Genopslag: Svendborg Kommune søger jobkonsulent til Ungeløftet

fuldtid
Genopslag: Svendborg Kommune søger jobkonsulent til Ungeløftet
  • Svendborg Kommune
  • 5700 Svendborg

Er du en stærk netværker med erfaring i beskæftigelsesindsatser for unge? Vil du arbejde tæt på virkeligheden – med unge, der har brug for mere end bare et jobopslag? Og har du blik for detaljer og faglighed, når du udarbejder praktikvurderinger, der reelt gør en forskel i de unges afklaring? Så er det dig, vi leder efter.

Svendborg Kommune søger en engageret og handlekraftig jobkonsulent til Ungeløftet – en målrettet indsats for unge under 30 år, der har brug for støtte til at finde fodfæste i job eller uddannelse.

Din rolle

Din vigtigste rolle er at sikre et kvalificeret match mellem borgerens kompetencer og den rette virksomhed.

Du bliver en del af vores projekter IPS og Flere unge skal med, hvor du arbejder med unge i kontanthjælpssystemet, som ofte har komplekse udfordringer. Din opgave er at bringe dem tættere på arbejdsmarkedet. Du får ansvar for din egen sagsstamme og arbejder tæt sammen med både kolleger, virksomheder og andre aktører. Du er ikke alene – men du er afgørende.

Dine opgaver

  • Afholde individuelle, motiverende samtaler med unge
  • Opsøge, skabe og vedligeholde virksomhedskontakter og praktikpladser
  • Opfølgning på praktikforløb med fokus på progression og ordinære løntimer.
  • Dokumentere progression og effekt
  • Undervise i jobcaféen i fx jobsøgning og CV

Praktikvurderinger – en central del af din rolle

Omkring halvdelen af din arbejdstid vil gå med at udarbejde beskrivende og fagligt velfunderede praktikvurderinger. Det er ikke blot dokumentation – det er et vigtigt redskab i den unges afklaring og videre vej mod job eller uddannelse. Vurderingerne skal give et klart billede af de unges arbejdsevne og de bruges aktivt i samarbejdet med både virksomheder, kolleger og andre aktører. Derfor er det afgørende, at du kan formulere dig præcist, professionelt og med blik for både det menneskelige og det faglige.

Vi leder efter dig, der:

  • Har erfaring med unge i udsatte positioner – gerne fra beskæftigelsesområdet
  • Har arbejdet opsøgende med virksomheder og det er en fordel du har lokalt netværk på Sydfyn
  • Er god til at skabe tillid og relationer – både med unge og samarbejdspartnere
  • Arbejder struktureret og dokumenterer din indsats systematisk
  • Har blik for potentiale og tør udfordre med nye perspektiver
  • Trives i et team, men tager også selvstændigt ansvar

Du bliver en del af:

Et dedikeret team i Ungekontakten på A.P. Møllersvej 37A i Svendborg. Her arbejder vi tæt sammen – og vi tror på, at det skal være meningsfuldt og rart at gå på arbejde. Projekterne er en integreret del af vores ungeindsats, og du får to erfarne kolleger ved din side.

Om Svendborg Kommune

Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.

Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.

Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.

Løn og ansættelse

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og efter principperne i lokalløn dannelse.

Tiltrædelse den 1. oktober 2025. Ansættelsen er tidsbegrænset til 31. december 2028.

Praktisk information

Du skal have kørekort til personbil og kunne stille egen bil til rådighed. Stillingen har en gennemsnitligarbejdstid på 37 timer pr. uge. Rejseaktiviteter og aftenarbejde kan forekomme ved deltagelse i forskellige arrangementer, netværksmøder samt ved job- og karrieremesser.

Ansøgningsfristen er 1. august 2025 kl. 24.00

Der afholdes samtale 13. august 2025

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Vibeke Nørby Mouridsentelefon 21299530

Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.

Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine ca. 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.

Log ind