Kommunikationschef med politisk og journalistisk tæft

fuldtid
Kommunikationschef med politisk og journalistisk tæft
  • Stab for Politik, Strategi og Digitalisering
  • Rødovre Parkvej 150, 2610 Rødovre
I Rødovre står vi aldrig alene. Vi løfter i fællesskab – med hinanden og for hinanden. Under overskriften Sammen om Rødovre arbejder vi hver dag for at skabe en kommune, hvor fællesskab, nærhed og ansvarlighed går hånd i hånd. Her gør vi en forskel, fordi vi gør det sammen – på tværs af fagligheder, borgere og politisk ledelse.

Som kommunikationschef i Rødovre bliver du en del af den fortælling. Du skal skabe den røde tråd i kommunens kommunikation gennem strategisk rådgivning, levende fortællinger og dag til dag presse. Du skal sætte retning for, hvordan vi kommunikerer klart, åbent og engagerende – og sikre, at borgerne kan mærke, hvad vi står for. Vi søger en leder, der kan binde fortællinger sammen på tværs af kommunen og styrke det fælles sprog, der skaber tillid, troværdighed og sammenhæng i alt, vi gør.

Om jobbet
Som kommunikationschef bliver du ansvarlig for Team Kommunikations arbejde med presse, sociale medier, web, magasinudgivelse, videoproduktion, strategiske kommunikationsplaner, design, taler og borgerinddragelse.
Arbejdet med at sætte den lokale dagsordenen og håndtere dag til dag presse er en del af hverdagen, og pressevagten ligger i udgangspunktet hos dig.
Du bliver samtidig daglig og faglig leder af teamet bestående af to kommunikationskonsulenter, en webredaktør (vacant) og en studentermedhjælper.
Du bliver en del af en veldrevet og ambitiøs, politisk ledet organisation og kommer til at arbejde selvstændigt med rådgivning af både direktion, borgmester og kommunalbestyrelse.

Presse og rådgivning fylder en del. Herudover bliver nogle af dine første opgaver:
  • Planlægge og afvikle kommunikation omkring ny budgetaftale, kommunalvalg og opstart på ny valgperiode
  • Indgå i arbejdet med en ny hjemmeside og tegne vores nye visuelle identitet og designlinje
  • Udvikle en kanalstrategi for kommunikation, der optimerer både myndighedskommunikation og borgerinddragelse
  • Videreudvikle og sætte retning for vores kommunikationsstrategi

Organisatorisk referer du til stabschefen for Politik, Strategi og Digitalisering. Du får kontor lige ved siden af borgmester og kommunaldirektør og bliver en del af et tæt og tillidsfuldt samarbejde med stabschefen og de øvrige ledere i staben (Jura- og Politisk Betjening, Digital Drift, Digital Udvikling samt Strategi og Udvikling).

Din profil
Vi ved, at ingen kan alt – men vi leder efter en ambitiøs kommunikationschef med et godt politisk kompas. Det betyder, at du:
  • Har styr på det journalistiske håndværk og solid erfaring med pressehåndtering, gerne fra en politisk ledet organisation
  • Evner at balancere mellem strategisk rådgivning og praktisk kommunikation – fx taler, pressemeddelelser, SoMe og krisekommunikation
  • Har talent og lyst til både faglig og personalemæssig ledelse – ledelseserfaring er en fordel, men ikke et krav
  • Kan sætte dagsordenen og sætter pris på også selv at være udførende.
  • Er en god sparringspartner for borgmester og ledelse på presseområdet.
  • Står til rådighed for hele organisationen og er god til at skabe relationer, samarbejde og finde fælles løsninger.
  • Er fleksibel – også når planerne ændres, og dagen trækker ud.
  • Er imødekommende, men også har en tydelig faglighed og tør udfordre organisationen.
  • Vil være med til at opbygge et team, hvor vi er sammen om at levere, tør udfordre hinanden og har det godt sammen.

Derfor skal du vælge os
Vi er en stærk velfærdskommune med en veldrevet organisation og en kommunalbestyrelse, der tager ansvar og står sammen om at løse de store samfundsudfordringer. Her er højt til loftet, handlekraft og gensidig tillid – både mellem medarbejdere og ledelse og i samarbejdet med det politiske niveau. Nærhed – geografisk og menneskeligt – er et særkende for vores måde at arbejde og samarbejde på.

Løn- og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.

Hvis du vil vide mere
Se om Rødovre Kommune på www.rk.dk. Du er også velkommen til at kontakte stabschef Ingrid Melchiorsen på telefon 50 77 56 77.

Ansøgning
Vi skal have din ansøgning med relevante bilag og referencer senest mandag den 9. juni 2025. Vi forventer at holde to samtaler. Første ansættelsessamtale forventer vi at holde fredag den 13. juni. Anden samtale forventer vi at holde den 23. juni. Hvis du går videre til anden samtale vil der desuden være et kort møde med borgmesteren medio uge 25. Ansættelse pr. 1. august 2025. Klik på knappen ”søg job” for at sende din ansøgning.

Rødovre Kommune er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et højt ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en attraktiv og spændende arbejdsplads, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet.

Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Bemærk, at Rødovre Kommune har røg- og nikotinfri arbejdstid, som betyder, at vi ikke må ryge eller tilsvarende som vapes eller snus i arbejdstiden.

Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.

 

Log ind