Har du lyst og mod til at lede et planlægningselement, der styrer vedligeholdet på flere flytyper? Vil du sikre fortsat udvikling, godt arbejdsmiljø og have gode muligheder for forståelse af et kompliceret område?
Så kan du nu søge vores stilling som Leder af Planlægningselementet ved Vedligeholdelsesområde Karup.
Om os Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste er en organisation med ca. 1700 civile og militære medarbejdere, der balancerer forretningsdrift med operativ indsættelse i vedligeholdelsen af Forsvarets køretøjer, skibe og fly, samt våben- og kommunikationssystemer.
Vedligeholdelsesafdeling Luft består af ca. 650 faste medarbejdere og ca. 100 elever. VA LUFT omfatter Forsvarets Flytekniske Uddannelseseskadrille i Karup, to vedligeholdelsesområder i hhv. Karup og Aalborg, samt en stab i Brabrand.
Du vil blive en del af Vedligeholdelsesområdet i Karup. Vi laver vedligehold på alle helikoptere, på T17, på jordudstyr, våben, specialudrustning og på køretøjer. Der er ca. 240 ansatte.
Du har som regel fleksible arbejdstider, din pensionsordning er arbejdsgiverbetalt og din frokostpause er en del af arbejdstiden.
Om stillingen I stillingen som vores nye leder af Planlægningselementet er du øverst ansvarlig for et team af planlæggere og planlægningsassistenter, der alle sætter en ære i at styre arbejdet på Forsvarets fly. Den primære opgave består i at skabe rammerne for, at elementet har de optimale betingelser for at fungere og levere. En anden vigtig opgave er at fungere som vedligeholdelsesområdets repræsentant i Vedligeholdelsesafdeling Luft samlede planlægningskoordination.
Du kommer blandt andet til at arbejde med:
- Produktionsledelse, styring og sikring af enhedens leverancekrav, kvalitet, samarbejde og trivsel
- Indtræde som en del af ledelsesgruppen i Vedligeholdelsesområde Karup og medfølgende ledelsesopgaver
- Udarbejdelse af budget, opfølgning og styring
- Ledelse og personelforvaltning
- Sagsbehandling for chefen for Vedligeholdelsesområde Karup, samt for eget ansvarsområde
- Uddannelse og udvikling af underlagte medarbejdere
- Samarbejde med Flyvevåbnets operative enheder mhp. at omsætte logistik/teknik til operativ effekt, herunder Helikopter Wing og andre eksterne enheder.
- Samarbejde med Vedligeholdelsesområde Aalborg planlægningselement om koordination og sagsbehandling på planlægningsområdet.
Vedligeholdelsesområde Karup har i øjeblikket stor fokus på succesfuld implementering af Danish Military Airworthiness Requirements samt udvikling af en struktur, der tilrettes fremtidens udfordringer. I funktionen er der stor mulighed for at præge og udvikle selve stillingen og resten af flightens struktur i forhold til egne præferencer.
Om dig Du skal være diplomatisk og kunne kommunikere klart i skrift og tale, idet at du bliver en af de afgørende ambassadører i hele organisationen. Samtidig skal du agere som et fagligt fyrtårn der sætter baren højt, og arbejder som et forbillede for enhedens øvrige befalingsmænd.
Stillingen kræver indsigt i de regulative krav, fx inden for EMAR/EASA. Det forventes derfor, at du enten allerede har et solidt kendskab til regelsættet eller har evnen og lysten til hurtigt at sætte dig ind i det. Samtidig skal du kunne arbejde systematisk og indgå i en konstruktiv dialog med både kolleger og andet personel, så I sammen kan finde løsninger inden for rammerne af reglerne
Du har en relevant erhvervsfaglig grunduddannelse med svendebrev, som er suppleret med et flyteknisk COR/MAML. Det er en fordel, hvis du også har erfaring fra Base Maintenance. Derudover besidder du solide ledelseskompetencer, særligt i forhold til at lede befalingsmænd og konstabler, og du har evnen til at navigere i komplekse tekniske og ledelsesfaglige problemstillinger.
Vi søger en person der har viljen til at ville, og som ved, at synergien imellem medarbejdere, er det der gør, at vi i sidste ende leverer.
Vi vægter kontinuerlig udvikling for alle vores ansatte. Derfor vil vi løbende sikre din kompetenceudvikling, hvor vi i fællesskab planlægger, hvordan du opnår kvalificering og udvikling i jobbet.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem
Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 – Centralorganisationen af 2010
og Organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og CO10 og
Centralforeningen for Stampersonel for civilt ansatte under Forsvarsministeriets
myndighedsområde inden for Centralforeningen for Stampersonels forhandlingsområde
(tidligere Forsvarets Civil-Etat).
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg.
Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat i Forsvarsministeriets organisation, er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal
bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele
ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder
i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende,
fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte CH VOKAR major Jeppe Kaae Kock-Mogensen på telefon 7284 4651.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte HR-konsulent Pia Knudsen på telefon 3266 5783.
Ansøgningsfristen er den 20. oktober 2025. Samtaler forventes afholdt umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer inkl. frokostpause og ansættelsen er hurtigst muligt.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte både din ansøgning, CV og kopi af dit
uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
FORSVARETS VEDLIGEHOLDELSESTJENSTE Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste er en kvalitetsledelses og arbejdsmiljøbevidst servicevirksomhed, der vedligeholder, reparerer og modificerer Forsvarets materiel. En del af virksomheden er i dag ISO og arbejdsmiljøcertificeret, hvilket forventes at blive udbredt til hele organisationen. Myndigheden beskæftiger ca. 1700 medarbejdere.
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste består af en Vedligeholdelsesdivision med seks vedligeholdelsesområder fordelt geografisk over hele landet, og en Planlægnings- og Koordinationsdivision beliggende i Brabrand. De seks Vedligeholdelsesområder er specialiseret i at reparere, vedligeholde og modificere specifikke materielsystemer indenfor deres faglige søjle. Planlægnings- og Koordinationsdivisionen består af en Forretningsafdeling og en Driftsafdeling, som varetager koordinerende planlægning, uddannelse, styring, controlling og udvikling af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.
Ud over at reparere og vedligeholde Forsvarets materiel så støtter Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste Forsvarets operationer og missioner med veluddannet militært teknisk personel, der udlånes til Forsvarets enheder iht. aftalte planlægning eller ad hoc i særlige tilfælde.