Medarbejdere til Udvidede Handlemuligheder i Hjemmet (UHH)

fuldtid
Medarbejdere til Udvidede Handlemuligheder i Hjemmet (UHH)
  • Lyngby-Taarbæk Kommune
  • Bredebovej
Vi søger medarbejdere til at varetage en fortsat udvikling af vores samværstilbud.

Center for Sociale Indsatser i Lyngby-Taarbæk Kommune er i gang med en større omorganisering. Et af kernepunkterne er, at vi tilbyder borgere udvidet støttemuligheder i eget hjem. UHH startede op for tre år siden og tilbyder også et samværstilbud for de borgere der er visiteret til UHH.

Faglig tilgang og indhold
Tilgangen i UHH bygger på et dialogisk og netværksorienteret perspektiv. Det betyder at vi arbejder med at forstå borgerens vanskeligheder relationelt og kontekstuelt. Vi arbejder med dialogiske netværksmøder inspireret af Åben Dialog. Nogle kolleger har en toårig uddannelse i dette og vi er alle involveret i at udvikle en dialogisk praksis. Kerneopgaven er at samarbejde med borgeren om at få et godt hverdagsliv og finde sin egen vej og sine egne handlemuligheder.

UHH er et tilbud til borgere med psykiske, fysiske og/eller sociale udfordringer, samt evt. misbrug, der bor i egen bolig eller har et ønske om at bo i egen bolig. Borgerne i tilbuddet har forskellige støttebehov, lige fra støtte flere dage om ugen, på forskellige tidspunkter af døgnet samt i weekender.

Målet med indsatsen kan være:
  • At støtte borgeren med at deltage i fællesskaber
  • At støtte borgeren med at skabe og vedligeholde relationer
  • At understøtte et for borgeren godt hverdagsliv
  • At hjælpe borgeren med at udvikle nye fortællinger om sig selv
  • At støtte borgeren i at bevare sin bolig
  • At styrke tilknytningen til netværk og det omkringliggende samfund
Indsatsen i tilbuddet er en kombination af individuelt håndholdt støtte, dialogisk netværksarbejde, samværstilbuddet og fællesskaber.
Samværstilbuddet har på nuværende tidspunkt, åbent alle ugens dage i tidsrummet 15-20 og tilbyder rammer for fællesskaber, mad, beskæftigelse og aktiviteter, kontaktpersonerne er også med til at stå for samværstilbuddet.

Arbejdet som medarbejder i samværstilbuddet
I samværstilbuddet arbejder vi med at tilbyde borgerne adgang til et fællesskab og meningsfuld beskæftigelse. Der er brug for at udvikle begge dele. For nogle borgere kan meningsfuld beskæftigelse handle om at spille spil og lignende. For andre kan det handle om noget mere fysisk krævende som fx at lave et håndværk sammen, dyrke afgrøder i en køkkenhave m.m. Vi har endnu ikke fået sat noget system i dette og søger kollegaer som kan være med til at løfte den opgave. Vi har en grundlæggende tro på at alle mennesker ønsker fællesskaber og noget at tage sig til for at opnå afledning fra smertefulde tanker og følelser og samtidig en oplevelse af at kunne noget.

Så hvis du:
  • har en relevant socialfaglig, pædagogisk eller sundhedsfaglig uddannelse
  • har erfaring med at arbejde med mennesker der har et fysisk handicap og/eller psykiske, sociale og andre problemer
  • har erfaring med arbejde i samværstilbud, væresteder, aktiviteter eller beskæftigelse i bred forstand
  • altid ser borgeren som den centrale aktør
  • er motiveret af at understøtte et for borgeren godt liv i egen bolig og til at støtte op om dette med en bred vifte af opgaver, inklusive praktiske.
  • kan bevare overblikket, kender dine grænser og kan mærke når noget opleves forkert og kan reagere på det
  • evner det tværfaglige samarbejde om og med borger, er nysgerrig på andres perspektiver og kan se relevansen i at kigge på samme problemstilling fra flere forskellige faglige vinkler.
Kan vi tilbyde dig:
  • at være en del af en personalegruppe, der arbejder i en organisation, hvor medarbejderne har stort ansvar og indflydelse
  • stor ledelsesopbakning og tillid til dine faglige vurderinger og din sunde fornuft
  • relevant undervisning og kompetenceudvikling, samt supervision og sparring med kolleger
  • en spændende arbejdsplads, hvor vi i hele det sociale område er i gang med at tænke nyt
  • at være med til at udvikle UHH i samarbejde med dine kommende kolleger
  • løn efter din overenskomst og tillæg for særlige kompetencer, når de kan komme i spil i opgaven.
Derudover kan vi tilbyde ansættelse på 37 timer ugentlig eller det du ønsker. Et mødeskema der afspejler tilbuddets behov og dine ønsker. Det vil, som det ser ud lige nu, fortrinsvis være vagter til kl. 21 og hver 2. eller hver 3. weekend.

Vi søger medarbejdere pr. 1. januar eller snarest derefter. Er du interesseret og har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte lederen Jens Hjort Andersen på 30542557 eller faglig koordinator Birgitte Falck-Jensen på 20135089.

Ansættelsen er betinget af tilfredsstillende straffeattest.

Ansøgningen skal være os i hænde senest 15. november kl. 12. Vi afholder løbende ansættelsessamtaler.

I Lyngby-Taarbæk bliver du del af et stærkt fagligt fællesskab med høje ambitioner i en organisation med ca. 4.000 medarbejdere, der alle arbejder med det fælles mål – at skabe værdi for borgere og erhvervsliv. Vi lægger vægt på god ledelse, trivsel, faglige og personlige udviklingsmuligheder, kreativitet og nytænkning samt balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Vi ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejdere hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.

 

Log ind