Medarbejder til kontrolindsats

fuldtid
Medarbejder til kontrolindsats
  • Social, Arbejdsmarked & Borgerservice
  • Hans Schacksvej 4, 5300 Kerteminde
Sæt retningen for fremtidens kontrolindsats i Kerteminde Kommune

Vil du være med til at sikre en retfærdig og bæredygtig forvaltning af kommunens ressourcer? Så er du måske vores nye kollega i Kontrolteamet i Kerteminde Kommune.

Kerteminde Kommune ønsker at tilføre vores kontrolindsats ekstra opmærksomhed og visionen er, at få en ny organisering med to fuldtidsstillinger på området. Den ene stilling er en fast stilling og den anden er en prøvehandling på foreløbigt 1 år.

Teamet arbejder på tværs af alle fagområder og er organisatorisk placeret under Jobhjælpsindsats og Borgerservice, som hører til afdelingen Social, Arbejdsmarked og Borgerservice. Den fysiske placering på Kerteminde Rådhus sikrer et tæt og naturligt samarbejde med både Ydelse, Borgerservice og Jobcenteret.

Om jobbet
Kontrolteamet dækker et bredt arbejdsområde, som bl.a. omfatter:
  • Kontrol med udbetaling af sociale ydelser og tilskud
  • Behandle sager fra 'Den Fælles Dataenhed' (registersamkøring)
  • Samarbejde med Udbetaling Danmark i forbindelse med fx udbetalt pension, børnetilskud og boligsikring
  • Behandle henvendelser om muligt socialt bedrageri fra kollegaer, borgere andre myndigheder
  • Virksomhedskontroller
  • Kontrol af usædvanligt sygefravær
  • Al Capone-samarbejdet ml. SKAT, Politiet og andre kommuner
  • Generel kontrolindsats ifm. rocker- bandetilknytning

Du vil i samarbejde med din kollega have en stor indflydelse på tilrettelæggelsen af sagsfordelingen samt metoden for afdækning af sagerne indenfor lovgivningens rammer. Vi har fokus på et stærkt fagligt miljø, hvor vidensdeling prioriteres højt. Det betyder konkret, at vi bruger hinanden og står sammen, når vi har komplicerede sager eller svære samtaler med borgere.

I praksis vil du arbejde med:
  • At undersøge og træffe afgørelser i anmeldelsessager
  • At yde helhedsorienteret vejledning til borgere og kollegaer, så socialt bedrageri undgås
  • At afholde og deltage i borgersamtaler
  • At indgå i et samarbejde med eksterne samarbejdspartnere

En stor del af opgaven vil være at gennemgå de ’undringsværdige sager’ om mulige fejl eller snyd med udbetaling af ydelser registreret i ’Den Fælles Dataenhed’. Sagerne kan dække ydelsesområder som pension, barselsdagpenge, familieydelser, boligstøtte, sygedagpenge, kontanthjælp og økonomisk friplads.

Al Capone-samarbejdet og en generel kontrolindsats med borgere, der har rocker- bandetilknytning har i gennem flere år været en vigtig brik i den samlede bandeindsats. På nuværende tidspunkt oplever vi en stigning af personer med rocker- eller bandetilknytning med adresse i Kerteminde Kommune, hvorfor dette arbejdsområde er blevet en større del af opgaveløsningen i Kontrolteamet. Den systematiske kontrol af økonomien hos personer med tilknytning til rocker- og bandemiljøet har både et præventivt, tryghedsskabende og strafferetsligt formål – i tråd med intentionerne bag Regeringens 'Bandepakker'. Indsatsen forventes desuden at kunne bidrage til fremtidige besparelser på forsørgelsesydelser og øvrige kommunale ydelser.

