Lærepladsområdet er et stort indsatsområde på SESG, og vi ønsker fortsat at have speed på den gode udvikling. Derfor søger vi hurtigst muligt en lærepladskonsulent til vores uddannelser på TECH.
Vi tilbyder
et spændende og afvekslende job, hvor omdrejningspunktet er at opsøge og etablere lærepladser for skolens elever. Et job hvor vores elever og lokale virksomheder er i fokus og hvor dit netværk og dine personlige salgskompetencer kommer i spil, i en branche som har et stærkt politisk fokus.
Vi tilbyder en alsidig og spændende arbejdsplads, hvor personlig og faglig udvikling er højt prioriteret. En arbejdsplads med kompetente, udviklingsorienterede og sociale kolleger.
Dine arbejdsopgaver består primært i at opsøge virksomheder og formidle uddannelsesaftaler mellem elever og virksomheder. Du skal påtage dig den rådgivende funktion over for virksomhederne og bistå dem i de administrative procedurer omkring uddannelsesaftaler og aftaletyper. Desuden skal du yde assistance, når virksomheder skal godkendes til at kunne indgå aftaler.
Du opbygger kendskab til skolens elever og yder hjælp i forbindelse med skriftlige ansøgninger, CV og jobsamtaler. Du er involverende og sikrer en tæt dialog med skolens organisation. Jobbet indeholder også administrative opgaver. Du arbejder strategisk i samarbejde med din nærmeste leder og ledelsen på uddannelsen.
Vi forventer, at du har lyst til arbejdet med unge mennesker og desuden har erfaring med opsøgende arbejde og kan opbygge et netværk. Du har kendskab til erhvervsuddannelserne og til erhvervslivet generelt og ikke mindst lokalt. Du fungerer godt i sælger/formidlingsrollen, fastholder kontakten til virksomhederne og kan lukke aftaler.
Du har øje for værdiskabende aktiviteter i det tværgående arbejde på skolen, og har en tillidsfuld indstilling med gennemslagskraft og rummelighed. Du er positiv og serviceminded.
Du vil primært skulle varetage uddannelserne inden for skibsmontør, smed, industritekniker og personvognsmekaniker. Erfaring og/eller et godt netværk inden for områderne er derfor en klar fordel, men ikke et krav.
Er det dig vi leder efter?
Om skolen Vi er en arbejdsplads beliggende i Svendborg- en by i rivende udvikling. Vores skole er fyldt med unge mennesker, der er i gang med at forme deres fremtid og derfor summer her altid af aktivitet og liv. Vi er et sted, hvor vi kender hinanden og interesserer os for hinanden og hvor man møder både engagement, hjælpsomhed og et ægte ønske om, at elever og kolleger lykkes. Hos os finder du blandt andet en løbeklub, kunstklub og arrangementer som sommerfester og julefrokoster, hvor vi nyder at være sammen og skabe det gode fællesskab. Som arbejdsplads er vi præget af høj faglighed, stærkt kollegaskab og en varm og uformel omgangstone. Her er kort vej til ledelsen og vi lægger vægt på at skabe en god balance mellem dit arbejdsliv og familieliv.
Ansættelse Stillingen er en fast stilling på 37 timer om ugen. Løn og pension i henhold til gældende overenskomst.
Arbejdsstedet er som udgangspunkt Porthusvej 71 i Svendborg.
Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt og senest 1. august 2025.
Information Er du interesseret i at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Henrik Andreasen på 72 22 57 40 /
han@sesg.dk.
Ansøgningsfrist Den 10. juni 2025.
Bemærk: Det er kun ansøgninger, der modtages via ”Søg stillingen”, der vil blive taget i betragtning.
Samtaler Ansættelsessamtaler gennemføres løbende samt i uge 24 og 25.