Kontorchef til afdelingen for By og Land i By-, Land- og Kirkeministeriets departement

fuldtid
Kontorchef til afdelingen for By og Land i By-, Land- og Kirkeministeriets departement
Har du erfaringen og evnerne til at lede et mangfoldigt og samfundsvæsentligt fagområde i samspil med dygtige medarbejdere, andre ministerier og interessenter? Vil du stå i spidsen for arbejdet med at skabe optimale rammer for udvikling af byer og landdistrikter, udbygning af vedvarende energi på land og udvikling af Danmark som attraktiv og bæredygtig turistdestination? Så er det måske dig, vi søger til stillingen som kontorchef i By-, Land- og Kirkeministeriets departement.


Om stillingen
Du bliver kontorchef i afdelingen for By og Land, hvor du sammen med kontorets anden chef skal lede kontoret med ansvar for vedvarende energi, turisme, planlov og landdistrikter.

Kontoret har særligt ansvar for policyudvikling og regulering i forhold til reglerne for fysisk planlægning og landdistriktsudvikling. Opgaverne omfatter desuden at understøtte regeringens arbejde i relation til turismeerhvervet, bl.a. gennem udmøntningen af den nationale turismestrategi. Derudover har kontoret ansvar for opgaver i relation til planlægning for vedvarende energi, herunder testcentre for store vindmøller, energiparker og tiltag til planlægning for øvrig energiinfrastruktur. Kontoret har også ansvar reguleringen af fritidsboliger mv.

Vi lægger vægt på et godt fagligt fællesskab blandt kontorets ca. 18 medarbejdere.


Arbejdsopgaver
Dine arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte ansvar for tilrettelæggelse af politiske udspil og forelæggelse af beslutningsoplæg for minister og departementschef. Dertil vil du lede opgaver vedrørende regeringsudvalgssager og samarbejde med centrale interessenter. Sammen med din chefkollega skal du lede ministeriets opfølgning på en række politiske aftaler om bl.a. vedvarende energi på land, testvindmøller, implementeringen af regeringens strategi for turisme og planloven.

Personaleledelse er et centralt element i stillingen. I den egenskab skal du sætte retning og give handlerum for dygtige medarbejdere og prioritere, give feedback og understøtte udvikling af kompetencer og talenter. Endelig vil du være omdrejningspunkt i forhold til at fastholde og videreudvikle et tillidsfuldt og effektivt samspil mellem kontoret og Plan- og Landdistriktsstyrelsen, VisitDenmark, Dansk Kyst- og Naturturisme, Wonderful Copenhagen, MEETDenmark m.fl.

Du vil indgå i By-, Land- og Kirkeministeriets ledelsesgruppe og referere til afdelingschefen for afdelingen for By og Land.


Om dig
Vi forventer, at du har en relevant akademisk uddannelse. Dertil lægger vi vægt på:

  • Ledelsesmæssige erfaringer, gerne fra en politisk ledet organisation, og talent for at strukturere, prioritere og skabe overblik
  • Fagligt kendskab til erhvervs- og energipolitik generelt, turismeområdet og regulering af arealanvendelse, herunder i forhold til vedvarende energi på land
  • Internationale erfaringer, særligt i relation til erhvervsregulering i EU
  • En god fornemmelse for den politiske dagsorden
  • Evne til at skabe tillidsfulde og effektive samarbejdsrelationer
  • Stor arbejdskapacitet, formidlingsevne og gennemslagskraft.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som kontorchef i en fuldtidsstilling. Ansættelsen sker på åremålsvilkår i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten med indplacering i løngruppe 1. Afhængig af kvalifikationer er der mulighed for at forhandle et kvalifikationstillæg i forbindelse med ansættelsen.


Er du interesseret?
Vil du høre mere om stillingen, kan du kontakte afdelingschef Hans Peter Olsen på tlf.: 4061 3393 eller pr mail: hapo@km.dk.

Stillingen er til besættelse hurtigst muligt, og ansøgningsfristen er den 24. oktober 2025.

Din ansøgning skal indeholde motiveret ansøgning, CV og relevante eksamenspapirer.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.


Om By-, Land- og Kirkeministeriet
By-, Land- og Kirkeministeriets departement er beliggende i historiske omgivelser lige ved Christiansborg. Du vil blive en del af en organisation præget af høj faglighed, engagement og samarbejde. Som ansat i By-, Land og Kirkeministeriet bliver du del af en organisation med ca. 260 ansatte i henholdsvis departementet og Plan- og Landdistriktsstyrelsen. Vores hverdag er præget af høj faglighed og engagement hvor sparring og samarbejde er i højsædet. Vi lægger vægt på at være en attraktiv og innovativ arbejdsplads med et uformelt arbejdsmiljø.

Ministeriet ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du kan læse mere om By-, Land- og Kirkeministeriet på www.blkm.dk.

Log ind