Er du generalist med et par års erfaring, som har lyst til at udvikle dig inden for projektledelse? Eller har du allerede lidt erfaring med projekter og gerne vil videreudvikle dine kompetencer indenfor projektledelse, styring og politisk betjening? Motiveres du af at have en stor kontaktflade og drive projekter med stor kompleksitet? Og vil du være en del af et kontor med stærkt sammenhold? Så er du måske den kollega, vi søger.
Om enheden Du bliver en del af enheden Projektstyring og Digitalisering i Københavns Ejendomme. Vi har ansvaret for at gennemføre de strategiske udviklingsprojekter, som går på tværs af organisationen og resten af Københavns Kommune. Det er udviklingsprojekter, hvor det nogle gange kan gå stærkt, og hvor der kan være stor opmærksomhed fra topledelsen og det politiske niveau.
Vi arbejder tæt sammen med forretningen om at finde de gode løsninger, og vi er optagede af at drive projekter, der skaber reel værdi. Vi arbejder ud fra en veldefineret projektmodel og bruger tid på at nørde projektledelse som faglighed.
Vi prioriterer refleksion af egen projektledelse, herunder at få faglig feedback fra kolleger, styregruppe og projektdeltagere, evaluere vores projekter, når de afsluttes og fejrer succeserne undervejs. Udover ansvaret for de enkelte projekter har vi også ansvaret for at udstikke rammerne for projekt- og porteføljestyringen på tværs af Københavns Ejendomme.
Projektstyring og Digitalisering er placeret i Center for Styring og Ledelse og består af 21 medarbejdere med forskellig akademisk baggrund. Vi er gode til at hjælpe hinanden og har et stærkt sammenhold. Projektlederne sidder fysisk sammen i et åbent kontorlandskab, men arbejder også ude i forretningen og i projektzoner.
Eksempler på aktuelle, igangværende projekter, vi arbejder på, er - FM Portal-programmet: Program til implementering af en fleksibel IT-løsning til styring af vedligeholdelsesområdet.
- Fremtiden for Guldkysten og Renden: Sikre fremtidig lovlig anvendelse af området kaldet Guldkysten og Renden i tæt dialog med og inddragelse af områdets brugere/beboere mhp. at bibeholde områdets nuværende karakter og anvendelse.
- Ny kunde og samarbejdsmodel: Etablere og implementere en ny model for kunderejser i KEJD, sådan at KEJDs medarbejdere kan løse kundernes udfordringer mere effektivt.
Om stillingen Stillingen er knyttet til Københavns Ejendommes program Vedligeholdsstyring 2.0 med otte projektspor. Programmet skal sætte rammerne for den fremtidige styring af vedligeholdet af Københavns Kommunes samlede portefølje af ejendomme, der tæller alt fra skoler, daginstitutioner, Den Hvide Kødby til Københavns Rådhus.
Som junior projektleder bliver du koblet tæt sammen med programlederen, som du skal assistere og lære af. Du vil indgå som en vigtig del af programmets centrale koordinerende funktion, der dels sikrer den samlede fremdrift og kobling på tværs af projekterne, men også udfærdiger status- og beslutningsoplæg til programmets styregruppe.
Som junior projektleder vil du få en række gentagende opgaver, som fx opfølgning på status fra de enkelte projekter, men også ad hoc-opgaver, herunder bl.a. at skabe ressourceoverblik via Excel, indkalde til og facilitere møder, eller etablere første udkast på mødemateriale.
Når Vedligeholdsstyring 2.0 er afsluttet, kan du se frem til at blive koblet på nye projekter - eller eventuelt lede et selvstændigt.
Vi tilbyder Du vil blive en del af projektstyringsteamet, hvor kerneopgaven er at drive professionel projekt- og programledelse.
Du vil blive en del af et stærkt projektfagligt miljø, hvor vi har stort fokus på faglig udvikling og sparring bl.a. via sparringsgrupper og netværk.
Vi prioriterer kompetenceudvikling både for den enkelte medarbejder, men også for kontoret samlet. Vi bruger enhedsmøderne til at inspirere hinanden med faglige oplæg og drøfter løbende udfordringer og dilemmaer i projektarbejdet.
Vi tilbyder fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden med mulighed for en god balance mellem arbejdsliv og privatliv, herunder også mulighed for to ugentlige hjemmearbejdsdage. Derudover har vi frugtordning, massageordning og adgang til træningsrum.
Om dig Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk uddannelse og har eller ønsker at få erfaring med projektledelse af tværgående udviklingsprojekter.
Derudover forstiller vi os, at du - kan lide at organisere og strukturere opgaver
- er god til at kommunikere både skriftligt og mundtligt
- er analytisk, metodestærk og god til at bevare overblikket
- har erfaring med at arbejde med eller lede projekter eller komplekse opgaver
- evner at samarbejde med mange forskellige faggrupper
- er reflekteret og god til at skabe læring
- har en god procesforståelse og kendskab til politiske processer
Du skal ikke kunne alle ting på en gang, men du skal være tydelig omkring, hvor dine styrker er.
Løn- og ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Stillingen er på 37 timer inkl. frokost med flekstidsordning og er er til besættelse snarest muligt.
Arbejdspladsen er på Borups Alle 177, 2400 København NV lige ved Fuglebakken Station.
Yderligere oplysninger Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Chef for Projektstyring og Digitalisering Egon Loke på 23 28 52 38 eller programleder Ketil Christensen 23 82 64 64.
Søg via linket senest søndag den 15. juli 2025 Vi afholder løbende ansættelsessamtaler. Ansættelsesprocessen vil indeholde test i form af case besvarelse.
Københavns Ejendomme Københavns Ejendomme har ansvaret for Københavns Kommunes ejendomsportefølje. Vores ca. 1.800 medarbejdere arbejder hver dag for en serviceorienteret ejendomsadministration og vedligeholdelse af kommunens mere end 2,6 mio. m2. Gennem effektiv ejendomsservice, drift og vedligehold frigør vi ressourcer til, at vores 58.000 kolleger i Københavns Kommune kan skabe en bedre hverdag for københavnerne. Alt det gør vi ud fra bedste aktuel viden og i tæt samspil med kunder, leverandører og samarbejdspartnere ud fra devisen: Det skal være nemt, effektivt og bæredygtigt. Du kan læse mere om os på
www.kobenhavnsejendomme.kk.dk