En stilling som medarbejder ved Holbæk Provstis kateketiske enhed er ledig til besættelse pr. 1. januar 2026. Stillingen er på 18,5 timer ugentligt.
Hvem er du:
Du kan have en baggrund som fx lærer, pædagog, præst/teolog eller selvfølgelig som kirke- og kulturmedarbejder.
Du må meget gerne have erfaring med arbejde med børn og unge – enten generelt eller i kirkelige sammenhænge.
Du brænder for arbejdet med konfirmander, minikonfirmander, babysalmesang og for at medvirke ved gudstjenester for børn og unge.
Du har didaktisk og pædagogisk indsigt og erfaring.
Du har lyst til at arbejde med børn og har evne til at støtte og supplere præsterne som formidlere af det kristne budskab og de kristne værdier.
Du skal varetage følgende opgaver:
Som medlem af provstiets kateketiske enhed indgår du i et team, der støtter provstiets præster i deres arbejde med konfirmander – både i tilrettelæggelsen af den almindelige undervisning, gennem deltagelse i selve undervisningen og ved at arrangere konfirmandevents for flere sogne. Derudover arbejder den kateketiske enhed på at styrke børne- og ungearbejdet generelt, f.eks. ved at videreudvikle eksisterende koncepter og udvikle nye.
Arbejdspladsen er placeret i provstiets udviklingscenter på Hellestrupvej i Sdr. Asmindrup, hvor også provstiets administration, konsulenter og skoletjenesten KViST har til huse.
Vi er ca. 15 medarbejdere, som i det daglige er tilknyttet Holbæk Provstis udviklingscenter.
Du må påregne lejlighedsvist weekendarbejde.
Du refererer til provsten.
Vi forventer, at du:
har kendskab til og/eller uddannelse inden for undervisning af børn og unge eller har erfaring hermed.
har en kreativ åre og holder af at synge eller spille
har interesse for og engagement i folkekirkens formål og arbejde
har gode samarbejdsevner på tværs af funktioner og organisationer på en kirkelig arbejdsplads
kan være geografisk fleksibel mellem kontoret på Hellestrupvej og sognene. Dette gælder også i forhold til undervisning i forskellige sognelokaler og kirker i provstiet. Bil og gyldigt kørekort er nødvendige. Kørselsgodtgørelse afregnes efter statens regler.
Generelt om arbejdspladsen
Vi har et hyggeligt kontorfællesskab i Sdr. Asmindrup med ugentlig morgenmad for hele huset og sociale arrangementer som f.eks. sommerfest og julefrokost.
I hverdagen lægger vi vægt på en uformel og omsorgsfuld omgangstone, hvor der er plads til både faglig sparring og et godt grin over kaffen. Vi bakker hinanden op i travle perioder, fejrer små og store begivenheder sammen og forsøger bevidst at skabe et arbejdsmiljø, hvor man føler sig velkommen, set og som en del af et fællesskab.
Generelt om Holbæk Provsti
Holbæk Provsti består af 33 kirker fordelt på 24 sogne. Nogle sogne arbejder sammen i et pastorat, så der i alt er 18 pastorater, og nogle sogne har fælles menighedsråd, så der i alt er 21 menighedsråd. Ca. 150 menighedsrådsmedlemmer og endnu flere ansatte udgør tilsammen et stort og spændende arbejdsfællesskab om at drive kirker og kirkegårde.
Løn og ansættelse
Ansættelse sker ved Holbæk Provsti, Hellestrupvej 38, Sdr. Asmindrup, 4390 Vipperød, jævnfør samarbejdsaftale mellem provstiets menighedsråd og provstiudvalg.
Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for sognemedhjælpere.
Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
Det er en betingelse, at den obligatoriske grunduddannelse for sognemedhjælpere/kirke- og kulturmedarbejdere gennemføres inden for to år efter ansættelsens start, medmindre du i kraft af din hidtidige uddannelse opfylder uddannelseskravet.
Medarbejdere, der ikke opfylder uddannelseskravet og ikke har gennemført den obligatoriske grunduddannelse, aflønnes i løngruppe 1. Årslønnen aftales inden for intervallet 321.916,00 kr. – 426.538,00 kr. (nutidskroner). Fikspunktet er 338.012,00 kr. (nutidskroner).
Medarbejdere, der opfylder uddannelseskravet eller har gennemført den obligatoriske grunduddannelse, aflønnes i løngruppe 2. Årslønnen aftales inden for intervallet 338.012,00 kr. – 482.873,00 kr. (nutidskroner). Fikspunktet er 354.107,00 kr. (nutidskroner).
Der er rådighedsforpligtelse til stillingen.
Rådighedstillægget udgør 35.368,00 kr. (nutidskroner).
OK-tillægget udgør 982,00 kr. (nutidskroner) pr. år.
Løn, OK-tillæg samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.
Vi kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer.
Vi indhenter børne- og straffeattester.
Nærmere oplysninger
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til provst Detlef von Holst, dvh@km.dk, telefon 92 82 95 74.
Ansøgningen med relevante bilag sendes på mail til holbaek.provsti@km.dk.
Ansøgningen skal være provstiet i hænde senest fredag den 10. december 2025 kl. 16.00.
Ansættelsessamtaler holdes løbende.