Generalist til ledelsesstøtte og udvalgsbetjening i Digitalisering

fuldtid
Generalist til ledelsesstøtte og udvalgsbetjening i Digitalisering
  • Skatteankestyrelsen KBH V - Ved Vesterport
  • Ved Vesterport 66, 1612 København
Befinder du dig som en fisk i vandet, når du skaber struktur og planlægger processer? Er du også klar til at dykke ned i opgaverne og indgå i projektarbejde? Så er denne stilling interessant for dig: Bliv en del af Skatteankestyrelsens digitaliseringskontor, hvor du kan være med til at forme projekter og processer – i samspil med dine kolleger.

Få en central rolle i Team Tværgående Opgaver
I Digitalisering er vi 19 kolleger, som tilsammen arbejder med alt fra IT-projekter til IT-forvaltning. Vi løser opgaver i krydsfeltet mellem digitalisering, udvikling, drift og ledelsesstøtte. Vi har vidt forskellige baggrunde, men brænder for at skabe gode løsninger i fællesskab. Vi vil gerne byde en ny kollega velkommen og kigger efter dig, som er generalist, er processtærk og måske har erfaring med ledelsesbetjening.

I Skatteankestyrelsen sikrer vi, at borgere og virksomheder får en uafhængig behandling af deres klager inden for skatte- og vurderingsområdet. I Digitalisering understøtter vi styrelsens udvikling og produktion og sikrer effektive digitale løsninger og drift. I kontoret er vi inddelt i tre teams, men vi arbejder på tværs af både kontoret og organisationen.

Du bliver en del af Team Tværgående Opgaver, hvor vi sørger for, at vores IT-kyndige kolleger i kontoret kan fokusere på at udvikle og supportere den digitale understøttelse af styrelsens arbejde. Det gør vi ved at oversætte deres arbejde til fx beslutningsoplæg til ledelsen, men også ved at sikre fremdrift i enkeltopgaver, og at de rette interessenter inddrages.

Teamet har ansvaret for at støtte kontorchefen i den interne styring og planlægning af kontorets arbejde og sikre overholdelse af deadlines. Derudover ligger informationssikkerhed, beredskab, økonomi og kontraktstyring i teamet.

Vi tilrettelægger et oplæringsforløb skræddersyet til dig og sørger for løbende sparring om dine opgaver. Du bliver en del af et kontor, hvor vi lægger vi vægt på, at vi aktivt kan dele vores viden.
I Skatteankestyrelsen understøtter vi fleksible arbejdsvilkår, og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøfter du med din leder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.

Dine ansvarsområder og primære opgaver
Overskriften for dine opgaver er ledelsesstøtte og udvalgsbetjening, og du vil gå bredt til værks og bl.a.:

  • udarbejde beslutningsoplæg til ledelsen og rapporteringer til udvalg og styregrupper.
  • fungere som sekretariat for styrelsens digitaliseringsforum.
  • indgå i projektarbejde og skrive og kvalitetssikre tekster.
  • være tovholder på processer og sagsforløb og fx udarbejde koncepter til brug for intern styring og planlægning.
  • have ansvar for enkeltopgaver – alt efter dine interesser og kompetencer.
Med de opgaver forestiller vi os, at du

  • har en kandidatuddannelse og gerne erfaring med ledelsesstøtte eller -betjening. Det er en fordel, hvis du har kendskab til politisk styrede organisationer. Nyuddannede er velkomne til at søge stillingen.
  • formår at drive processer og forholde dig kritisk til det, du bliver præsenteret for og agere på det, ligesom du kan lide at arbejde skriftligt og kommunikere om kontorets projekter med fokus på modtagernes forståelse.
  • er nysgerrigt indstillet og klar til at lære en masse om IT-området samtidig med, at du har flair for at skabe overblik og struktur og kan omstille dig til forskellige opgaver, så de bliver leveret til tiden i god kvalitet.
  • gerne vil bidrage til kontorets fællesskab og videndeling og forstår værdien af at samarbejde på alle niveauer i en organisation og eksternt med vores samarbejdspartnere i ministerområdets øvrige styrelser.
Din nye kollega Andreas Holmgreen Kornbek glæder sig til at møde dig
”Du kan se frem til at blive en del af et team og et kontor, hvor vi har forskellige faglige baggrunde og kompetencer. Det giver mulighed for god sparring med kolleger, som du altid kan vende dine opgaver med. Vi er jo et team med tværgående opgaver, så du vil samarbejde bredt i hele organisationen og også i Skatteministeriets koncern. Det giver rum for faglig udvikling i samspil med en række kolleger. Her hos os i Digitalisering vil du opleve et godt fællesskab, som vi sørger for at holde ved lige ved fx løbende at spise morgenmad sammen”, fortæller Andreas Holmgreen Kornbek.

Vidste du…

… at Skatteankestyrelsen er en af landets største juridiske arbejdspladser, der dækker hele spektret af kompleksitet i skatteretten – lige fra ejendomsvurdering til transfer pricing og beskatning af lønmodtagere.

… at Skatteankestyrelsen er en uafhængig klagemyndighed. Det betyder, at når en borger eller virksomhed har fået en afgørelse fra fx Skattestyrelsen, som de ikke er enige i, så kan de klage til os. Det kan handle om, hvilken skat eller moms de skal betale. Vores vigtigste opgave er at hjælpe borgere og virksomheder med at få den korrekte afgørelse i deres sag inden for en rimelig sagsbehandlingstid. Hver dag går vi på arbejde for at sikre retssikkerhed, og det, synes vi, giver vores arbejde mening.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Upload din ansøgning, CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest den 22. maj 2025.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Therese Hjelm Andersen på telefon 3376 0217. Ønsker du at høre mere om opgaverne, er du velkommen til at kontakte teamkoordinator Marianne Prior på telefonnummer 3376 0791.

Vi læser ansøgninger løbende og holder 1. samtaler den 4. juni 2025 og 2. samtaler den 11. og 12. juni 2025. Vi bruger personligheds- og adfærdstest og eventuelt logisk test som dialogværktøj på 2. samtaler.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer og straffeattest.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Startdato og arbejdssted
Startdato er 1. august 2025 eller efter aftale.

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Skatteankestyrelsen ligger helt centralt i København ved Vesterport Station. Dit arbejdssted er på adressen Ved Vesterport 6, 4. sal, 1612 København V.

Læs mere om ansættelse i styrelsen på www.skatteankestyrelsen.dk/job-og-karriere/

Log ind