at arbejde med vandmiljø i Københavns søer og vandløb? Vores gode kollega skal på pension. Derfor søger vi en ny engageret kollega med viden om vandmiljø, miljøfarlige stoffer og lovgivning på miljøområdet til myndighedsopgaver indenfor vandmiljø og udledningstilladelser. Der er tale om en fast stilling.
Jobbet og dine opgaver Du vil indgå i ferskvandsteamet på i alt fem personer, som arbejder med Københavns søer og vandløb som omdrejningspunkt. Vi varetager rollen som vandløbsmyndighed og står for driften og vedligeholdelsen af de offentlige søer og vandløb. Vi meddeler desuden udledningstilladelser til de ferske vandområder.
Dine opgaver vil bestå i at behandle ansøgninger om udledningstillader efter miljøbeskyttelseslovens § 28. Der vil både være tale om mindre tidsbegrænsede tilladelser i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter og større mere komplekse sager som skybrudstunneller og indsatser overfor overløb. Du kommer til at bidrage med faglige input til høringer og større projekter, som vedrører de ferske vandområder, fx klimatilpasningsprojekter, byudvikling, metroprojekter mv. samt føre tilsyn i forbindelse med udledninger og forureningssager.
Alt efter dine ønsker og kompetencer vil der desuden være mulighed for at bidrage til løsning af teamets øvrige opgaver indenfor sagsbehandling efter vandløbsloven, administration af pumpe- og digelag, overvågning af miljøtilstanden i søer og vandløb samt matematisk modellering af hydrologi og vandkvalitet (vi bruger WASP fra US EPA og SWMM).
Hos os får du mulighed for at udvikle dine kompetencer, både gennem det daglige arbejde, men også ved deltagelse i møder, kurser og med sparring med kolleger andre steder i landet. Vi er en organisation med høj faglighed, vi yder professionel service udadtil, til andre i kommunen, og vi har et stærkt kollegaskab. Vi har ofte meget at se til, men der er også tid til sociale kollegiale aktiviteter.
Din profil Vi forventer, at du har en uddannelse som ingeniør eller biolog med specialisering indenfor miljø. Du har lyst til at arbejde med vandmiljø og myndighedsbehandling. Derudover forventer vi, at du
- har viden og gerne konkret erfaring indenfor miljø- og spildevandsområdet
- har viden om relevant lovgivning, herunder miljøbeskyttelsesloven, spildevandsbekendtgørelsen og vandrammedirektivet
- motiveres af et stærkt fagligt fællesskab og har lyst til at arbejde med et komplekst fagområde i løbende udvikling
- er god til at formulere dig på dansk, både skriftligt og mundtligt, og evner at formidle tekniske problemstillinger forståeligt
- er god til at samarbejde i et team, men kan samtidig arbejde selvstændigt
- kan holde flere bolde i luften
- tager medansvar for dine opgaver, både i forhold til den daglige drift og teamets udvikling
- ønsker at yde en god service til dem vi samarbejder med, både internt i forvaltningen, borgere, private bygherrer og forsyningsselskaber
- kan arbejde indenfor rammerne af en politisk styret organisation
Det vil desuden være en fordel, hvis du har konkret erfaring med udarbejdelse af udledningstilladelser i en kommune, men du kan også have viden om området fra arbejde i en rådgivningsvirksomhed eller gennem et relevant studiejob.
Du bliver en del af - en attraktiv arbejdsplads, der skaber rammerne for en god balance mellem privat- og arbejdsliv
- et uformelt arbejdsfællesskab i storrumskontorer med engagerede kolleger, som interesserer sig for hinanden og er klar til at sparre med dig
- en flok forskellige mennesker med forskellig baggrund
- et ferskvandsteam på fem personer med stort ansvar for både teamets og egne sager
- en enhed, hvor sparring på tværs er en vigtig del af hverdagen
- en kultur med fælles frokost, tirsdagsmorgenmad, fredagsbar, diverse uformelle arrangementer og hjertevarme kolleger
Ferskvandsteamet er en del af enheden Vand og Natur. I Vand og Natur møder vi faglige udfordringer dagligt og der er sjældent to dage, der er ens. Vi er en rummelig enhed med høj faglighed og plads til sparring. Vi er 26 dedikerede medarbejdere i enheden, som blandt andet arbejder med myndighedsopgaver relateret til vandmiljø, spildevand og natur. Vi er organiseret i fire teams: Marint, Ferskvand, Spildevand og Natur.
Løn- og ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for akademikere ansat i kommuner og indenfor rammerne af lokal løndannelse samt efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Stillingen er en fastansættelse med 37-timers arbejdsuge inklusive frokostpause og fleksible arbejdstider (flekstidsordning). Stillingen ønskes besat snarest muligt, senest den 1. oktober 2025. Arbejdsstedet er i Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen, Vand og Natur, på Njalsgade 13. En centralt beliggende arbejdsplads på Islands Brygge.
Mere information/spørgsmål Hvis du har spørgsmål vedrørende jobbet, er du meget velkommen til at kontakte enhedschef Ina Nielsen på 41 77 02 53 (dog kun i uge 30) eller miljømedarbejder Nina Riemer Johansson på 21 17 44 40 (i ugerne 31, 32 og 33).
Søg via linket senest tirsdag den 12. august 2025 Vi forventer at holde ansættelsessamtaler fredag den 22. august og mandag den 25. august.
Om Teknik- og Miljøforvaltningen Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet indenfor miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.