Er du klar til spændende juridiske opgaver på personaleområdet? – så er du måske den konsulent vi søger til forhandlingsteamet
Vi har en hel del at tilbyde
I Koncern HR har vi mange afvekslende opgaver i en hverdag fuld af ansættelsesretlige og personalejuridiske udfordringer. Du vil indgå i Forhandling, med et team af 16 fagligt dygtige kolleger med mulighed for sparring, udvikling og indflydelse på egen arbejdstilrettelæggelse. Sammen leverer vi juridisk rådgivning med høj faglighed til regionens ledere.
Som ny kollega vil du opleve et kollegialt fællesskab, med stor opbakning fra dine kolleger. Det betyder, at du kommer godt og trygt ind i vores organisation og opgaverne. Vi har en daglig ledelse, som er lyttende, inddragende og tilgængelig ift. sparring og feedback.
Du vil blive kontaktperson for egne afdelinger, og du får rig mulighed for at bruge din faglighed på juridisk rådgivning, sagsbehandling af vanskelige personalesager, lønforhandlinger og øvrige forhandlinger på personaleområdet. Deltagelse i tjenstlige samtaler er en væsentlig del af jobbet.
Din profil
Det er vigtigt, at du kan trives i et til tider konfliktfyldt rum, og kan udvise professionalisme og empati i situationen. Det er afgørende, at du kan træde i karakter i rollen som specialisten, og sikre forhandlingsklimaet og de gode løsninger, ligesom du mestre at træde i baggrunden, alt efter behov.
Du er god til at lytte og kommunikere respektfuldt, mens du evner at holde fast i din dagsorden. Du er god til at opbygge og vedligeholde relationer, både til ledere, medarbejdere og øvrige samarbejdspartnere. Du kan hurtigt danne dig et overblik og gennemskue komplekse juridiske problemstillinger og processer. Det er vigtigt, at du kan arbejde selvstændigt, er fagligt nysgerrig og let tilegner dig ny viden, samt er vant til at arbejde med tidsfrister og prioritering af din opgaver.
Du mestrer at være en god kollega, der bidrager til afdelingens gode arbejdsmiljø.
Vi forventer, at du som minimum har et par års relevant erfaring inden for personaleområdet med lignende opgaver, og er opdateret på området. Din uddannelsesmæssige baggrund kan fx være cand.jur., cand.merc.jur. eller relevant administrativ uddannelse.
Region Sjælland spreder sig over et stort geografisk område, hvorfor du skal regne med en del transport. Du skal derfor have gyldigt kørekort (B – personbil) for at varetage stillingen.
Vil du vide mere?
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte konsulent Heidi Westergaard 24 41 05 38 eller forhandlingschef Peter Mattsson på 20 16 88 57.
Du kan læse mere om Koncern HR på www.regionsjaelland.dk.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er 37 timer pr. uge med flekstidsordning. Der er mulighed for op til 2 ugentlige hjemmearbejdsdage. Arbejdsstedet er Regionshuset i Sorø.
Du ansættes og aflønnes efter gældende overenskomst, samt efter aftale om lokal løndannelse
Du skal forvente, at vi indhenter reference fra tidligere ansættelser.
Ansøgningsfrist
Ansøg senest søndag den 8. juni 2025. Samtaler forventes afholdt i perioden fra 16. til 19. juni 2025.
Koncern HR understøtter strategisk og udviklingsmæssigt Region Sjælland som en attraktiv arbejdsplads. Region Sjælland udvikler og leverer offentlig service til borgere, kommuner og virksomheder. Læs mere om Region Sjælland på www.regionsjaelland.dk