Vil du være med til at styrke økonomistyringen på en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner? Brænder du for økonomiske analyser, nøgletal og datadrevet ledelsesstøtte – og kan du formidle komplekse sammenhænge, så de bliver forståelige for alle? Så er du måske vores nye økonomikonsulent i VIA Økonomi.
Central og udviklende rolle tæt på budgetchefen
Vi tilbyder en spændende stilling i vores budgetafdeling, hvor du vil få en central rolle i VIA i arbejdet med økonomistyring, analyser og beregninger, der gør en reel forskel for ledelsen på alle niveauer i VIA. Du kommer til at arbejde tæt på budgetchefen og den øvrige ledelse i VIA Økonomi, så Økonomi kan levere relevant økonomisk ledelsesstøtte til VIAs direktion, overordnede ledelse og bestyrelse, herunder analyser, beregninger og nøgletal.
Dine opgaver vil blandt andet omfatte konsekvensberegninger af reformer, politiske aftaler, interne beslutninger, udvikling, beregning og opdatering af nøgletal samt udarbejdelse af analyser. Du vil få en vigtig rolle i at formidle analyserne. Derudover vil du få opgaver i forbindelse med budget og budgetopfølgning på VIA-niveau. En del af dine opgaver er derfor at skabe overskuelighed i komplicerede sammenhænge, lave præsentationer, notater, mundtlige præsentationer m.m.
Endelig kommer du til at samarbejde med både økonomikonsulenter og økonomipartnere i afdelingen om forskellige ad hoc analyser og beregninger indenfor VIAs uddannelses-, forsknings- og driftsområder. I den forbindelse vil du også komme til at arbejde med udvikling af økonomistyring, økonomiske modeller og metoder, der understøtter VIAs kerneopgave.
Formidlingsstærk og analytisk profil med stærke relationelle kompetencer
Vi søger en initiativrig, selvstændig, analytisk og nysgerrig økonomikonsulent, som har lyst til at gøre en forskel.
Du har en relevant økonomisk uddannelse på kandidatniveau f.eks. cand.oecon., cand.merc. el.lign. Du har en solid økonomifaglig ballast og har erfaring fra tidligere job med at arbejde med økonomistyring, data og analyser. Du formår at skabe overblik og arbejde med komplekse problemstillinger.
Du har desuden lyst til at arbejde i en kompleks organisation, har politisk flair og kan skabe stærke relationer til samarbejdspartnere bredt i VIA og i Økonomi.
Endelig er det vigtigt for os, at du formår at skabe overskuelig formidling af komplicerede opgaver og du skal have skriftligheden i orden. Det er således også en forudsætning for at lykkes i rollen, at du er dygtig til at lave både præsentationer og notater.
Det vil være en fordel, at du har erfaring fra det offentlige, uddannelsessektoren og/eller forskningsøkonomi, men det er ikke et krav. Det vil også være en fordel, hvis du har erfaring med udvikling af god ledelsesinformation.
Om stillingen
Stillingen som økonomikonsulent er forankret i Budget, som er en del af VIA Økonomi. Du vil være i direkte reference til budgetchefen og have både økonomikonsulenter og økonomipartnere som nærmeste kollegaer i Budget. VIA Økonomi består desuden af Regnskab og Indkøb. Vi er i alt ca. 50 medarbejdere i Økonomi.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling.
Dit primære arbejdssted bliver Campus Aarhus N, Hedeager 2, 8200 Aarhus N. Vi har uddannelser i hele Region Midt, så kørekort og egen bil er en fordel, idet der kan forekomme mødeaktivitet m.v. på andre adresser. Der er mulighed for hjemmearbejdsdage under hensyntagen til løsning af arbejdsopgaverne.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende aftaler og overenskomster. Stillingen forventes besat efter AC-overenskomstens regler, evt. som specialkonsulent afhængigt af den rette ansøgers baggrund.
Vi håber, at du kan starte den 1. januar 2026 eller snarest muligt derefter.
Ansøgningsfristen er den 7. november 2025.
Vi forventer at afholde 1. runde af ansættelsessamtaler i uge 46 og 2. runde i uge 47.
Vil du vide mere?
Kontakt budgetchef Katja Malene Erbs Hillers på 87 55 11 62 for en uforpligtende snak eller på kmeh@via.dk.
VI er VIA
VIA er en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner med lokationer overalt i Region Midtjylland. Vi uddanner og efteruddanner bl.a. lærere, sygeplejersker, ingeniører, designere og mange flere. Vi udvikler uddannelser i tæt samarbejde med praksis. Vi er en arbejdsplads med fleksibilitet, frihed og gode muligheder for udvikling. Hvis du er nysgerrig på, hvordan det er at arbejde i VIA, kan du læse nogle af vores fortællinger her.
I VIA værdsætter vi kompetence og talent i alle former. Vi tror på styrken i diversitet og byder alle velkomne, uanset køn, alder, etnicitet eller baggrund. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen og blive en del af et inkluderende fællesskab.
Læs mere om VIA University College på http://www.via.dk/
Læs information om anvendelse af personoplysninger i forbindelse med rekruttering på dette link: https://via.career.emply.com/persondatapolitik