Kirkesanger søges
Bjergby-Mygdal Sognes Menighedsråd søger en kirkesanger
pr. 1. december 2025 eller efter aftale.
Vi er et pastorat, som er kendetegnet ved, at der er et særdeles godt og positivt samarbejdsklima
mellem medarbejdere og menighedsråd, og hvor alle er åbne for nytænkning og udvikling.
Vi søger en god og stabil sanger, der kan understøtte fællessangen og være med til at styrke kirkegængerne i at synge sammen. Vi forventer, at du er en åben og imødekommende person,
som med god situationsfornemmelse og selvstændighed kan og vil være med til at understøtte gudstjenesten på en professionel og engageret måde.
Vi er et pastorat med to kirker. Vi har klassiske højmesser, musikgudstjenester, familiegudstjenester og andre kirkelige arrangementer. Der er gudstjenester hver søndag fordelt på de to kirker.
Ved gudstjenesterne er det kirkesangerens opgave at læse de ind- og udgangsbønner, som præst og menighedsråd har vedtaget at bruge.
Vi søger en kirkesanger, der:
· har en god liturgisk fornemmelse og en bred faglighed inden
for både den klassiske og rytmiske genre
· kan forestå sang, den vokale del af liturgi og menighedssang, ved gudstjenester,
kirkelige handlinger og andre kirkelige aktiviteter såvel i som uden for kirken
· evt. kan synge solo ved højmesser og kirkelige handlinger
· evt. kan medvirke ved babysalmesang
· evt. kan medvirke musisk ved børne- og ungdomsarbejde og kirkens øvrige aktiviteter
Vi forventer, at du:
· har relevant uddannelse og basisviden inden for kirkemusik og kirkefaglighed
· er udadvendt og har gode samarbejdsevner
· har interesse for Folkekirkens opgave og vil deltage aktivt i menighedslivet
· vil indgå i et fleksibelt arbejdsfællesskab med vores præst, organist,
øvrige personale, menighedsråd samt frivillige medarbejdere
Vi tilbyder:
· gode og åbne arbejdsforhold med præst, organist og menighedsråd, der lægger stor vægt på musikkens og sangens rolle i gudstjenesten
· aktiv menighed med en god kirkegang
· et godt samarbejdsmiljø, hvor der er rum til at udvikle sig såvel personligt som fagligt
· pt. en stilling på 9 timer pr. uge – men en stilling, hvor der med den rette kirkesanger er gode udviklingsmuligheder
Ansættelse af en kirkemusiker vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 og organisationsaftale mellem By, Land- og Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kirkemusikere.
Årslønnen for en kirkemusiker aftales indenfor intervallet 323.233,66 kr. – 460.607,84 kr. (nutidskroner).
Rådighedstillægget udgør årligt 26.771,00 kr. (nutidskroner).
OK tillæg på 1048,00 kr. (nutidskroner).
Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Dansk Kirkemusiker Forening inden ansættelsen.
Løn, OK tillæg samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.
Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk
Der er pligt til at gøre tjeneste ved andre ansættelsesmyndigheder i provstiet i overensstemmelse med de aftaler menighedsrådene indgår/har indgået med andre ansættelsesmyndigheder.
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til
Sognepræst Mette Dolberg, tlf. 51 48 10 22
Organist Benedikte Hauge Olsen, tlf. 28 59 24 93
Ansøgningsfristen er torsdag d. 13. november 2025 kl. 12.00 Ansøgning samt evt. referencer, sendes til Bjergby-Mygdal Sognes Menighedsråd
på mail: 8461fortrolig@SOGN.DK
Ansættelsessamtale og prøvesang forventes afholdt i uge 47 eller efter aftale.
Menighedsrådet kan oplyse, at
- der vil blive indhentet referencer og børneattest i forbindelse med ansættelsen
- der er tre måneders prøvetid.
Læs mere om sognene på www.bjergby-mygdalkirker.dk