Den Grønne Ært Børnehus er småt men godt og vil gerne blive endnu bedre. Vi søger en leder, der kan kvalificere det potentiale, der er i et lille børnehus, hvor man kan bedrive høj pædagogisk kvalitet.
Om Den Grønne ÆrtDen Grønne Ært er beliggende i et naturrigt område, tæt på kolonihaver, hestefolde, skov og strand. Børnehuset er alsidigt indrettet og har gode fysiske rammer, hvilket eksempelvis giver muligheder for motoriske udfoldelser indendørs i fællesrummet, der ligger som institutionens hjerte. De fysiske rammer giver mulighed for fleksibilitet, så der kan arbejdes i både mindre og større børnegrupper. Der er to velindrettede legepladser – én til vuggestuen og én til børnehaven.
Den Grønne Ært er et børnehus med vuggestue og børnehave. I vuggestuen er børnene fordelt på to stuer med op til 11 børn på hver. Børnene opdeles i mindre grupper ved aktiviteter og frokost. I børnehaven er der plads til 30 børn fordelt på to stuer.
PersonaletDu vil blive leder for en personalegruppe af 9 medarbejdere. En personalegruppe, som ikke er bange for at afprøve nye pædagogiske tiltag og metoder. En personalegruppe, som alle har hjertet på det rette sted, og som giver sig tid til at være nærværende og i børnehøjde. Gennem personalets organisering af hverdagen grundlægges betingelserne for en ressourceorienteret pædagogisk tilgang med fokus på at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn.
Vi søger en leder, der kan:• Styrke institutionens profil indefra og ud. Du arbejder grundigt med at implementere den styrkede pædagogiske læreplan – både i praksis, hvor du går forrest i personalegruppen, og i evalueringsrummet, hvor du anlægger et metaperspektiv på praksis for at højne den pædagogiske kvalitet. Udadtil profilerer du Den Grønne Ært, hvor arbejdet med læreplanen kvalificerer dette.
• Udvikle personalets kompetencer. Med din solide viden om børns udvikling fra 0-6 år skal du styrke og udvikle personalets kompetencer – både i den daglige praksis, på afdelingsmøder, personalemøder og gennem pædagogiske kurser.
• Sidst men ikke mindst, så er du en synlig og tydelig leder med empati som fundament. Har du erfaring med ledelse og evt. lederuddannelse er det selvfølgelig et plus, men dygtige pædagoger med lysten til at prøve kræfter med ledelse opfordres også til at søge.
En del af noget størreDen Grønne Ært er en del af område Bøgebakken, som består af syv daginstitutioner i Rudersdal Kommune. Som leder indgår du i et stærkt kollegialt fællesskab med områdets øvrige ledere og områdelederen. Sammen arbejder vi på at opbygge et solidt fagligt ledelsesnetværk med fokus på vidensdeling og fælles udvikling.
Ansættelsesvilkår & ansøgningStillingen er på 37 timer pr. uge med forventet start 1. juli 2025 eller snarest muligt.
Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst og mulighederne i decentral løn.
Ansøgning bilagt kopi af eksamensbevis, CV og øvrige relevante bilag skal uploades via HR-Skyen senest torsdag den 26. juni 2025.
Ansættelsessamtalerne vil finde sted i uge 27.