IT-udvikler barselsvikar til Rigsarkivet

fuldtid
IT-udvikler barselsvikar til Rigsarkivet
  • Rigsarkivet, København (Kalvebod Brygge)
  • Kalvebod Brygge 34, 1560 København V
IT-udvikler søges til vikariat i dynamisk udviklingsteam i Rigsarkivet

Brænder du for softwareudvikling og kan du omsætte forretningens behov til konkrete løsninger? Så er det dig, vi søger til vores udviklingsteam i Rigsarkivet!

En af vores faste softwareudviklere skal på orlov fra september 2025 til og med juli 2026. I den forbindelse har vi brug for en vikar til at indgå i et af vores udviklingsteams.

Som IT-udvikler bidrager du sammen med teamet til udviklingen af vores systemportefølje. Du arbejder på tværs af projekter og teknologier, og er med til at designe, udvikle og implementere softwareløsninger.

Om Rigsarkivet

Med næsten 1000 års analog og digital samfundsdokumentation er Rigsarkivet Danmarks hukommelse og videncenter for det danske samfunds udvikling. Vi indsamler, bevarer og leverer originale dokumenter og data, der understøtter videns- og retssamfundets behov og skaber nye indsigter og forståelser af vores samfund. I Rigsarkivet bliver du del af en ambitiøs og moderne organisation. I tæt samarbejde med vores brugere, arbejder vi kontinuerligt på at være en vigtig spiller i den offentlige digitale infrastruktur, så vores store mængde data skaber størst mulig værdi for borgere, forskere, virksomheder og offentlige myndigheder.

Jobbet

Du bliver en del af vores kompetente udviklingsteam, der består af 10 softwareudviklere og en teamleder. Her spiller du en vigtig rolle ved at vedligeholde og videreudvikle vores systemer. Vi har en meget alsidig systemportefølje med bl.a. en lang række egenudviklede specialsystemer, og arbejder både med opdatering af eksisterende samt udvikling af helt nye applikationer.

Du bliver involveret i forskellige udviklingsprojekter, hvor du kommer til at arbejde tæt sammen med såvel dine kolleger i IT-enheden som forretningen.

Vi benytter værktøjer som Azure DevOps, Visual Studio, VS Code og andre relevante ressourcer. Opgaverne spænder bredt fra udviklings- og vedligeholdelsesopgaver til at skabe, forme og opretholde et moderne udviklingsmiljø, herunder:

  • Udvikling og optimering af kode
  • Review af kollegers kode
  • Modning, estimering og planlægning
  • Fejlfinding og debugging
  • Integration af tredjeparts-API'er
  • Udvikling af automatiserede tests
  • Udarbejdelse af teknisk dokumentation
  • Implementering af sikkerhedsforanstaltninger
  • Teknisk support til andre teams eller slutbrugere


Om dig

Du er it- eller softwareingeniør, datalog eller noget helt tredje. Du har erfaring med agil udvikling – gerne som full-stack udvikler fra en lignende stilling. Det er et krav, at du taler og skriver dansk.

Din erfaring tæller

  • Microsoft Visual Studio
  • .Net / .Net Core udvikling i C#
  • REST services
  • SQL/T-SQL
  • XML / XSD
  • Git
  • Unit testing / Automatiseret test
  • Docker


Derudover er det en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med bl.a. PHP, Python, Powershell, Azure DevOps, Elastic Search, Wordpress og WCAG Standarden.

Hvilke teknologier du skal arbejde med afhænger af de konkrete opgaver. Du vil derfor få mulighed for at arbejde med en bred vifte af teknologiske løsninger og metoder.

Som person vægter vi, at du

  • Har lyst til at samarbejde på tværs af både udviklingsteams og forretningen
  • Synes det er sjovt at dele viden og sparre på tværs
  • Har lyst til at udfordre eksisterende viden og stille spørgsmål ved nuværende rutiner


Om os

I Rigsarkivets IT-enhed vedligeholder og videreudvikler vi en kompleks portefølje af systemer, som understøtter forretningens udvikling og drift. Vi er 21 specialiserede kolleger med forskellige baggrunde og kompetenceområder. Vi har en omgangstone, hvor sparring, humor og teamwork er en naturlig del af hverdagen. Din faglige udvikling sikrer vi gennem samarbejde og sparring med dygtige kollegaer samt ved at deltage på relevant videreuddannelse og konferencer.

Vi prioriterer IT-området højt i organisationen. Vi planlægger og leverer vores IT-udvikling efter agile metoder i tæt samarbejde med resten af forretningen. Vi kører en SAFe-inspireret governance for vores udviklingsopgaver med kvartalsmæssig prioritering & planlægning, 14 dages sprint og daglige stand-up møder.

Vi har til huse centralt i København med Hovedbanegården lige om hjørnet. Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af Rigsarkivet er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde aftales løbende mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelse, fordi vi også værdsætter vores familieliv og fritid.

Det er vigtigt for os, at du får en god start i Rigsarkivet. De første uger er der lagt et onboardingprogram, hvor du får rig mulighed for at lære dine nye kollegaer og organisationen at kende samt komme godt i gang med dine arbejdsopgaver.

Løn og ansættelsesvilkår

Du bliver ansat i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten. Arbejdstiden er gennemsnitlig 37 timer om ugen.

Stillingen er placeret i Rigsarkivets IT-enhed, og arbejdsstedet er Kalvebod Brygge 34, centralt i København.

Vi indhenter straffeattest.

Stillingen ønskes besat pr. 1. oktober 2025, er tidsbegrænset og løber frem til udgangen af juli 2026.

Din ansøgning

Send en motiveret ansøgning, CV og dokumentation for relevant uddannelse, certificeringer og erhvervserfaring via Rigsarkivets rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem rekrutteringsprocessen, når du trykker ’Søg stillingen’ nederst på denne side.

Ansøgningsfristen er fredag den 1. august 2025. Vi afholder samtaler i uge 33.

Hvis du har spørgsmål angående jobbet, er du velkommen til at kontakte IT-chef Torben Vestergaard på 41 71 74 10. Læg gerne en besked, hvis du ikke kommer igennem, så ringer vi dig op.

Du kan også læse mere om Rigsarkivet på www.rigsarkivet.dk

Rigsarkivet tilstræber at få så bred en sammensætning af medarbejdere som muligt. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge.

Log ind