Hospice Søndergård søger psykomotorisk terapeut

fuldtid
Hospice Søndergård søger psykomotorisk terapeut
  • OK-Fonden
  • Tueholmen, 6, 2760 Måløv

Ønsker du at gøre en forskel for mennesker i den sidste fase af livet, så er det måske netop dig vi søger som psykomotorisk terapeut eller fysioterapeut på Hospice Søndergård.

Som terapeut på hospice Søndergård, bliver du en vigtig del af patienternes lindrende forløb. Du vil arbejde tæt sammen med sygeplejersker, læger samt øvrige faggrupper og være med til at skabe fokus på velvære, tryghed og bedst mulig livskvalitet.

På Hospice Søndergård tager vi altid udgangspunkt i patientens ønsker, og vi gør os umage hver eneste gang. Patienterne kommer med meget forskellige plagsomheder, som vi i fællesskab gør alt, hvad vi kan for at afhjælpe. Det kræver et tæt tværfagligt samarbejde, hvor vi observerer, undrer os, er kreative og nysgerrige sammen.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Lindrende behandling af patienter med livstruende sygdomme gennem berøring, afspænding, mobilisering eller blid fysioterapeutisk intervention
  • Støtte patienterne i at finde ro, lindre symptomer og styrke kropslig tryghed
  • Individuelle forløb tilpasset patientens ønsker, ressourcer og dagsform
  • Samarbejde i tværfaglige konferencer og planlægning af patientforløb
  • Undervisning og/eller sparring med personale

Vi søger dig, der:

  • Er uddannet psykomotorisk terapeut eller fysioterapeut
  • Har interesse for – eller erfaring med – palliation, kropsbevidsthed, smerteforståelse eller lindrende behandling
  • Møder mennesker med ro, nærvær, empati og respekt
  • Trives i et miljø med tværfaglighed og fordybelse
  • Kan arbejde selvstændigt og samtidig bidrage aktivt til hele teamets opgaver
  • Har kendskab til hjælpemidler og lysten/evnen til at være ressourceperson inden for dette
  • Har lyst til at indgå i en værdibaseret organisation, hvor tiden bruges på det, der betyder noget

Vores arbejdsplads

Du får rig mulighed for at bruge og udvikle din faglighed. Vi tilbyder en arbejdsplads, med højt til loftet og mulighed for at levere god kvalitativ pleje og behandling.

Du bliver del af et ansvarligt team, hvor vi passer godt på hinanden. Vi er en tværfaglig gruppe bestående af: sygeplejersker, klinisk sygeplejespecialist, læger, socialrådgiver, sekretærer, kostfaglige, pedel, frivillige og dig som terapeut. Du vil opleve et stort overskud hos alle til at hjælpe og vejlede.

Tværfaglige konferencer, supervision, undervisning og personalemøder er en del af vores hverdag – som vi forventer at du vil indgå aktivt i.

Stillingen er på 32-37 timer i dagvagter i hverdagene. Stillingen er uden weekend- og helligdage.

 

OK-Fonden Hospice Søndergård tilbyder desuden:

  • Sundhedsforsikring
  • Madordning hele døgnet til en favorabel pris
  • Firmatilbud, blandt andet fitness, hotelkæder, zoo m.m.

Vores omgivelser

Hospice Søndergård ligger naturskønt, og husets 16 patientstuer har alle udsigt til et smukt søområde. Hos os er der plads til både privathed og fællesskab for patienterne og deres pårørende, og vi sætter en ære i at gøre huset så hjemligt som muligt, hvor alle skal føle sig velkomne.

Vi oplever, at musik skaber stor værdi, og vi har derfor ofte musikere på besøg. Husets harpeterapeut kommer desuden på besøg hver uge.

Foruden de 16 patientstuer på hospice har vi også tilknyttet et udekørende team, som leverer en specialiseret palliativ indsats til ca. 35 samtidige borgerforløb i eget hjem.

Spørgsmål til stillingen

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte virksomhedsansvarlig overlæge Janne Kaulberg tlf.: 51 94 10 98 eller hospicechef Maria Balle på mobil 23 27 44 98. Du er også meget velkommen til at aftale et besøg, så du kan se huset.

 

Ansøgningsfristen den 23. december 2025 er vejledende, da vi holder samtaler løbende.

Ansættelsesstart pr. 1. februar 2026 eller efter aftale.

Log ind