Fuldmægtig for freds -og stabiliseringsprojekter i Irak

fuldtid
Fuldmægtig for freds -og stabiliseringsprojekter i Irak
  • Svanemøllens Kaserne
  • Ryvangs Allé 1, 2100 København Ø
Center for Stabiliseringsindsatser (CFS) søger en fuldmægtig til at udvikle og facilitere projekter i rammen af Forsvarets Freds- og stabiliseringsprogram i Irak.

Om os
Vi er Forsvarets forsknings, -undervisnings og myndighedsbetjeningsenhed inden for sikkerhedssamarbejde og stabiliseringsindsatser.

Forsvarsakademiets aktiviteter består af sikkerhedssamarbejde med lokale partnere med henblik på at kapacitetsopbygge irakiske militære uddannelsesinstitutioner gennem konferencer, seminarer, workshops og kurser.

Vi besidder enten en militærfaglig baggrund eller en civil uddannelses- og forskningsbaggrund på kandidat- eller ph.d.-niveau inden for humaniora eller samfundsvidenskab. Gennem en tværfaglig tilgang underviser og forsker vi inden for strategi og områdestudier samtidig med, at vi udvikler og implementerer stabiliseringsprogrammer.

Om stillingen
Du viderefører, udvikler, planlægger og gennemfører projekter i Freds- og Stabiliseringsfondens program for Irak. Og du bidrager til udviklingen af den faglighed som centret bygger på.

Du har ansvaret for at videreføre en række allerede igangsatte kapacitetsopbygningsaktiviteter, herunder vedligeholdelse af det opbyggede netværk i de irakiske partnerinstitutioner.

Du kombinerer din stabiliseringserfaring med evnen til at tænke ud af boksen og samtidig med at du bringer dine sociale evner i spil.

Du arbejder i teams på konkrete projekter, og du løser dine opgaver i samarbejde med øvrige medarbejdere i CFS med reference til sektionschefen.

Dit faste arbejdssted er Forsvarsakademiet på Svanemøllens kaserne.

Stillingen er til besættelse den 1. januar 2026 og ansættelsen er indledningsvis 1 år, men med mulighed for forlængelse.

Om dig
Du har en relevant akademisk uddannelse med kompetencer, færdigheder og konkret erfaring inden for stabiliseringsområdet med særligt fokus på netværksopbygning og sikkerhedspolitisk viden om Irak og Mellemøsten generelt.

Du har relevant erfaring fra stabiliseringsområdet, herunder erfaring med at koordinere seminarer og konferencer inden for sikkerhedssamarbejde med militære uddannelsesinstitutioner. Erfaring med kapacitetsopbygning af irakiske militære uddannelsesinstitutioner er en stor fordel.

Du har kendskab til NATO Mission Iraq, herunder særligt divisionen for Professional Security and Education.

Det er et krav, at du er flydende i engelsk – både i skrift og tale – da dette vil være en del af det daglige arbejdssprog.

Du har dokumenteret erfaring med at begå dig i relevante nationale og/eller internationale sikkerhedspolitiske netværk, og du trives med at samarbejde med folk og tænketanke fra andre lande og kulturer.

Du har en grundlæggende forståelse for international sikkerhedspolitik og dokumenteret erfaring med Mellemøstens sikkerhedspolitiske udvikling - gerne i form af større eller mindre publikationer.

Du har kendskab til Forsvaret og dets institutioner og erfaring med koordination og ansvar for implementering af aktiviteter i rammen af stabiliseringsprogrammer, herunder selvstændigt samarbejdet med sagsbehandlere i Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet.

Du har gode samarbejdsevner og arbejder professionelt i pressede situationer.

Ansættelsesvilkår:
Du ansættes i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i Staten med en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning. Afhængigt af dine kvalifikationer, har du mulighed for at forhandle et tillæg.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef, David Vestenskov, på tlf. 41319576.

Hvis du har spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent ved Personelkommandoen, Karin Dupont på tlf. 3266 5188.

Send din ansøgning, CV og dit uddannelsesbevis snarest og senest 20. november 2025.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsakademiet
Forsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer.

FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Varde, Slagelse, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier. Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.

FAK gennemfører forskning og udvikling inden for de tre militære kerneområder; militære operationer, militær strategi og militær ledelse samt tilknyttede områder som krigshistorie, kulturforståelse og militær teknologi. FAK indgår i samarbejder med både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter. Vidensproduktionen understøtter uddannelserne, men anvendes og formidles også bredt til gavn for Forsvaret, nationale og internationale samarbejdspartnere samt samfundet som helhed. Læs mere på fak.dk.



Log ind