Ingeniør med viden om asfalt og kørebaneafmærkning

fuldtid
Ingeniør med viden om asfalt og kørebaneafmærkning
  • Vejdirektoratet - Aalborg
  • Niels Bohrs Vej 30, 9220 Aalborg Øst
Har du lyst til at arbejde med asfaltentrepriser og have ansvaret for drift og vedligeholdelse af kontrakter? Så har vi brug for dig til at sikre trafikanterne en god køreoplevelse på statsvejene.

Hos Vejdirektoratet arbejder vi hver dag for at skabe sammenhæng for de mange trafikanter, der benytter de danske statsveje. Det kræver dygtige medarbejdere, der kan balancere mobilitet, økonomi, miljø og trafiksikkerhed.

Som ingeniør i Vejdirektoratet vil du indgå i et team, der arbejder på tværs af hele landet, men med ansvaret for belægningsentrepriser i den nordlige del af Danmark.

Du kommer til at have et alsidigt job, hvor ingen dage er ens – det, synes jeg, er et stort plus. Nogle gange skal du i bilen for at besigtige en vejstrækning, og andre gange vil du være på kontoret eller hjemmekontoret og tale med en af vores faste samarbejdspartnere. Generelt skal du trives med at kommunikere med mange forskellige mennesker,” fortæller din kommende kollega, Jesper Stokholm.

Dine opgaver
Dit primære arbejdsområde vil være asfaltentrepriser, og i samarbejde med dine kollegaer i driftsorganisationen vil dine arbejdsopgaver være at:

  • sikre økonomi, tid og kvalitet i gennemførelsen af drifts- og vedligeholdelseskontrakter
  • håndtere kontakten med entreprenørerne
  • besvare henvendelser fra borgere
  • optimere opgaveudførelsen løbende – har du nogle gode ideer til, hvordan vi gør tingene bedre eller smartere, så lytter vi gerne.
Du kommer til at referere til afdelingsleder Bent Nielsen.

Din profil
Du har en relevant teknisk uddannelse f.eks. som konstruktør, ingeniør, og/eller et rigtig godt kendskab til asfalt og/eller kørebaneafmærkning.

Derudover ser vi gerne, at du:

  • trives med at arbejde med drift og har forståelse for, at en del af jobbet er at servicere og hjælpe med f.eks. borgerkontakt
  • byder ind med din faglighed - også i forhold til andre opgaver i vores afdeling
  • har gode samarbejdsevner og kommunikerer respektfuldt både i skrift og tale
  • har engagement og overblik - selv hvis der opstår uventede udfordringer
Velkommen til Drift og Belægninger
Vejdirektoratet er en styrelse under Transportministeriet. Vi er ca. 900 medarbejdere fordelt på syv lokationer i hele landet. Vi er en projektorganisation og prioriterer derfor samarbejde på tværs af enheder og fagområder og med vores omverden. De bedste løsninger skaber vi i fællesskab.

I Drift og Belægninger er vi lige nu 40 engagerede medarbejdere, der arbejder med entreprisestyring og trafikafvikling indenfor drift og vedligeholdelse af statens veje. Vi er fordelt på fem tjenestesteder i Aalborg, Skanderborg, Middelfart, Fløng og Næstved.

Vi trives i en uformel atmosfære, hvor vi godt kan have det sjovt, mens vi udfører vores arbejde professionelt. Du er derfor - ligesom os - meget gerne humørfyldt og har en positiv tilgang til andre mennesker.

Dine løn- og ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat og aflønnet efter gældende statslig overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg afhængig af dine kvalifikationer. Alt efter kvalifikationer og erfaring kan der være mulighed for ansættelse som specialkonsulent.

Vejdirektoratet er en styrelse under Transportministeriet. Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner.

Ansættelsen vil være i Vejdirektoratets afdeling for Drift og Belægninger. Dit tjenestested vil være på adressen Niels Bohrs Vej 30, 9220 Aalborg.

Du skal være indstillet på transporttid til Vejdirektoratets andre tjenestesteder og opgaver, og på at ansættelsen er betinget af, at du har et gyldigt kørekort (kategori B).

Vejdirektoratet prioriterer en god balance mellem arbejdsliv og fritid, hvor der også er plads til ugentlige hjemmearbejde.

Læs mere
Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Brian Sortfeldt Aagaard på mobil 23207691 eller mail bsaa1@vd.dk.

Er du interesseret?
Send din ansøgning og CV senest d. 1. juni 2025. Vi forventer at afholde samtaler i uge 24.

Søg stillingen ved at trykke på linket ”Søg stillingen” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk. Vedhæft ansøgning, cv og andre relevante dokumenter.

Vi tror på, at et inkluderende og mangfoldigt arbejdsmiljø styrker fællesskabet og den måde, vi løser opgaverne på. Vi prioriterer en medarbejdersammensætning, der afspejler samfundet og giver lige muligheder for alle. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede til at søge stillinger uanset alder, køn, seksuel orientering, religion, politisk anskuelse, handicap, politisk anskuelse eller etnisk tilhørsforhold.

Log ind