Konsulent med fokus på ansvarlig implementering af ny teknologi

fuldtid
Konsulent med fokus på ansvarlig implementering af ny teknologi
  • www.aalborg.dk
  • 9310 Vodskov

Vil du være med til at sikre rammerne for at kunstig intelligens anvendes ansvarligt, sikkert og til gavn for borgerne og medarbejderne på sundheds- og omsorgsområdet i Aalborg Kommune?

I Aalborg Kommune, er vi i fuld gang med at udvikle rammerne for en ansvarlig og værdiskabende brug af kunstig intelligens. Vi står over for en transformation med store potentialer for at skabe bedre service, frigøre ressourcer og understøtte kerneopgaven.

Vi søger derfor en relationel og kommunikativ stærk konsulent, som sammen med dygtige kollegaer har lysten og evnerne til at arbejde med rammerne for kunstig intelligens på sundheds- og omsorgsområdet. En konsulent, som forstår og kan navigere i et komplekst regulatorisk landskab og som ikke blinker, når talen falder på infrastruktur, anskaffelse og dybdeimplementering. Kort sagt en konsulent med stort kendskab til såvel barrierer og potentialer for teknologien i en kommunal kontekst.

Om stillingen:

Dine primære arbejdsopgaver vil være nedenstående, men med afsæt i dine specifikke kompetencer og motivation har du mulighed for at udvikle dig og din stilling: 

  • Projektledelse både internt i forvaltningen og på tværkommunale projekter
  • Kapabilitetsopbygning på alle niveauer i forvaltningen vedrørende kunstig intelligens
  • Støtte forvaltninger i at definere behov og udvælge de løsninger, der giver mest værdi tæt på kerneopgaven
  • Formidle kompleks viden om kunstig intelligens, herunder regulatoriske krav og sikkerhed på en letforståelig måde 
  • Indgå i tværgående samarbejde omkring kunstig intelligens i forvaltningen og i Aalborg Kommune
  • Indgå i tværgående samarbejder med leverandører, Regioner, Staten samt andre Kommuner vedrørende kunstig intelligens

Hvem er du? 

Du er relationelt stærk og har kendskab til kunstig intelligens i en kommunal kontekst. Du har erfaring med og er komfortabel i at arbejde tæt sammen med mange fagområder og på mange niveauer af organisationen. Du kan navigere i en kompleks dagsorden og i et regulatorisk landskab, hvor sikkerhed og ansvarlighed vægter højt, og hvor forandringsledelse, samarbejde og implementering er vigtigere end prompter og modeller. Du kan formidle kompleks viden og trives i en hverdag, hvor risiko og ansvarlighed skal gå hånd i hånd.

Du har formentligt en lang videregående uddannelse og du har en solid erfaring inden for AI og digitalisering fra kommune eller lignende organisationer. 

Hvem er vi?

I Senior og Omsorg, Aalborg Kommune, er vi mere end 4.000 ansatte, der hvert år er i kontakt med flere end 15.000 mennesker i kommunen. Mennesker som på den ene eller anden måde har brug for vores støtte og omsorg i hverdagen. Vi bevilger og leverer ydelser som personlig hjælp og pleje, praktisk hjælp, madservice, træning, genoptræning, hjælpemidler samt plejeboligtilbud til voksne. Det er sjældent bare ét tilbud, men ofte en bred og tværfaglig indsats, der skal til for at fremme den enkeltes mulighed for at leve et så uafhængigt liv som muligt.

Du bliver en del af Teamet ”AI og Data” i afdelingen ”Økonomi og Data”, som er smukt beliggende mellem bøgetræerne i Hammer Bakker, Vodskov. Teamet er en tværgående funktion i Senior og Omsorg med en bred snitflade til hele organisationen. Vores primære fokus er udviklingen af databaseret beslutningsstøtte herunder ledelsesinformation, BI og applikationer samt anvendelsen af kunstig intelligens.

Vi sætter barren højt for vores opgaveløsning, og vi brænder for at lykkes med det, vi laver. I teamet insisterer vi på, at gode resultater skabes med høj faglighed, motivation og kreativitet. Vi forudsætter åbenhed i dialogen, og vi ønsker at skabe en ramme og tilrettelægge opgaveløsningen så dine muligheder for at lykkes og skabe resultater er optimale.

Når du søger stillingen

I din ansøgning forventer vi, at du beskriver hvordan, hvorledes du og dine kompetencer kan understøtte vores AI-transformation, og hvordan dine kompetencer kan være med til at løse de beskrevne arbejdsopgaver. Vi vil også vide, hvordan vi får den bedste kollega ud af dig, hvad der motiverer dig, og hvordan du arbejder og samarbejder bedst.

Ansøgningsfrist, samtaler og tiltrædelsesdato

Hvis du synes, stillingen lyder spændende, og at dine kompetencer, erfaring og motivation matcher vores ønsker, så send en ansøgning senest 15. oktober 2025.

Ansættelsessamtalen forventes afholdt onsdag den 22. oktober 2025.

Forventet tiltrædelse er den 1. december 2025, eller efter nærmere aftale derefter.

Vil du vide mere om os?

Du er velkommen til at kontakte leder og chefkonsulent Lasse Brøndberg Østergaard på telefon 2520 5458 eller på mail: lao-aeh@aalborg.dk, hvis du har spørgsmål eller vil høre mere om stillingen.

Arbejdsstedets adresse

Senior og Omsorg, Administrationsafdelingen, Økonomi og Data, Storemosevej 19, 9310 Vodskov.

Løn- og ansættelsesvilkår
Efter gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Stillingen er i udgangspunktet på 37 timer/ugen.

Forud for endelig ansættelse skal der foreligge en straffeattest og indhentes referencer.

Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.

Bliv en del af Dobbelt A – få dobbelt op på muligheder
Hos os bliver du en del af et fedt fællesskab med 17.500 kolleger. Glæd dig til at få dobbelt op på udviklingsmuligheder, gode ansættelsesforhold og fokus på trivsel. Vi tror på, at forskellighed gør os stærkere, og opfordrer alle til at søge – uanset alder, køn, baggrund, religion eller handicap.

Se alle fordelene ved et job hos os og bliv klogere på ansættelsesprocessen trin-for-trin. https://www.aalborg.dk/job-og-karriere

Log ind