Konsulenter til ledelsesbetjening i Rektorsekretariatet på Roskilde Universitet

fuldtid
Konsulenter til ledelsesbetjening i Rektorsekretariatet på Roskilde Universitet
  • Roskilde Universitet
  • Universitetsvej 1, 4000 Roskilde
Vil du være med til at præge fremtidens RUC – og bygge et professionelt og kompetent Rektorsekretariat op? Har du politisk forståelse og erfaring med ledelsesunderstøttelse? Så er du måske én af Roskilde Universitets to nye konsulenter i Rektorsekretariatet.

Roskilde universitet søger to erfarne konsulenter der brænder for interessevaretagelse, ledelsesbetjening og uddannelses- og forskningspolitik – og som kan påvirke og omsætte ledelsens beslutninger til konkret værdi for organisationen, de studerende og samfundet.

Om stillingen
Roskilde Universitet står solidt placeret i den Sjællandske region med et klart defineret strategisk ståsted for fremtiden. Med udgangspunkt i Strategi RUC 2030: Interconnected, der sætter forskning først, har vi fokus på, at vi som universitet bidrager med forskning, viden og metoder til løsning af væsentlige samfundsrelevante problemstillinger. Vi har og skal fortsætte med at udvikle stærke og aktuelle kandidatuddannelser med fokus på fremtidens efterspurgte kompetencer, og vi har stærkt fokus på, at vi er Sjællands universitet, som løfter uddannelsesniveauet, herunder bidrager til arbejdsmarkedet, innovationen og udviklingen i regionen.

I Rektorsekretariatet står vi for den nære understøttelse af rektoratet. Det betyder at vi:
  • sikrer den politisk interessevaretagelse
  • oversætter og videreformidler politiske udspil, finanslovsforslag mv. til organisationen
  • rammesætter og igangsætter universitets større reformer og tværgående indsatser
  • betjener universitets bestyrelse
  • koordinerer og sekretariatsbetjener universitets råd og udvalg
  • Understøtter topledelsen ift. at løse eller distribuere en lang række opgaver der kommer ind hos dem som det første

Vi står nu overfor et spændende år med store strategiske beslutninger og planlagte ændringer i rektoratet, og derfor har vi behov for flere kræfter til at bære opgaverne til dørs. Vi søger to stærke konsulenter med to forskellige profiler.

Profil 1: Konsulent med politisk og strategisk forståelse
Vi søger dig som:
  • Har blik for det politiske uddannelseslandskab, både nationalt, regionalt og lokalt og kan arbejde med politiske forhandlinger samt omdanne politiske initiativer til implementerbare indsatser
  • Som kan oversætte politiske signaler og rådgive ledelsen om organisationens muligheder
  • Som kan oversætte organisationens strategi til interessenter
  • Som kan være medudvikler på det strategiske landskab og understøtte implementeringen, med fokus på den politiske interessevaretagelse
  • Som kan understøtte ledelsen i deres kommunikation internt og eksternt og har forståelsen for vigtigheden af kommunikation i både det store og i det små.

Profil 2 – Konsulent til Ledelses- og sekretariatsbetjening
Vi søger dig som kan:
  • Yde strategisk sparring til en topledelse og sikre, at rammerne omkring dem er i orden
  • Tilrettelægge arbejdsprocesser og holde dem på sporet i en omskiftelig organisation
  • Understøtte bestyrelsen, råd, udvalg og ledelsesfora, herunder koordinerer sager og materiale og gå i dialog med organisationen om at kvalitetssikre og skrive referater
  • Lede og deltage i tværgående projekter i organisationen
  • Være del af en løbende udvikling af ledelsesbetjeningen, herunder forbedring af sagsprocesser og kvalitetssikring af sager.
  • Planlægge større arrangementer såsom årsfest, ministerbesøg og ledelsesseminar

Vi forestiller os, at du har en relevant kandidatuddannelse. Søger du med et par års erfaring, ser vi gerne at du før har været i en politisk styret organisation og har helt styr på at sikre gode arbejdsforhold for en topledelse. Søger du som special – eller chefkonsulent forventer vi, at du før har været helt tæt på topledelsen – gerne i et ledelsessekretariat i kommune, departement eller lignede. Kendskab til uddannelses- og forskningssektoren er en fordel uanset baggrund.

Vi lægger vægt på, at du:
  • Er særdeles god til at formulere dig mundtligt og især skriftligt.
  • Er tillidsvækkende og god til at samarbejde på tværs af en stor organisation med mange forskellige faglige perspektiver.
  • Arbejder selvstændigt og er god til at bevare fokus, når der er mange forskelligartede opgaver, også med korte deadlines. Samtidig lægger vi vægt på, at du er god til at sparre og række ud, hvis noget er vanskeligt.
  • Er fleksibel, serviceminded og grundig med sans for detaljer.

Om os
Du bliver en del af et professionelt Rektorsekretariat med dygtige medarbejdere, som arbejder tæt sammen med de øvrige enheder i Stab og Presse. Rektorsekretariatet består af Forkontor og Fora samt Politik, strategi og politisk interessevaretagelse. Vi spænder bredt i erfaring og faglighed og lykkes med at løse opgaverne i fællesskab.
Vi har en spændende og varieret hverdag tæt på universitetets rektorat med gode muligheder for sparring og udvikling. Der er et tæt samarbejde med engagerede kollegaer, hvor tillid, dialog og faglighed vægtes højt.

Hvis du vil vide mere
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Chef for Rektorsekretariatet Nada Ommen på nommen@ruc.dk eller tlf. +45 51827034.
Dog ikke mellem d. 23. december og d. 4. januar.

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler d. 14. og 15. januar og 2. samtaler i uge 4. Der vil indgå en case i ansættelsesprocessen. Forventet tiltrædelse er 1. marts 2026 eller snarest muligt.

Ansættelsesvilkår
Der er som udgangspunkt tale om ansættelse på fuldtid, dvs. 37 timer om ugen. Du bliver ansat efter kvalifikationer og erfaring i henhold til overenskomsten mellem Finansministeriet og AC. Der er mulighed for at forhandle et eventuelt tillæg.

Ansøgning
Søg stillingen på https://ruc.dk/ledige-stillinger-pa-roskilde-universitet/

Ansøgningen skal indeholde:
  1. Motiveret ansøgning
  2. CV
  3. Dokumentation for uddannelse

Ansøgningsfristen er den 8. januar 2026
Materiale modtaget efter fristens udløb vil ikke blive taget i betragtning.

Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge hos os.

Roskilde Universitets fornemmeste opgave er eksperimenterende, nyskabende former for læring, forskning og problemløsning, som flytter samfundet fremad. Vi uddanner kompetente tværfaglige kandidater og skaber videnskabelige resultater af højeste kvalitet gennem åbenhed, involvering og videndeling.
Roskilde Universitet har ca. 6.900 studerende, 900 ansatte og 888 mio. kr. i årlig omsætning.

 

Log ind