LGBT ASYLUM SØGER CHEF FOR FRIVILLIGHED

fuldtid
LGBT ASYLUM SØGER CHEF FOR FRIVILLIGHED

LGBT Asylum søger en chef for frivillighed. Stillingen forudsætter dokumenteret arbejdserfaring med at opbygge, udvikle og lede frivilligfællesskaber. Stillingen kræver gode resultater med konflikthåndtering og et veludviklet overblik over komplekse problemstillinger og fleksibilitet – både i det daglige og på den lange bane. Chefen for frivillighed bliver del af en unik arbejdsplads og et stærkt fællesskab, hvor medlemmer, frivillige og ansatte dagligt samarbejder om at øge trivslen og skabe bedre vilkår for LGBTQI+ personer med flugtbaggrund.

Chefen for frivillighed refererer til økonomi- og udviklingschefen.

Der er ca. 100 aktive kernefrivillige i LGBT Asylum: kontaktpersoner, mentorer og community organisers, som er organiseret i forskellige koordinationsgrupper med forskellige ansvarsområder. En hovedopgave for chefen for frivillighed er at sikre fortsat rekruttering og fastholdelse af frivillige samt understøtte de frivilliges arbejde, herunder kontinuerlig kapacitetsopbygning, videreuddannelse og trivselsaktiviteter. Det er en væsentlig opgave for chefen for frivillighed, i samarbejde med rådgivningschefen og chefen for mentorordning, at skabe klare rammer og grænser for de frivilliges arbejde og modvirke udbrændthed.

Arbejdet er tilrettelagt efter årshjul, og chefen for frivillighed skal arbejde struktureret og fleksibelt og løbende udvikle og tilpasse opgaver, manualer og guidelines i samarbejde med de frivillige og LGBT Asylums målgruppe.

Derudover har chefen for frivillighed ansvar for en del af organisationens samarbejde med ekstern evalueringsvirksomhed samt andre eksterne samarbejdspartnere, og der skal kontinuerligt afrapporteres skriftligt på projekter, programmer og ansvarsområder, både internt til økonomi- og udviklingschef og eksternt til kommunale, statslige og private bevillingsgivere.

Chefen for frivillighed skal have veludviklede relationskompetencer, da stillingen indebærer kontakt og relationer med mennesker i udsatte positioner, hvor flere har mentale sårbarheder. Chefen for frivillighed skal kunne navigere i de forskellige interesser og magtrelationer, der måtte være mellem målgruppe-medlemmer, frivillige, ledelse og øvrige interessenter.

Chefen for frivillighed får rig mulighed for at udvikle sin faglighed og bliver en del af et stærkt engageret team af mennesker – både frivillige og ansatte – som arbejder dedikeret og målrettet.

OM LGBT ASYLUM

LGBT Asylum arbejder for at forbedre vilkår og rettigheder for LGBTQI+ personer, der søger asyl eller har fået asyl i Danmark, ved at assistere og rådgive gennem asyl- og integrationsprocessen, ved at tilbyde et psykosocialt LGBTQI+ netværk, samt ved outreach aktiviteter og fortalerarbejde.

LGBT Asylums indsatser er baseret på vores særlige queer-to-queer metode, som er inspireret af peer-to-peer – og organisationens kontaktpersonprogram er akkrediteret af RådgivningsDanmark.

LGBT Asylum har hovedkontor i København og en lokalgruppe i Aarhus.

LGBT Asylum blev startet i 2012 af og med LGBTQI+ personer, der selv har søgt asyl i Danmark. Den arv vægtes højt, og vores medlemmer skal have størst muligt ejerskab og indflydelse på organisationens arbejde og deres egen tilværelse. Det betyder, at vi arbejder aktivt for at inkludere medlemmerne i så mange beslutninger og processer som muligt.

ANSVARSOMRÅDER OG ARBEJDSOPGAVER

  • Rekruttering, fastholdelse og understøttelse af frivillige

  • Ledelse og udvikling af frivilligfællesskaber

  • Udarbejdelse af frivilligstrategi til at sikre fortsat vækst og kvalitet

  • Skabe og tydeliggøre rammer og grænser i frivilligarbejdet

  • Konflikthåndtering blandt målgruppe-medlemmer og frivillige

  • Medansvarlig for evalueringssamarbejde og samarbejde med eksterne partnere

  • Afrapportering og dokumentation

  • Ledelse af studentermedhjælpere og vejledning af universitetspraktikanter

 KVALIFIKATIONER

  • Arbejdserfaring med frivilligledelse

  • Kompetencer indenfor organisering og koordinering – både ift. praktiske, logistiske og konkrete arbejdsopgaver samt længerevarende strategiske udviklings- og samarbejdsopgaver

  • Gerne projektledelseserfaring og erfaring med community organising

  • Kan lede forskellige teams af frivillige, studentermedhjælpere og praktikanter og uddelegere arbejdsopgaver

  • Kan overholde fastlagt budget ift. projekter og ansvarsområder

  • Stor arbejdskapacitet, omstillingsparat og kan levere på ad hoc opgaver og korte deadlines

  • Stort overblik over forskellige kommunikationsplatforme og kan navigere sikkert i disse

  • Skal sprogligt kunne navigere på dansk og engelsk, og flere sprog er en fordel

  • God evne til at samarbejde med mennesker fra mange forskellige baggrunde

  • Selvstændig, initiativrig og reflekterende i dine relationer med andre mennesker

  • Gerne kendskab til LGBTQI+ personers livsvilkår samt asyl-, flygtninge- og integrationsområdet

  • Evner at have vores formål og værdier med i alt, du foretager dig

PRAKTISK

Stillingen er på 30-37 timer ugentligt afhængig af opgavevaretagelse, og arbejdstimerne er placeret dag, aften og i weekender. Arbejdsstedet er primært vores community space i København med arbejde på forskellige lokationer, når aktiviteter og events foregår eksternt.

Stillingen ønskes besat pr. 01. januar 2026.

Vi følger de kommunale og statslige lønsatser afhængig af uddannelsesbaggrund, men vi er ikke lønførende.

ANSØGNING

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge – uanset køn, kønsidentitet, seksuel orientering, alder, etnicitet og baggrund i øvrigt.

Ansøgning og CV sendes til job@lgbtasylum.dk markeret ”Chef for frivillighed”.

Eventuelle spørgsmål om stillingen kan rettes til økonomi- og udviklingschef Pernille Haarløv-Johnsen:

E: pernille@lgbtasylum.dk T: + 45 53 50 33 26. Træffes telefonisk fredage kl. 10:00-15:00.

Læs mere om LGBT Asylum: www.lgbtasylum.dk.

Ansøgningsfrist er søndag d. 16. november 2025.

Vi forventer at holde 1. runde samtaler onsdag d. 19. november 2025 og 2. runde samtaler tirsdag d. 25. november 2025, begge dage i dag- og eftermiddagstimerne. Kandidater til 2. runde vil blive bedt om at præsentere en case.

Log ind