Er du skarp til at koordinere, god til at prioritere og trives du med ansvar i en kompleks hverdag med mange aktører og høj intensitet? Så har vi en spændende mulighed til dig! Du kommer blandt andet til at understøtte den øverste ledelses arbejde med forligsimplementering og strategiske opgaver.
Om os I Ledelsessekretariatet i Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) bidrager vi til implementeringen af forsvarsforlig og kapacitetsudvidelser og styringen af disse.
Vi har travlt – og endnu mere er i vente – hvilket kræver koordinering, styring, planlægning og ledelsesstøtte på højt niveau.
Vi udvider vores kapacitet grundet øget opgavemængde, ny organisering og det aktuelle forsvarsforlig. Du bliver en del af Ledelsesstøttesektionen, der både koordinerer bidrag til forsvarsforliget og understøtter ETK’s ledelse. Du får et tæt samarbejde med kollegaer og ledelse i et miljø, hvor vi værdsætter ansvar, faglig sparring, vidensdeling og godt kollegaskab. Du får en varieret og udfordrende hverdag med plads til både faglig og personlig udvikling – og vi prioriterer balancen mellem arbejde og privatliv gennem fleksibel arbejdstilrettelæggelse.
Om stillingerne Vi søger to forskellige profiler: En fuldmægtig og en konsulent (special- eller chefkonsulent).
Nøgleordene i begge typer er analytisk tænkning, strategisk forståelse og tværfaglig koordinering.
Opgaverne inkluderer blandt andet:
- selvstændig opgaveløsning, herunder igangsætte, nedbryde og følge op på opgaver
- at udarbejde beslutningsoplæg til ledelsen
- at bidrage til koordinering af forligsarbejdet og tværgående analyser
- at være kontaktperson i ETK for strategiske projekter
- at indgå som referent i en række arbejds- og styregrupper vedr. forsvarsforliget
Vi søger kolleger, der er gode til at kommunikere, samt villige til at bidrage til udviklingen af både processer og ansvarsområder. Det kræver, at du arbejder selvstændigt og reflekteret og altid tænker over, hvordan vi kunne løse opgaven bedre inden for de givne rammer.
Om dig Fuldmægtig: Du er nyuddannet eller har et par års erfaring. Du vil bidrage til analyser og optimering af sagsgange. Du vil også have egne sager med mulighed for sparring af erfarne kolleger. Efterhånden som du udvikler dig i jobbet vil du få tildelt flere selvstændige opgaver.
Konsulent (Special- eller Chefkonsulent): Du er en erfaren sagsbehandler, der har arbejdet med større opgavekomplekser før. Du vil skulle forestå samlede analyser samt håndtere komplekse sager. Det vil naturligvis ske i tæt koordination med dine kolleger og chefer.
Vi vægter både dine faglige kompetencer og personlighed højt. Du trives i den daglige drift og har lyst til at få tingene til at spille.
Vi ønsker, at du:
- Har relevant akademisk baggrund, fx organisation, kommunikation eller projektledelse (erfaring er særligt centralt i forhold til special-/chefkonsulentstillingen)
- Er analytisk og stærk i formidling
- Arbejder struktureret, selvstændigt og systematisk
- Har overblik og ro i pressede situationer
- Trives med mange samtidige opgaver og korte deadlines
- Er relations stærk, motiverende og nysgerrig på andres fagligheder
Det er en forventning, at du:
- Prioriterer og handler proaktivt
- Tager initiativ og sikrer fremdrift
- Overholder deadlines og skaber tillid
- Har gennemslagskraft og formidler klart
- Er diplomatisk og analytisk i samarbejdet med andre
Har ovenstående vækket din interesse? Så glæder vi os til at høre fra dig. Fortæl os hvem du er, og hvorfor du passer til stillingen.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Dit daglige tjenestested er på Hjørring Kaserne.
Som ansat i Forsvarskoncernen er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Ledelsessekretariatet, Charlotte Trend Bakmann Kristiansen, på telefon 2144 0639.
Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent Madeleine Moltke Kæmsgaard på telefon 4031 1094.
Ansøgningsfristen er den 8. december 2025 og samtaler forventes gennemført umiddelbart herefter. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt eller pr. 1. februar 2026.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Etablissement- og Terrænkommandoen Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) støtter og servicerer militære og civile myndigheder under Forsvarsministeriet. Vores opgave er at levere og udvikle attraktive fysiske rammer, som er nødvendige for deres daglige virke.
Vi bygger nyt, vedligeholder, driver kantiner og gør rent på tjenestesteder i hele landet.
Vi har på vegne af Forsvarsministeriets koncern ansvaret for det grønne område, der blandt andet omfatter miljø, energi og naturpleje.
Vores hovedkontor er i Hjørring, men vi har medarbejdere i hele landet. Vi er i alt 1600 ansatte, der tæller både civilt og militært ansatte. Vi er en organisation baseret på stærke fagfællesskaber, og vi prioriterer det tværgående samarbejde højt.
• Vi har ansvaret for over 600 lokationer spredt ud over hele Danmark.
• Vi administrer over 6000 bygninger og forvalter øvelsesområder, der samlet set er på størrelse med Mors.
• Vi bygger og vedligeholder i år for knap en milliard og er blandt andet bygherre på store projekter som campus til de nye F35-kampfly.