Din faglige profil
  • Vi håber på en kollega, som har erfaring med afdækning af denne type sager, evt. med erfaring fra kontrolarbejde i en kommune, Udbetaling Danmark, SKAT eller politiet.
  • Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med at partshøre og træffe afgørelser og har kendskab til forskellige kommunale ydelser samt den gældende lovgivning.
  • Du kan arbejde selvstændigt, systematisk, er nysgerrig, bevarer overblikket og ser tværgående sammenhænge og du kan levere en høj skriftlighed i dagligdagen.
  • Du har en dialogbaseret løsningsfokuseret tilgang, da nogen borgere kan have fx sociale udfordringer, misbrug eller kriminel baggrund. Vi vægter, at medarbejdere kan kombinere en kritisk kontroltilgang med en empatisk og forstående dialog
  • Du skal bidrage til, at kontrolarbejdet fortsat udvikles professionelt og effektivt inden for de givne forvaltningsmæssige og lovbestemte vilkår
Vi stiller ikke krav om en specifik uddannelse, men erfaring fra offentlig forvaltning, som fx kontorarbejde, socialrådgivning, formidling eller politiuddannelse, vil være en fordel.

Din personlige profil
  • Du er robust og kan tale med forskellige typer borgere som myndighedsperson. Du skal kunne agere i konfliktfyldte samtaler og situationer
  • Du kan bevare overblikket i en travl hverdag med flere igangværende opgaver, ligesom du skal kunne bevæge dig ubesværet rundt i lovstof
  • Jobbet stiller krav til dig og dine samarbejdsevner med mange forskellige aktører
  • Du skal kunne anskue sammenhænge og arbejde struktureret samt have en objektiv tilgang til sagerne og borgerne
  • Du skal være engageret og have en naturlig interessere i tværfagligt samarbejde samt vidensdeling
Hvem er vi?
Vi er en engageret gruppe kollegaer, der prioriterer både faglighed og fællesskab. Vi har en uformel omgangstone, hjælper hinanden i hverdagen og samles gerne om fælles morgenmad og sociale arrangementer.

Kerteminde Kommune arbejder målrettet med fleksibilitet i borgerbetjeningen – og det gælder også for dig som medarbejder. Hos os har du mulighed for en fire-dages arbejdsuge (mandag–torsdag), og du kan tilrettelægge din arbejdstid fleksibelt. Der er desuden mulighed for hjemmearbejde efter aftale.

Løn og ansættelsesvilkår
Stillingerne er på 37 timer.
Lønnen forhandles ud fra dine kvalifikationer, med udgangspunkt i gældende overenskomst.
Der indhentes straffeattest ved tilbud om ansættelse.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:
Chef for Social, Arbejdsmarked og Borgerservice Kenneth Damsgaard på mobil 2147 0460
Leder for Jobhjælpsindsats og Borgerservice Ijlal Örs på mobil 2481 9974

Ansøgningsfrist og ansættelsesdato
Ansøgningsfristen er d. 26. juni 2025 og samtalerne forventes afholdt løbende.
Ansættelse hurtigst muligt.

Kerteminde Kommune ligger i det nordøstlige Fyn i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 25.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv og gode idræts- og fritidsmuligheder.

Kommunen har ca. 1.800 medarbejdere, der arbejder ud fra vores særlige kerneværdi, som er fællesskab, hvor vi både er tæt på hinanden og på borgerne.

Udover fællesskabet prioriterer og arbejder vi også med vores øvrige værdier i dagligdagen: Kvalitet, Nærvær, Udvikling og Trivsel. Herudover er dialog og samarbejde nøgleord, der kendetegner god ledelse i Kerteminde Kommune.

Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor selvbestemmelse og gode udviklingsmuligheder, og vi er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid.

Hvis du i dit nye job er IT bruger, kan der i forbindelse med din ansættelse være krav om, at du identificerer dig med dit MitID, du vil i så fald kontaktes herom.

Såfremt at du er kandidaten, som vi indgår aftale med om ansættelse, vil vi ved forespørgsel videregive dine kontaktoplysninger, så som navn, adresse, telefonnummer og evt. CV, til den lokale tillidsrepræsentant eller forhandlingsberettiget faglige organisation. Dette sker med henblik på, at sikre den rette indplacering og forhandling af din løn ved ansættelsen. Har du hemmeligt telefonnummer vil dette også blive videregivet. Videregivelsen sker med hjemmel i databeskyttelsesforordningen art. 6, stk. 1, litra b og c jf. databeskyttelseslovens § 12, stk. 1. Har du navne- eller adressebeskyttelse, vil oplysningerne først blive videregivet efter at du har afgivet samtykke”.

Kerteminde Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge ledige stillinger.

 

Log ind