Generalist med interesse for digital regulering til DSA-teamet

fuldtid
Generalist med interesse for digital regulering til DSA-teamet
  • Digitaliseringsstyrelsen
  • Landgreven 4, 1301 København K
Vil du være med til at sikre et trygt onlinemiljø og holde tech-giganter ansvarlige? Vi leder efter en juridisk interesseret kollega, der vil være en del af DSA-teamet i Digitaliseringsstyrelsen, som er ansvarlig for at føre tilsyn med forordningen om digitale tjenester (DSA).

DSA-teamet beskæftiger sig med kerneproblematikker i den digitale tidsalder, såsom beskyttelse af børn og unge online, bekæmpelse af ulovligt indhold og fremme af ansvarlighed og gennemsigtighed online. Vi er centralt placeret i hjertet af København, og du vil indgå i et fagligt stærkt og ambitiøst arbejdsmiljø med fokus på sparring og humor. Vi mødes desuden jævnligt i vores faglige og sociale klubber internt i styrelsen.

Kontor for digital regulering og tilsyn EU har i disse år et stærkt fokus på, at et konkurrencedygtigt digitalt indre marked skal understøtte mulighederne for innovation og udvikling af den europæiske digitale økonomi. Du kan være med til at sikre, at dette sker på en ansvarlig måde.

Du bliver en del af Kontor for digital regulering og tilsyn i Digitaliseringsstyrelsen, som arbejder med regulering på det digitale område og forskellige former for tilsynsopgaver. Når du starter hos os, får du et skræddersyet introduktionsforløb, hvor du får en grundig indføring i dine arbejdsopgaver af dine kollegaer.

Vi er 52 engagerede medarbejdere med uddannelsesbaggrunde, der spænder bredt fra sprogpsykologi, til datalogi og jura. Vi lægger vægt på både fagligt og socialt sammenhold og prioriterer blandt andet fælles frokoster og videndeling.

Dine arbejdsopgaver Du vil overordnet komme til at arbejde med at føre tilsyn med forordningen om digitale tjenester (DSA). Her får du en unik mulighed for at påvirke tech-giganternes rolle og ansvar i forhold til brugere i Danmark og EU. Sammen med kolleger, myndigheder og aktører i både Danmark og EU løfter vi en opgave, der har stor betydning for borgere, virksomheder og samfundet som helhed.

Mere konkret vil dine arbejdsopgaver være at:

  • Vurdere og behandle klager over digitale formidlingstjenester, herunder om håndtering af ulovligt indhold og manglende gennemsigtighed.

  • Koordinere og samarbejde med andre nationale og europæiske myndigheder om fortolkning og håndhævelse af DSA.
  • Bidrage til minister- og ledelsesbetjening på området.
  • Udarbejde juridiske analyser og beslutningsoplæg.
  • Formidle og vejlede om regler og rettigheder i forhold til DSA, for eksempel til brugere, virksomheder og myndigheder i både ind- og udland.
Du kan selv være med til at præge dine opgaveportefølje ud fra interesse, men vi forestiller os, at du blandt andet vil komme til at arbejde med onlinemarkedspladser og dagsordenen om mis- og desinformation.

Om dig Lyder det som noget for dig? Vi leder efter dig, der har en kandidatuddannelse inden for samfundsvidenskab eller jura. Det vigtigste er, at du har interesse for digital regulering i EU-regi og lyst til at arbejde med jura i praksis – også selvom du ikke er uddannet inden for jura.

Du vil passe godt til stillingen, hvis du kan genkende dig selv i et eller flere af nedenstående punkter:

  • Har nogle års erfaring fra centraladministrationen, en myndighed eller lignende.
  • Er detaljeorienteret og arbejder struktureret – også når der er korte frister.
  • Trives i en rolle med både selvstændigt ansvar og tæt samarbejde med teamet.
  • Har sans for at koordinere uden at miste det strategiske overblik.
  • Er en stærk formidler, både skriftligt og mundtligt, og kan gøre komplekse regler tilgængelige for ikke-specialister.
Hos os får du:
  • Et fagligt stærkt og ambitiøst arbejdsmiljø med fokus på sparring og humor.
  • Mulighed for at arbejde med emner, der præger den offentlige debat og har stor politisk interesse.
  • Indflydelse og ansvar fra dag ét – og plads til både faglig fordybelse og hurtige beslutninger.
Digitaliseringsstyrelsen som arbejdsplads Du kender os måske for MitID, Digital Post og borger.dk. I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer. Vi er en styrelse med cirka 550 medarbejdere under Digitaliseringsministeriet.

Vi tager et fælles ansvar for at være en god arbejdsplads, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor der er plads til at udvikle sig. Vi bruger hinandens forskellige kompetencer, og tror på, at vi kommer bedre og hurtigere i mål, når vi samarbejder, videndeler og koordinerer. Vi tilbyder spændende faglige netværk og mange sociale arrangementer på tværs af huset.

Til daglig mødes vi som udgangspunkt på vores kontor i København tæt ved Kongens Nytorv, men du kan løbende aftale hjemmearbejde med din chef.

Du kan høre mere om, hvordan det er at arbejde hos os på digst.dk.

Ansættelsesvilkår Dette er en fuldtidsstilling på gennemsnitligt 37 timer om ugen, og vi håber på at kunne byde vores nye kollega velkommen hurtigst muligt.

Digitaliseringsstyrelsen er placeret på Landgreven 4, 1301 København.

Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent med mulighed for at forhandle tillæg på baggrund af dine kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Digitaliseringsstyrelsen under Digitaliseringsministeriet.

Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Christina Toft Michelsen på e-mail chtoch@digst.dk eller telefon 23 29 15 45. Du er også velkommen til indledningsvist at skrive en e-mail eller sms med dine spørgsmål, så ringer vi dig op efterfølgende.

Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 22. september 2025.

Vi forventer at holde samtaler løbende. Der vil være en mindre caseopgave for de kandidater, der kommer til samtale.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.

Log ind