Leder af Planlægningselement for jordbaseret luftforsvarsvedligehold ved Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste

fuldtid
Leder af Planlægningselement for jordbaseret luftforsvarsvedligehold ved Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste
  • Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste – Brabrand
  • Sødalsparken 20, 8220 Brabrand
Har du lyst til at tage ansvaret for et nyoprettet planlægningselement, der håndterer vedligeholdelse af jordbaseret luftforsvar? Har du den tekniske indsigt, ledelseserfaring og motivationen, der skal til for at sikre fremtidens vedligehold af jordbaseret luftforsvar?

Så søg stillingen nu, og bliv en del af et dynamisk og udviklende miljø.

Om os
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste har ansvaret for en stor del af Forsvarets værksteder ud til brugerniveau og VA LUFT varetager de kapaciteter som benyttes af Flyvevåbnet.

VA LUFT er en del af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste (FVT) og består af en koordinationssektion i Brabrand, en kvalitetssektionen i Aalborg og Karup, to værksteder i Aalborg og Karup, samt en flyteknisk uddannelseseskadrille i Karup.

VA LUFT støtter Flyvevåbnets operative enheder under indsættelse i verdens brændpunkter, enten som en del af selve indsættelsen eller som udrykningsstyrke ved større materielvedligeholdelser.

Vi sikrer logistisk støtte, så operative enheder kan udføre deres opgaver effektivt – både nu og i fremtiden.

Vores opgaveløsning er i høj grad baseret på gode relationer, både internt som eksternt; dette sikres via en god, ærlig og aktiv kommunikationsform. Samtidigt fokuserer vi på kvalitet, tillid, inddragelse og godt humør i et sundt arbejdsmiljø, hvor der er plads til læring.

Du vil blive leder for en nyoprettet Planlægningssektion, og vil få en unik mulighed for at sætte dit præg på fremtidens vedligehold af jordbaseret luftforsvar.

Om stillingen
Som leder af Planlægningselementet, vil du i opbygningsfasen deltage i implementeringsprojektet omkring jordbaseret luftforsvar (JBL). Fokus vil være oprettelsen af et nyt FVT JBL værkstedsområde.

Du vil være med fra starten og få en central rolle omkring oprettelse af det kommende værkstedsområde. Du vil blandt andet skabe rammerne for og efterfølgende opbygge et team af planlæggere, der sætter en ære i at styre vedligeholdelsen af et jordbaseret luftforsvarssystem.

Stillingen vil i opstartsfasen bære præg af projektarbejde, med bred kontakt til såvel interne som eksterne samarbejdspartnere, herunder Flyvevåbnets nyoprettede Air Defence Wing ved Flyvestation Skalstrup. På sigt vil stillingen overgå til drift i det værkstedsområde, du selv har været med til at skabe.

Du kommer blandt andet til at arbejde med:

  • Projekt, analyse og organisatorisk arbejde.
  • Du bliver en del af ledelsesgruppen i Vedligeholdelsesområde Jordbaseret Luftforsvar og medfølgende ledelsesopgaver.
  • Produktionsledelse herunder styring og sikring af enhedens leverancekrav, kvalitet, samarbejde og trivsel.
  • Ledelse og personelforvaltning af Planlægningssektionen.
  • Uddannelse og udvikling af underlagte medarbejdere.
  • Sagsbehandling for chefen for Vedligeholdelsesområde Jordbaseret Luftforsvar, samt for eget ansvarsområde.
  • Udarbejdelse af budget, opfølgning og kontrol.
  • Samarbejde med Flyvevåbnets operative enheder og omsætte logistik/teknik til operativ effekt.
Vi er en myndighed, hvor initiativ, innovation, fleksibilitet og proaktivitet vægtes højt. Vi tilbyder en selvstændig og udfordrende stilling med store udviklingsmuligheder.

Du kan gennem stillingens indhold og berøringsflader skabe gode forudsætninger for videreudvikling i forbindelse med et eventuelt fremtidigt karriereforløb.

Om dig
Du har en relevant håndværksmæssig uddannelse med svendebrev/uddannelsesbevis, f.eks. flymekaniker, mekaniker, klejnsmed, maskinarbejder, industritekniker eller anden tilsvarende uddannelse. Hvis du allerede er overværkmester er det en fordel.

Du er proaktiv og tager selv initiativ, og kan arbejde selvstændigt og kommer med erfaring inden for produktionsstyring samt produktionsplanlægning.

Du vil få ansvaret for implementering af et helt nyt planlægningselement med efterfølgende drift og ledelse af elementet, herunder forestå planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse og kontrol af den samlede driftsplanlægning inden for ansvarsområdet.

Ligeledes vil du, herunder ansættelse og ledelse af et mindre antal sagsbehandlere og specialister i fremtiden. Du skal derfor have lyst til at føre din implementeringsplan ud i virkeligheden og få ansat de helt rigtige kollegaer parallelt med at planlægningsopgaven stiger.

Som person er du professionel, ansvarsbevidst og initiativrig i din tilgang til opgaver, og du formår på en anerkendende måde at koordinere opgaver og problemløsninger igennem dine medarbejdere. Du har veldokumenterede analytiske evner, ligesom dine evner til at kommunikere, samarbejde og koordinere er centrale i forhold til stillingen.

Du har en solid teknisk baggrund, og erfaring fra Base Maintenance. Du skal besidde ledelsesmæssige kompetencer til ledelse af befalingsmænd og konstabler, samt have forståelse af komplicerede problemstillinger inden for det teknisk- og ledelsesfaglige problemfelt.

Du kan navigere i komplekse tekniske og logistiske sammenhænge, og understøtte teamets arbejde på tværs af fagområder.

Ansættelsesvilkår
Du ansættes og aflønnes som overværkmester i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for civilt ansatte under Forsvarsministeriets myndighedsområde inden for Centralforeningen for Stampersonels forhandlingsområde.

Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Til stillingen hører en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfatter af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Dit faste tjenestested er Aarhus.

Ansøgning og kontakt
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte FVT-V-CHAKO Mads Ramsbøl på 7282 1073.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte Personelkommandoen HR-sagsbehandler Pia Knudsen på telefon 3266 5783.

Ansøgningsfristen er 1. juni 2025 Samtaler forventes afholdt umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.

Du bedes søge stillingen via linket. Du bedes ligeledes scanne og vedhæfte relevante dokumenter, som bevis for uddannelse mv.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

FORSVARETS VEDLIGEHOLDELSESTJENSTE
Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste er en kvalitetsledelses og arbejdsmiljøbevidst servicevirksomhed, der vedligeholder, reparerer og modificerer Forsvarets materiel. En del af virksomheden er i dag ISO og arbejdsmiljøcertificeret, hvilket forventes at blive udbredt til hele organisationen. Myndigheden beskæftiger ca. 1700 medarbejdere.

Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste består af en Vedligeholdelsesdivision med seks vedligeholdelsesområder fordelt geografisk over hele landet, og en Planlægnings- og Koordinationsdivision beliggende i Brabrand. De seks Vedligeholdelsesområder er specialiseret i at reparere, vedligeholde og modificere specifikke materielsystemer indenfor deres faglige søjle. Planlægnings- og Koordinationsdivisionen består af en Forretningsafdeling og en Driftsafdeling, som varetager koordinerende planlægning, uddannelse, styring, controlling og udvikling af Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste.

Ud over at reparere og vedligeholde Forsvarets materiel så støtter Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste Forsvarets operationer og missioner med veluddannet militært teknisk personel, der udlånes til Forsvarets enheder iht. aftalte planlægning eller ad hoc i særlige tilfælde.



Log ind