Medarbejder til spildevandsområdet i Aalborg Kommune

fuldtid
Medarbejder til spildevandsområdet i Aalborg Kommune
  • www.aalborg.dk
  • 9400 Nørresundby

Har du interesse og viden inden for spildevandsteknik? Synes du også, at det er spændende at arbejde med forvaltning af spildevandsområdet og være med til at sikre et rent vandmiljø, så læs videre.

Vi søger en kollega til Team Spildevand - især inden for fagområdet regnvandshåndtering (herunder LAR), grundvandssænkning, miljøfremmede stoffer og separatkloakering. Det er en nyoprettet stilling pga. øget bygge- og anlægsaktivitet i kommunen.

Aalborg Kommune er Danmarks tredjestørste kommune, og kommunen har de seneste år gennemgået en rivende udvikling med flere borgere, studerende, jobs og boliger.   
  
Stillingen bliver med ansættelse i By og Land, som efter årsskiftet sammen med dele af Klima og Miljø bliver en ny Teknik- og Miljøforvaltning.

Om jobbet
Stillingen er placeret i Team Spildevand, som består af 15 medarbejder. Team Spildevand laver myndighedsbehandling inden for fagområdet spildevand, miljøvurderinger og klimabaseret vandhåndtering, hvilket omfatter sagsbehandling inden for tilladelser til renseanlæg og regnbetingede udløb. Vi arbejder med LAR-anlæg, spildevandsplanlægning, separatkloakering, grundvandssænkning, separatkloakering, tilsyn og badevand. Vi bidrager til udarbejdelse af bl.a. lokalplaner indenfor spildevandshåndtering. Vi arbejder for bæredygtige og grønne løsninger.

Dine arbejdsopgaver vil være bredt inden for teamets opgaver. En stor del af opgaverne er håndtering af regnvand (herunder LAR) og grundvandssænkninger. Dette kan være i dialog med bygherrer, lokalplanlæggere og byggesagsbehandlere, når der udarbejdes tilladelser. Desuden vil du skulle arbejde med opgaver om separatkloakering.

Du skal gerne have en miljøteknisk viden, herunder skal du kunne vurdere dimensionering af bassiner og andre renseløsninger i indkomne ansøgninger samt vurdere, om det opfylder miljøbeskyttelseslovens krav om BAT. Det vil være en fordel, at du har viden om afløbsteknik samt miljøfremmede stoffer, som vil være en del af sagsbehandlingen. 

Vi løser vores opgaver med høj faglighed, et stærkt fokus på miljøet og betjeningen af den enkelte borger, virksomhed og det politiske system.

På sigt kan stillingen også komme til at indeholde opgaver inden for afdelingens øvrige fagområder vedr. grundvand eller jordforurening.

Vi forventer, at du har flere af følgende kvalifikationer: 

  • en relevant akademisk uddannelse med en stærk miljøfaglig profil som f.eks. ingeniør, geograf, biolog
  • gerne erfaring med myndighedsbehandling og offentlig forvaltning inden for spildevandsområdet samt kendskab til relevant spildevandslovgivning
  • erfaring samt lyst til kontakt og dialog med ansøger/bygherre, interessenter og interne samarbejdspartner
  • gode samarbejdsevner og lyst til at indgå i et tværfagligt team
  • evne til at arbejde selvstændigt og tage ansvar for egne sager
  • erfaringer og flair for IT og GIS.

Der vil desuden blive lagt vægt på dine evner for skriftlig og mundtlig kommunikation og formidling. Du skal kunne håndtere og bevare overblikket i en opgaveløsning med mange aktører, og du skal kunne indgå i en god dialog med vores borgere og samarbejdspartnere. Du skal samtidig være fleksibel og udadvendt samt have et positivt og professionelt forhold til dit arbejde. 

Vi kan tilbyde:

  • et job, hvor du kan arbejde selvstændigt med ansvar og kompetence i et dynamisk og uhøjtideligt miljø 
  • et godt arbejdsklima med mange spændende myndighedsopgaver i enkeltsager og projekter
  • gode muligheder for personlig og faglig udvikling, hvor vi gør en forskel for kommunens grønne profil
  • et bredt fagligt fællesskab med mange kompetencer 
  • et velfungerende socialt fællesskab. 

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation. Der er tale om en stilling på 37 timer om ugen (inkl. frokostpause) med tiltrædelse den 1. september 2025. Det er en forudsætning, at du har almindeligt kørekort (B-kørekort).

Din daglige arbejdsplads bliver på Stigsborg Brygge i Nørresundby med beliggenhed tæt på Limfjorden. Vi tilbyder flekstid og mulighed for hjemmearbejde, så du kan få arbejdsliv og privatliv til at hænge godt sammen.

Læs mere om Klima og Miljø samt By og Land

Klima og MiljøBy og Land

Vil du vide mere?  
Hvis du er interesseret i stillingen, opfordrer vi dig til at kontakte os for yderligere uddybning af arbejdsområdet, opgaverne og stillingens indhold i øvrigt. Du kan kontakte afdelingsleder i Miljø Jens Riise Dalgaard på tlf. 25202150 eller teamleder Tina Kitchen i Team Spildevand på tlf. 25202406. 

Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er den 23. juni 2025. Vi forventer at der er samtaler den 1. juli 2025. 

Forud for ansættelse, indhenter vi reference.

Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.


Kom og arbejd sammen med os 

Mangfoldighed skaber værdi, og vi opfordrer alle til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap eller etnicitet. 

Du bliver en del af et stærkt fællesskab med 17.000 kolleger, og du kan glæde dig til en rummelig arbejdsplads med gode ansættelsesforhold, gode muligheder for kompetenceudvikling og fokus på trivsel. 

Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin.https://www.aalborg.dk/job-og-karriere

Log ind